KUNSTMUSEUM BRANDTS | anmeldelse: Aria — En totalinstallation

Kunstner: Ea Verdoner

Stillfoto: Ea Verdoner, 'Aria', 2026.

✮✮✮✮

' ….. billederne bliver hængende et øjeblik, men glider langsomt væk igen, næsten som det smukke landskab, man hele tiden kan skimte i baggrunden ….. '

– Louise Frevert, KULTURINFORMATION

En facetteret kunstner

Ea Verdoner (f. 1985) er billedkunstner og har en baggrund i koreografi. Hun blev uddannet fra Statens Scenekunstskole i 2007, International Center of Photography i 2014 og Roskilde Universitet i 2016. Det forklarer fint, at hendes kunst er meget facetteret. Hun arbejder ikke kun med billeder, men med krop, bevægelse, film, fotografi, performance, tekst og hele rum. Hun viste "Celeste" på Copenhagen Contemporary i 2022 og skabte "Opløsning" i Cisternerne i 2025.

Denne installation er heller ingen undtagelse. Der bliver arbejdet med udtrykket på mange niveauer og med flere aspekter. Det skal siges, at værket ikke har en færdig konklusion — det er op til beskueren at finde de mange nuancer, vi bliver præsenteret for. Umiddelbart virker det ganske simpelt, men hvis du ser filmen et par gange, kommer der nye perspektiver frem. Du bliver suget ind i et handlingsforløb, som kan være hvad som helst. Det er kun din fantasi kombineret med intuition, som får dig på en rejse ind i blændværkernes verden. Det skal tilføjes, at det til dels skyldes underlægningsmusikken og de aldeles fuldendte billeder.

Hvad handler Aria om?

Det er faktisk en ret mærkelig og spændende fortælling — eller mangel på samme. Handlingen foregår i en villa nord for København, genkendeligt qua landskabet. Her ser vi en kvinde komme hurtigt rundt om huset. Hun kigger ind ad et vindue og er stærkt betaget af en mand, som er inde i en lidt smårodet stue. Manden kæmper mod nogle kræfter, som vi ikke kan se. Han fægter mod noget usynligt, er svedig og mildest talt forvildet i sit ansigtsudtryk. Derfor ved vi heller ikke helt, hvad det virkelig er, som foregår inde i ham, og hvad han kæmper imod. Vil han ikke erkende sin kærlighed? Er han bange? Eller er han bare ved at miste forstanden?

Det er netop pointen. Aria handler om kærlighed og tiltrækning, men også om adskillelse, ensomhed, fremmedgørelse og dissociation — altså oplevelsen af at være adskilt fra sig selv og/eller virkeligheden. Grænsen mellem den fysiske og den mentale verden bliver hele tiden usikker.

KUNSTMUSEUM BRANDTS | anmeldelse: Aria — En totalinstallation

Stillfoto: Ea Verdoner, 'Aria', 2026.

Don Quijote og de usynlige dæmoner

Kunstneren har fundet inspiration i Don Quijote, som jo netop kæmper mod fjender, der for andre mennesker ikke eksisterer. Verdoner bruger fragmenter af den gamle fortælling som afsæt. Det giver god mening i forhold til manden i filmen, der også slås mod sine usynlige dæmoner. Og pudsigt nok ser han bevægelsesmæssigt også ud til at kæmpe mod vindmøller.

Titlen er vigtig. Aria betyder "luft" på italiensk, men en arie er selvfølgelig også operaens store, følelsesladede solosang. Installationen låner operaens melodrama og dens måde at standse handlingen på. Pludselig er det slut. I operaen plejer det at gå galt, når hovedpersonen har krænget sine følelsers indvolde ud. Her forlader kvinden huset og har undervejs i fire et halvt minut gennemlevet hele det følelsesmæssige spektrum. Han bliver ved med at fighte, måske mod hende eller sig selv. Det kan også være, at de ikke kender hinanden, og hun bare er en voyeur. Der kastes mange bolde op i luften, når du ser denne film.

Musikken er bl.a. skabt af Cæcilie Trier og August Rosenbaum. Cæcilie Trier er en central medskaber af Aria, og værket låner operaens idé om, at tiden nærmest kan standse, mens én følelse får lov at fylde alt. Derfor skal man måske ikke tænke: hvad sker der nu? Måske snarere: hvilken følelsesmæssig tilstand befinder jeg mig i?

KUNSTMUSEUM BRANDTS | anmeldelse: Aria — En totalinstallation

Stillfoto: Ea Verdoner, 'Aria', 2026.

En direkte tilstand snarere end et narrativ

Det væsentlige er, at du ikke behøver lede efter en almindelig historie med begyndelse og slutning. Installationen kan beskrives som en direkte tilstand snarere end et narrativ. Man skal gå ind i rummet og opleve billeder, lyd, kærlighed, uro og den mærkelige forskydning mellem fantasi og virkelighed.

Som beskuer bør man især lægge mærke til forholdet mellem de to personer. Kvinden søger manden, mens han tilsyneladende er optaget af noget, hun og vi ikke kan se. Det skaber spørgsmålet: er hans usynlige verden virkelig for ham, selv om den ikke er virkelig for hende? Her ligger forbindelsen til Don Quijote.

Dernæst er kroppene og bevægelserne vigtige. Ea Verdoners koreografiske indsigt giver en sikker billedfortælling — afstand, blik, placering og bevægelse mellem de to fungerer som en koreografi. Manden og kvinden er to professionelle skuespillere.

Læg også mærke til huset/villaen. Det er ikke bare en kulisse. Det bliver næsten en tredje figur, et ekstra rum, hvor det fysiske og det psykiske glider sammen. Man kan beskrive installationen som et sted, hvor grænsen mellem den fysiske og den metafysiske verden udviskes.

Spændende og udfordrende

Aria skal ikke aflæses som en almindelig film, selvom den også kan kategoriseres som en kortfilm. Det er en totalinstallation, hvor film, musik, rum og de to menneskers kropslige udtryk tilsammen er værket. Det er både spændende og udfordrende, for værket giver ingen klare svar, men sætter tankerne i bevægelse. Måske er det netop meningen. Billederne bliver hængende et øjeblik, men glider langsomt væk igen, næsten som det smukke landskab, man hele tiden kan skimte i baggrunden.

KUNSTMUSEUM BRANDTS | anmeldelse: Aria — En totalinstallation