ODENSE TEATER | anmeldelse: Fru Marie Grubbe

Biografisk drama

Fotograf: Emilia Therese

✮✮✮✮

' …… en fin teateroplevelse med en gennemført visuel ramme og to fremragende skuespillere i hovedrollerne …. '

– Louise Frevert, KULTURINFORMATION.org

Hvor meget er et menneske villigt til at opgive for at følge sin længsel? Som også betyder ens position, økonomiske tryghed, familiens respekt og til sidst næsten alt det, som andre mennesker betragter som et ordentligt liv? Det spørgsmål bliver ved med at melde sig under Odense Teaters opsætning af Fru Marie Grubbe. Udefra kan hendes liv ligne én lang nedtur, men oplevet gennem hende selv er historien langt mere sammensat. Måske nærmer hun sig netop det menneske, hun hele tiden gerne har villet være, fri og uafhængig.

En dobbeltforestilling

Odense Teater har valgt at give fortællingen god plads. J.P. Jacobsens roman fra 1876 er dramatiseret af Dicte Houmøller og instrueret af Anne Zacho Søgaard som en dobbeltforestilling, der kan opleves over to aftener eller samlet som en maratonforestilling. Jeg så det hele på én gang, og med pauser bliver det til fem og en halv time. Det er en stor mundfuld, men også en mulighed for at følge et menneskes udvikling uden at skulle springe ind og ud af handlingen. Man får tid til at være i hendes verden, også når den bliver ubehagelig.

Kort fortalt blev Marie Grubbe (1643–1718) født med en guldske i munden og endte som ludfattig færgekone på Falster. Hun blev gift tre gange, og hendes sidste ægteskab varede i mere end 20 år.

Fotograf: Emilia Therese

Scenografi og kostumer

Allerede fra begyndelsen er forestillingen stemningsfyldt. Lisbeth Burians scenografi og kostumer fungerer virkelig godt sammen og giver fortællingen et helstøbt udtryk. Det, jeg umiddelbart vil kalde den middelalderlige stemning, selv om handlingen foregår i 1600-tallet, er bevaret. Man mærker en verden med faste hierarkier, stærke forventninger og meget lidt plads til en kvinde, der vil bestemme over sig selv. Tidens stil og romanens atmosfære får lov til at eksistere, uden at man behøver at få forklaret hvert eneste forhold undervejs.

Det er en fornøjelse, at kostumerne og scenografien understøtter historien så præcist. De skaber rammerne for de karakterer, vi skal følge, og deres indbyrdes forskelle. Man bliver ført ind i et miljø, hvor stand og anseelse betyder noget helt konkret, og hvor et ægteskab rækker langt ud over forholdet mellem to mennesker. Det handler om familie, forbindelser og magt. Derfor bliver Maries længsel efter at føle noget selv så afgørende. Hun kan ikke leve med, at hendes liv ser rigtigt ud udefra.

To skuespillere som Marie

Rollen som Marie deles mellem Nanna Skaarup Voss og Natalí Vallespir Sand, og de to skuespillere spiller formidabelt. De er et af forestillingens helt store aktiver. Der er en tydelig sammenhæng mellem deres fortolkninger, så man oplever den samme kvinde gennem forskellige aldre og erfaringer. De viderefører karakteregenskaber hos hinanden, og det vidner om en instruktion, der har haft blik for andet og mere end blot at dele et langt liv mellem to skuespillere. Marie skal stadig være Marie, selv om hendes vilkår forandrer sig.

Nanna Skaarup Voss er uimodståeligt god. Du kan næsten fornemme, hvordan Marie har det. Hendes længsel og ensomhed bliver nærværende, og det gør ondt at følge hende i et ægteskab, hvor hun ikke finder den kærlighed, hun har håbet på. Hun er fanget i noget, der burde være en lykke, men som efterhånden bliver en kamp for at holde ud. Det er i de menneskelige modsætninger, at forestillingen står stærkest.

Fotograf: Emilia Therese

Ægteskabet med Ulrik Frederik

I anden akt forsøger Marie at overleve sit ægteskab med Ulrik Frederik Gyldenløve. Da han vender hjem efter sit ophold i Spanien, bliver afstanden mellem dem tydelig. De kan ikke finde ud af at være sammen, og han får en elskerinde, mens hun fortæres af ensomhed. Det er ikke vanskeligt at forstå, at hun længes væk. Men det gør heller ikke hendes videre vej enkel. Behovet for at blive elsket og for selv at elske bliver ved med at føre hende ind i nye forhold, nye forhåbninger og nye skuffelser.

I anden forestilling fører Natalí Vallespir Sand fortællingen videre med en Marie, som har flere erfaringer med sig, men stadig bærer den samme uro. Det er vigtigt, at de to skuespillere ikke kommer til at stå som hver sin selvstændige udgave af hovedpersonen. Man skal kunne genkende det menneske, man allerede har fulgt, og det kan man her. Deres samspil med forestillingens samlede form giver Maries liv en kontinuitet, som gør, at de mange begivenheder bliver til en helstøbt fortælling om en kvinde, som hele livet søger kærligheden.

Instruktionen

Anne Zacho Søgaards instruktion er overvejende bevægelig. Hun holder sammen på et omfattende stof og på et ensemble, hvor hver skuespiller udfylder mange forskellige roller. Når man tænker på, hvor mange mennesker der skal have liv gennem de samme medvirkende, er det strålende, at fortællingen hænger så godt sammen. Der er meget at holde styr på, men hovedpersonen forsvinder ikke i mængden af relationer og begivenheder. De øvrige skikkelser bliver hele tiden en del af den verden, hun må forholde sig til og forsøger at finde sin plads i.

Fotograf: Emilia Therese

Scener, der kunne strammes op

Der er dog scener, som godt kunne strammes op. Især dansescenen ved bryllupsfesten i slutningen af anden akt bliver for lang. Jeg forstår godt dens funktion, og at festen skal have plads som afslutning på akten. Men på et tidspunkt har scenen fortalt det, den skal, og så fortsætter den alligevel. Her kommer der et dyk i den spændstighed, der ellers præger instruktionen. Det er ærgerligt, fordi forestillingen netop mange andre steder formår at holde en engageret. Lidt mindre ville have gjort denne passage stærkere.

Også pauserne fylder meget i den samlede oplevelse. Jeg synes, de bliver for lange, selv om jeg godt forstår behovet for en spisepause mellem de to dele. Fem og en halv time er lang tid at sætte af, og det er værd at understrege, at det ikke er fem og en halv times uafbrudt teater. Derfor er det en god mulighed, at man kan vælge to aftener. Selve idéen om en dobbeltforestilling giver mening, fordi stoffet kan bære en grundig behandling.

De øvrige medvirkende

Blandt de øvrige medvirkende er Klaus T. Søndergaard en af de gode kræfter. Han spiller blandt andet Erik Grubbe og Ludvig Holberg. Lea Baastrup Rønne varetager flere roller, heriblandt Karen Fiol, og Tine Gotthelf bidrager ligeledes til det store persongalleri. Lars Simonsen indgår blandt andet som Stig Høg, og Mikkel Bay Mortensen skal fremhæves for det humoristiske, han bringer ind i forestillingen. Det er godt, at der også er plads til den side af historien. Et langt og alvorligt forløb får mere liv, når menneskene også kan more sig.

Forbeholdet

Mit største forbehold blandt skuespillerne gælder Viktor Pascoe Medom som Ulrik Frederik. Her mangler jeg format. Som kongens uægte søn skal han kunne fylde på en måde, der gør hans position og hans betydning for Marie overbevisende. Jeg oplever ham for veg og forsagt, og jeg savner mere mimik og større gennemslagskraft. Den forvandling, jeg ventede på i rollen, indtraf ikke. Når Marie står så stærkt, bliver det samtidig mere mærkbart, at hendes modspiller i dette forhold ikke får den tyngde, som jeg synes, figuren kræver.

Til gengæld skete der noget markant, da Medom spillede Søren Ladefoged i den anden forestilling. Her er han helt anderledes. Det hidsige temperament giver ham en energi, som klæder rollen, og han løfter sit spil betydeligt. Om det skyldes, at denne karakter ligger bedre til ham, eller at instruktionen her giver ham andre muligheder, skal jeg ikke kunne sige. Men forskellen er slående. Det er vigtigt at få med, for min indvending mod Ulrik Frederik skal ikke overskygge, at han som Søren viser en kraft, jeg savnede tidligere.

Kærlighedens veje

Forholdet mellem Marie og Søren fører fortællingen frem mod det spørgsmål, der bliver stående efter forestillingen: Hvordan vurderer vi egentlig et menneskes liv, og skal man det? Marie bevæger sig væk fra den position, hun er født til, og hendes tilværelse bliver stadig vanskeligere set med omverdenens øjne. Men hun bliver ved med at søge efter noget, som hverken stand eller økonomi kan give hende. Det gør ikke alle hendes valg lige smarte, og det ophæver heller ikke konsekvenserne. Alligevel kan man godt forstå hendes insisteren på, at livet skal indeholde mere end det, andre har bestemt for hende.

Udefra får hun et sørgeligt endeligt. Men sådan som historien udfolder sig, oplever jeg også, at hun på en måde finder sig selv til sidst. Kærligheden til et andet menneske kan overskygge næsten alt andet. Marie tror på kærligheden, også når den ikke fører hende derhen, hvor andre mener, hun burde være. Hun vil ikke nøjes med en tilværelse bygget på facade og løgn. Det er både hendes styrke og en del af hendes tragedie, og forestillingen giver plads til, at de to ting kan eksistere samtidig. Og som min far altid sagde: kærlighedens veje er uransagelige.

Fru Marie Grubbe er en fin teateroplevelse med en gennemført visuel ramme og to fremragende skuespillere i hovedrollerne.