Maria Kjær Themsen | ANMELDELSE: De sidste af de første
I en tidsrejse på kvindernes kunstneriske boulevard
”De sidste af de første” af Maria Kjær Themsen er udgivet på forlaget Strandberg Publishing
✮✮✮✮✮
'Forfatteren og kunstkritikeren Maria Kjær Themsen skildrer i bogen ”De sidste af de første” i ti kunstnerportrætter et antal kvinder, der hver især mod hårde odds har haft en kolossal betydning i deres samtid.'
– Lars Svanholm, KULTURINFORMATION.org
Forfatteren til publikationen ”De sidste af de første”, der grundigt portrætterer ti kvindelige kunstnere, Maria Kjær Themsen, må siges at besidde et ganske pålideligt grundlag at definere kunstnerne, der alle er født mellem 1925 og 1946, ud fra, da hun har mødt dem alle, såvel de nulevende som de afdøde.
Som den første af de ti kunstnere, nævner Kjær Themsen i publikationen Gerda Thune Andersen (1932-2026), som overrumplede forfatteren, da hun i 2024 fik Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat.
Hellere en boremaskine end diamanter
Hvis man går alfabetisk frem, er det naturligt at nævne Gerda Thune Andersen først; men der er også en anden og mulig årsag. Forfatteren havde aldrig tidligere hørt om den kvindelige skulptør og installationskunstner. Det blev der lavet om på, og i dag står Gerda Thune Andersen som en stærk og væsentlig repræsentant ikke blot blandt kvindelige kunstnere, men blandt århundredets kunstnere i det hele taget.
»Jeg vil hellere have en boremaskine end guld og diamanter« er Gerda Thune Andersen citeret for i rubrikken, der igangsætter kapitlet om hende i bogen. Udsagnet er ledsaget af et fotografi af en hjerteligt smilende kunstner med læsebrillerne i panden og ellers iført arbejdstøj. Så er stilen lagt.
Hvis De, kære læser, kan nikke genkendende til navnet Gerda Thune Andersen, er det muligvis fordi, jeg på KULTURINFORMATION.org tidligere i år anmeldte en bog, som udgjorde et portræt med titlen ”Livtag” af kunstneren forfattet af Erik Steffensen. Læs Svanholms anmeldelse
Viera Collaro. Foto: Nana Reimers
Keramiske arbejder af Ursula Munch-Petersen opstillet præcist på rad og række. Foto: Nana Reimers
100-årig uden hukommelsessvigt
Kort tid inden hendes død havde jeg den udtalte fornøjelse at deltage i et arrangement, hvor tekstilkunstneren Inge Bjørn (1925-2025) i samtale med idéhistorikeren Lars Morell fortalte om sit arbejde med gobelinen ”Den lange rejse”, som oprindeligt blev skabt i et tæt samarbejde med kunstnerne Asger Jorn og Pierre Wemaëre til Statsgymnasiet i Viby ved Aarhus. Værket befinder sig i dag på Museum Jorn i Silkeborg, og det var netop her, det omtalte arrangement fandt sted.
Det var en oplevelse at høre den ganske vist aldrende kunstner fortælle om projektet og ikke sjældent måtte hun korrigere sin unge samtalepartner, når kendsgerningerne ikke sad direkte i skabet. Hukommelsen fejlede intet hos den da næsten 100-årige kunstner.
I den aktuelle bogudgivelse har kapitlet, der omhandler hende, fået den ret sigende titel, som er et udsagn af kunstneren: »Håndens arbejde har også en erkendelse i sig«.
Kirsten Christensen (1943-2026) lanceres som ”Den store kunstner” og det er svært at modbevise, når man læser Kjær Themsens beskrivelse af hende. Kirsten Christensen blev optaget på Kunstakademiet i 1970: »Men jeg kunne slet ikke finde ud af at gå der«, udtaler hun og det skal forankres i, at hun tidligere havde været elev på Kunsthåndværkerskolen, hvor alt var langt mere enkelt end på Akademiet, hvor »der stod en professor og sagde noget i en time, som jeg ikke forstod en brik af«.
Vejen til at blive billedkunstner på kvindernes kunstneriske boulevard kan være lang og indviklet. Det fortæller historien om Kirsten Christensen med sine helt egne og tydelige formuleringer.
Gerda Thune Andersen arbejder i atelieret. Foto: Nana Reimers
Da stenene begyndte at rulle for Ursula Reuter Christiansen
»Jeg er mine billeder, mine billeder er mig«. Så koncis er Ursula Reuter Christiansen (født 1943) i sin definering af sig selv, og hendes løbebane har bragt hende tæt på nogle af de store koryfæer i den europæiske kunsthistorie.
Trods modstand fra familien søgte hun ind på Kunstakademiet i Düsseldorf, og »så begyndte stenene at rulle, for da mødte jeg Joseph Beuys, og det var den store omvæltning i mit liv«. Hun mødte også her sin kommende mand, komponisten og lydkunstneren Henning Christiansen, og resten er historie.
Det vil være nærliggende blot at beskrive Viera Collaro (1946-2026) som en kølig neonkunstner, men det ville samtidigt være en helt forkert antagelse. Tværtimod var Collaro, da hun levede, en varm og vedkommende person, der gerne fortalte om sine værker på en indfølt måde og med en stor glød.
Det handlede om lys – intet mindre – hos den slovakiskfødte kunstner, som via USA havnede i Danmark, hvor hun afsluttede sin kunstneriske uddannelse på Det Kgl. Danske Kunstakademi. Siden har hun sat et gedigent aftryk i kraft af et visuelt lysende udtryk på kunstscenen.
Fra Kirsten Lockenwitz’ atelier. Foto: Nana Reimers
Kirsten Justesen arbejder på en model af skulpturen ”Grevinde Danner”. Foto: Nana Reimers
Fire Kirsten’er
»En krop er jo bare en krop«, hedder det i overskriften i kapitlet om Kirsten Justesen (født 1943), som er en af de mest konsekvent arbejdende kunstnere i kongeriget. Hun har, som udsagnet antyder, brugt sin krop betingelsesløst i bestræbelserne på at få diverse budskaber ud, men i den seneste tid har en opsigtsvækkende skulptur af grevinde Danner opstillet centralt i København skabt en stærk opmærksomhed omkring Justesen.
Der optræder hele fire Kirsten’er i Maria Kjær Themsens bog, og her repræsenterer Kirsten Klein (født 1946) fotografiet med en udtalelse om, at hun aldrig rigtigt har følt sig accepteret blandt fotograferne. »Det er måske, fordi mine billeder ikke er så teknisk perfekte efter deres standarder«, fortæller Klein hudløst ærligt i sin samtale med forfatteren. Ikke desto mindre står Kirsten Klein i dag som en af de mest autentiske skikkelser inden for det analoge, sort-hvide fotografi.
Den næste Kirsten i fortællingen hedder Kirsten Lockenwitz (1932-2025), og hun fortæller om et liv i kunsten med afsæt i det spirituelle: »Min inspiration er i høj grad kommet fra det spirituelle. Men jeg gik meget stille med det. Jeg havde lært, at jeg skulle holde det for mig selv. For jeg blev til grin, hvis jeg var for åbenhjertig«.
Ursula Reuter Christiansen. Foto: Nana Reimers
Kirsten Christensen i atelieret. Foto: Nana Reimers
Et vigtigt og vægtigt vidnesbyrd
Fra en spirituel form for minimalisme bevæger fortællingen sig i retning af Ursula Munch-Petersens (1937-2025) arbejde med formgivning i keramikken. Hun er næsten blevet berømt for fajance-stellet med det præcise navn ”Ursula”, men hendes beretning rummer dybere og langt flere lag end blot dette ene koncept, hvilket naturligvis belyses grundigt i bogen.
Personligt kender jeg bedst filmskaberen og billedkunstneren, og meget andet, Jytte Rex (født 1942) for sit formidable filmiske portræt af grafikeren Palle Nielsen, men hun har derudover afsat et kolossalt præg på de danske film- og kunstscener. Endnu en gang portrætteres en af bogens hovedpersoner med en eksemplarisk akkuratesse.
I det hele taget udgør Maria Kjær Themsens bog et vigtigt og vægtigt vidnesbyrd på et historisk aspekt i den nyere danske kunsthistorie. Samtalerne mellem forfatteren og kunstnerne tilføjer en vital autenticitet til den kunsthistoriske fortælling om et antal kvinder, der hver især mod hårde odds har haft en kolossal betydning i deres samtid.
Kirsten Klein med fotografier. Foto: Nana Reimers
Filmskaberen og billedkunstneren Jytte Rex. Foto: Nana Reimers
”De sidste af de første” er forfattet af kunsthistoriker og -kritiker Maria Kjær Themsen og består af 320 rigt illustrerede sider. Bogen er udgivet på forlaget Strandberg Publishing.
Maria Kjær Themsen | ANMELDELSE: De sidste af de første – bestil værket
Maria Kjær Themsen | ANMELDELSE: De sidste af de første. Coverfoto: Inge Bjørn: ”Vilje til liv”, 1975. Foto: Kenneth Stjernegaard
LÆS OGSÅ:
BERØRT – Om dansk kunst i det nye årtusinde – Maria Kjær Themsen
ORDRUPGAARD: Impressionismen og dens oversete kvinder
STATENS MUSEUM FOR KUNST: ANNA THOMMESEN – Vævninger
NIVAAGAARDS MALERISAMLING: CHRISTINE SWANE – En mangfoldig ener
Maria Kjær Themsen | ANMELDELSE: De sidste af de første er frembragt af Lars Svanholm, KULTURINFORMATION
Se mere om Lars Svanholm her. Redaktion: Jesper Hillestrøm