anmeldelse | film: MARIANNE FAITHFULL: BROKEN ENGLISH

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Photo: Joseph Lynn

 

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

 

 

' ….. Det er en film, man ville ønske, at rigtig mange mennesker ville gå i biografen og se ….. '

– Asger Schnack, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Iain Forsyth & Jane Pollards film Marianne Faithfull: Broken English er et storslået værk, der skal ses af mindst to grunde: Som en dokumentar om en betydningsfuld kunstner og hendes livslange kamp for at blive respekteret som den, hun var, og ikke set med mandebriller i traditionelt kønsstereotype medier, og som et selvstændigt, originalt kunstværk.

Et liv

Marianne Faithfulls liv er et drama, hvor hun har oplevet og overlevet stofafhængighed og alvorlig sygdom – sidst Covid-19 i 2020. Hun blev født i 1946 og døde i 2025, 78 år gammel. Hendes bidrag til musik- og teaterscenen er formidabelt og retrospektivt voksende, så at sige. Hun har udgivet en lang række cd’er af stor skønhed, jo mere det var hende selv, der bestemte, des bedre.

 

Hun begyndte tidligt som folkesanger, men blev af pladeselskabet lanceret som popsanger, to lp’er udkom samtidigt, vi mærker allerede her splittelsen mellem, hvad hun selv ønskede, og hvad omverdenen så i hende. Hun blev kæreste med Mick Jagger og blev en del af kredsen omkring The Rolling Stones og det vilde liv i Swinging London. Hendes første hit var ”As Tears Go By” i 1964.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Photo: Joseph Lynn

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Gennembruddet: Broken English

1970’erne blev en broget periode, hun forlod Mick Jagger, som hun ikke desto mindre fortsat blev forbundet med, og vi skal helt frem til 1979, før hun for alvor bryder igennem som sig selv med albummet Broken English, som er råt, hårdt og sandfærdigt, og som filmen også har taget titel efter. Herefter følger mange samarbejder med venner og støtter som Hal Willner og Nick Cave, og der udkommer en række væsentlige udgivelser, ikke mindst det sene mesterværk Negative Capability fra 2018.

 

Hun møder Bob Dylan i 1965 og ligeledes digteren Allen Ginsberg, som hun bliver ven med, og senere også andre beatdigtere som Gregory Corso, hvem hun sammen med Hal Willner hylder og fastholder i lyd på cd’en Die On Me (2002). Hendes samlede virke gennem årene er præget af ærlighed, nødvendighed og en særlig evne til at træde ind i mørket og tænde lys ved sin stemme og sit intellekt.

En aldrig-før-set-hed

Så alene at møde Marianne Faithfull live i filmen gør Marianne Faithfull: Broken English til et must for alle interesserede, men filmen bør lige så vel ses for dens metode, dens aldrig-før-set-hed. I alle tilfælde har jeg ikke set et tilsvarende greb. Filmen skaber et fiktivt rum, en slags laboratorium med adgang til alverdens dokumenter i form af trykt materiale fra tiden og filmklip, Ministeriet Mod Glemsel (The Ministry of Not Forgetting), hvor koordinatoren (Tilda Swinton) styrer spillets gang i samarbejde med researcheren (George MacKay). Opgaven er at sikre, at Marianne Faithfull ’ikke bliver glemt’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Photo: Joseph Lynn

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Photo: Joseph Lynn

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Huskes – som den hele person

Der ligger heri noget mere, end at hun bliver husket. Det er filmens idé, at der i denne praksis – ikke at glemme – er indbygget, at den ikke-glemte huskes for sin sandhed, ikke blot for det, hun i forvejen huskes for, men for den virkelige, i dette tilfælde Marianne Faithfull. At ikke blive glemt omfatter hele personen, og i Ministeriet Mod Glemsel søges der grundigt efter belæg for hendes tanker og bevæggrunde, for hendes hele person.

 

I tilfældet Marianne Faithfull bliver det klart et feministisk projekt, en frigørelse fra mandsdomineret undertrykkelse eller blot de mandsdominerede mediers manglende evne til at se en kvindelig kunstners egne kvaliteter, uafhængigt af hvilke mænd hun måtte leve sammen med eller omgive sig med.

 

Marianne Faithfull bliver inviteret ind i studiet, og hun konfronteres nu med sin egen fortid, indklippet i diverse metalag, hvor nutidige kvindelige kunstnere diskuterer hendes liv og omgivelsernes langvarige misforståelse af hende og hendes potentiale, og hvor hendes numre genindspilles i studiet af Courtney Love og Suki Waterhouse.

 

Det er en leg, Marianne Faithfull er med på at lege, og atter viser hun sig som ærlig og frygtløs i sine kommentarer, mens hun sidder med ilttilførsel og en smilende og venlig, man har lyst til at sige tilgivende fremtoning. Det er absolut fremragende som dokumentar og kommentar i ét. Risikoen for sentimentalitet afværges af Marianne Faithfull selv, men også af det fiktive setup, hvor hun – og vi – præsenteres for begivenhederne.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Photo: Joseph Lynn

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Fiktionsvirkelighed

Der er tale om en slags ironisk Verfremdungsteknik, hvor metoden flyttes til selve virkeligheden, som holdes ud i strakt arm af de perfekt spillende skuespillere og det futuristisk klingende miljø. Men pointen er, at underneden, midt i mylderet, løber en understrøm af sandhedssøgen. Hvad er sandheden? spørges der indirekte, idet filmen som sådan forsøger at svare, at dette kunne være en måde at indkredse den på.

 

Det hele kulminerer i filmens slutning, som er en meget bevægende sidste optræden af Marianne Faithfull, en duet med Nick Cave ved klaveret og med Warren Ellis på violin. De fremfører sangen ”Misunderstanding” – men med denne film er der god grund til at håbe, at nu vil Marianne Faithfull ikke længere være misforstået, men forstået, som den hun var og som kunstner er på plader og i erindringen.

Se filmen – også for din egen skyld

Det er en film, man ville ønske, at rigtig mange mennesker ville gå i biografen og se, på en særlig måde for Marianne Faithfulls ikke-glemsels skyld, men først og fremmest for deres egen skyld. En filmoplevelse med menneskelighed på programmet, en stadig nødvendig feministisk øjenåbner og en kærlighedserklæring til en stor kunstner.

 

 

 

 

 

 

anmeldelse | film: MARIANNE FAITHFULL: BROKEN ENGLISH – se mere her

 

 

 

 

 

anmeldelse | film: MARIANNE FAITHFULL: BROKEN ENGLISH – se trailer

 

 

 

 

 

 

 

anmeldelse | film: MARIANNE FAITHFULL: BROKEN ENGLISH er skrevet af forfatteren Asger Schnack. Redaktion: Jesper Hillestrøm

 

 

 

 

Marianne Faithfull: Broken English (2026) — English Abstract

 

Directed by Iain Forsyth & Jane Pollard, this formally inventive documentary-hybrid constructs a fictional institutional framework — the so-called Ministry of Not Forgetting — through which the life and legacy of Marianne Faithfull (1946–2025) is rigorously re-examined. Tilda Swinton and George MacKay portray the archive's curator and researcher respectively, presiding over a process of feminist recuperation that seeks to disentangle Faithfull's artistic identity from the male-dominated cultural narratives that long defined her public reception — most notably her association with Mick Jagger and The Rolling Stones. The film traces her trajectory from early folk recordings and the 1964 hit "As Tears Go By" through her landmark 1979 album Broken English to the late masterwork Negative Capability (2018). Contemporary reinterpretations by Courtney Love and Suki Waterhouse punctuate the archival material, while the film culminates in a deeply affecting final performance — a duet with Nick Cave at the piano, accompanied by Warren Ellis on violin. A formally rigorous, politically lucid and profoundly humane contribution to music documentary cinema.