ARoS: Step Inside

Fire hjørner i samtidskunsten dyrker forskelligheden

En algoritme lader flygelet afspille klaverværket ”Nuages Gris” af Franz Liszt i Philippe Parrenos ruminstallation. Foto: Lars Svanholm

✮✮✮✮✮

' …….. Udstillingen ”Step Inside” på ARoS i Aarhus rummer elementer fra teknologien, det legende og det spirituelt betagende til i et enkelt tilfælde det artificielt postulerende …… '

– Lars Svanholm, KULTURINFORMATION

Det er glimrende, at hver installation på udstillingen ”Step Inside”, der kan ses i lang tid fremover i kunstmuseet ARoS omfattende Niveau 1, har sin egen opklarende beskrivelse af, hvordan publikum bør relatere sig til det udstillede. Man kan kalde teksterne for manualer i iagttagelsen af hypermoderne og til tider ganske besnærende scenarier.

Man kan godt føle sig lidt tung i skuldrene, når en kunstudstilling »undersøger, hvordan kunst kan aktivere sanserne på måder, der skærper vores opmærksomhed på både teknologi, biologi og kultur«. Ja, kære læser. Sådan introduceres udstillingen i museets pressemateriale, og så vokser skepsisen i den modne anmelders bevidsthed.

Tomheden i sydkoreanske Anicka Yis videoinstallation rummer en hensigt, som fastslår, at et af kunstneren udviklet AI-system skulle kunne gøre det muligt, at lade kunstnerens praksis leve videre efter dødens opståen. Foto: Mads Smidstrup © ARoS 2026

Jagten på håret i suppen

Mistilliden er dog altovervejende grundløs, da der er tale om et ganske overbevisende og i enkelte tilfælde betagende kunstprojekt. Et enkelt kritikpunkt kunne nemt betragtes som et stædigt forsøg på at finde det berømte hår i suppen, men ikke desto mindre kan råmaterialet trods alt være delikat.

Til en indledning bliver jeg præsenteret for et tilsyneladende minimalistisk udtryk produceret af den schweiziske kunstner Pamela Rosenkranz (f. 1979). Den cirkulære form får stadig mere og mere indflydelse i samtidskunsten og for den sags skyld i arkitekturen. De vinkelrette og rektangulære strukturer, der i århundreder har vist sig fornuftbestemt forsvarlige, skal nu med vold og magt udskiftes med runde enheder.

Hos Rosenkranz udgør cirklen dog en eksistentiel bestanddel i den kunstneriske rutine, og rummet, hun har skabt, giver i kraft af duft, form og teknologi-blåt lys udstillingsgæsten mulighed for at finde ind i kernen af sit eget sind. Det er store ord i februar på en dag, hvor meteorologerne lover snestorm over landet og Aarhus. Vejret er en evig aktuel præmis, og det kan man give sig til at spekulere over midt i en spirituelt betagende installation.

En sanselig indretning finder man i udstillingens – måske? – stærkeste værk af franske Laure Prouvost (f. 1978), hvor handlingsmønstret er euforiserende klart til stede. I et semisurreelt landskab levendegjort yderligere af svævende tekstile enheder indrammes et forløb, hvor en moden kvinde, der via beskrivelsen afsat på væggene er en flyvende bedstemor, der som en bungyjumper springer ud fra en flyver og følgende gebærder sig begejstret og vægtløs som en eksistens befriet for bekymringer.

Disse scener akkumulerer en eklatant nysgerrighed hos beskueren og i et fromt øjeblik føler man et behov for at få en dybere redegørelse. Man kan heldigvis også blot vælge at lade sig forføre og visuelt omslutte. Dette er til enhver tid at foretrække.

Bedstemor-figuren hos Laure Prouvost gebærder sig tilsyneladende begejstret og vægtløs som en bekymringsbefriet eksistens, lidt som de der fjollede vinterbadere. Foto: Mads Smidstrup © ARoS 2026

AI-baseret liv efter døden

Samme forførende tilstand når jeg dog ikke hos sydkoreanske Anicka Yi (f. 1971) i en videoinstallation, som ganske vist er skarp i aktionen, men samtidig episk uklar. Jeg sætter mig i en sækkestol og prøver at lade mig lede ind i et mønster, der lettest kan beskrives som gengivelser af et undervandsmiljø, som dog på samme måde giver mindelser til indvolde – med andre ord et gådefuldt univers, som ikke rigtigt lader sig identificere.

Installationen, får vi at vide, er en del af et projekt med titlen ”Emptiness”, og netop dét ord står som en helt konkret sansning, man som beskuer kan tilegne sig. Tomheden rummer dog en hensigt, og den fastslår, at et af kunstneren udviklet AI-system skulle kunne gøre det muligt, at lade kunstnerens praksis leve videre efter dødens opståen.

Vi befinder os altså med andre ord i en verden, der vil leve i tid og evighed, og her tror jeg, at de fleste vil blive udfordret på bevidstheden? Værket er ”vidunderligt”, udtaler museets inspektør og Yi er verdenskendt ud fra de nævnte programmeringer. Jeg tror naivt på alt, hvad jeg bliver bekendtgjort med; men overbevist om installationens fortræffeligheder i et øjeblikkeligt perspektiv bliver jeg dog ikke uforbeholdent.

I forlængelse af det netop fremlagte koncept bør man dog føle sig i godt selskab i kraft af, at liflige og stilfærdige toner fra et flygel indledningsvist rammer ens trommehinder. Hos franske Philippo Parreno (f. 1964) opleves et selvspillende flygel, der åbenbarer musik af Franz Liszt, dog som et marginalt element i en installation, som kan synes udviklet som en del af, hvad man kunne beskrive som fri leg.

Befandt vi os hos sydkoreanske Yi i et undersøisk kosmos, er undervandsoplevelsen hos Parreno i bogstavelig forstand til at tage og føle på – hvis man tør? Man befinder sig i selskab med et antal svævende heliumfisk, og her kan man give sig til at spekulere over, hvordan i alverden Liszts stilfærdige (og det er sjældent hos netop samme komponist), kan gå i konvergens med de nævnte ballonfisk.

En oprigtig sanselighed finder man i installationen her af franske Laure Prouvost, som i værket balancerer mellem humor, sårbarhed og kritisk refleksion. Foto: Mads Smidstrup © ARoS 2026

Harmonien mellem eksperimenterne

Endnu en gang vælger jeg at lade mit intellektuelle helikopterperspektiv lande på en usynlig knagerække – alt er under alle omstændigheder at betragte som metaforer i en til tider lidt for rationel verden, og netop dette misforhold mellem kreativitet og realsindelag giver næsten mindelser til Franz Werfels teorier i bogen ”Kunstens kald” fra 1930 vedrørende sammentræf, der ikke omgående lader sig anskueliggøre.

Således er det sidste af fire hjørner i samtidskunsten nået og det er, hvad jeg håber, fremgår af teksten, i dens mest teknologiske version. Det er vigtigt at se kunsten i et oplevelsesbaseret højlys, og det er samtidigt væsentligt, at harmonien mellem eksperimentet, og hvad det rummer af artificielle postulater, eller fremkalder af spirituelle tilstande, bliver en del af den totale museumsoplevelse, og det mener jeg trods et par kritiske pip, at ”Step Inside” gør, og nu kommer matematikken ind i billedet:

Den cirkulære form spiller en overordnet rolle i Pamela Rosenkranz’ værk,

Forskellige stjerner

Fem stjerner til Rosenkranz, seks stjerner til Prouvost, tre stjerner til Yi og igen fem til Parreno. Alt dette giver sammenlagt 19, som jeg behændigt dividerer med fire. Det giver et gennemsnit på fire trekvart, som jeg naturligvis generøst runder op til fem.

Således har jeg i alle tilfælde anbefalet, at man som udstillingsgæst på ARoS træder indenfor i ”Step Inside”, der i alt står som et kompetent vidnesbyrd på, hvad fire vidt forskellige samtidskunstnere har på hjerte.

Hos franske Philippe Parreno befinder man sig i selskab med et antal svævende heliumfisk, som giver referencer til fri leg. Foto: Mads Smidstrup © ARoS 2026

Udstillingen ”Step Inside” er kurateret af Victoria Christiansen, er ledsaget af et rigt illustreret katalog på 88 sider, og kan ses på ARoS Aarhus Kunstmuseum, Aros Allé 2, Aarhus, frem til d. 9. august 2026.

ARoS: Step Inside – se mere her

ARoS: Step Inside. Coverfoto: Schweiziske Pamela Rosenkranz arbejder i et spændingsfelt mellem biologi og teknologi som her i den spirituelt betagende installation. Foto: Mads Smidstrup © ARoS 2026

ARoS: Step Inside er anmeldt af kunstkritiker Lars Svanholm, KULTURINFORMATION

Se mere om Lars Svanholm her. Redaktion: Jesper Hillestrøm