Harald Jerichau – Landskabsmaleren
✮✮✮✮✮✮
Harald Jerichau, 1851-1878, var en dansk landskabsmaler, der allerede som 17 årig forlod Danmark. Han havde udlængsel og ønskede at uddanne sig i udlandet. Han var søn af to prominente kunstnere, maleren Elisabeth Jerichau og billedhuggeren Jens Adolf Jerichau, begge kosmopolitter og det prægede sønnen i hele hans opvækst.
26 år – en tidlig død
Harald havde siden sin tidligste barndom været dybt forelsket i sin kusine Marie Kutzner, 1851-1876, og efter mange genvordigheder blev de gift i Konstantinopel i 1875. Parret fik en søn, der kun blev 3 måneder og Marie og Harald rejste til Napoli. Marie døde i november 1876 og Harald var i stor sorg. Han var ved at restituere sig, da han fik tyfus og feber. Desværre døde han kort efter, alt for ung i en alder af 26 år. Et ubegribeligt tragisk og kort livsløb.
Illustrationer fra bogen Landskabsmaleren Harald Jerichau
Forældrenes bohemeliv
Harald udviste fra barnsben et stort kunstnerisk talent, og hans mor havde en drøm om at Harald skulle blive kunstner. Noget hun aldrig talte med sin mand om. I det hele taget var parret uenige om mange ting og børnene kunne mærke genvordighederne. Hverken Elisabeth eller Jens Adolf satte noget til side for deres kunstneriske virke. Selv om de havde 7 børn rejste de ud i verden for at realisere deres kunstneriske ambitioner. Børnene blev passet af et familiemedlem og tjenestefolk. Man kan vel sige et lidt frit og boheme agtigt liv for børnene. Det satte dybe spor i Haralds liv, der både var positive og negative.
Ikke anerkendt
Harald sendte værker hjem til København, og blev betegnet som en talentfuld og moden kunstner for sin alder. Alligevel formåede han ikke at blive anerkendt. Det var vanskeligt at blive anerkendt i en dansk kunstnerverden, præget af malere der var nationalister i deres udtryk. Harald faldt helt ved siden af ved at male orientalske billeder, hvor både motiv og lys var meget anderledes, end den danske kunstscene var vant til. Hans billeder havde en ro og til tider melankoli over sig.
Illustrationer fra bogen Landskabsmaleren Harald Jerichau
Flytter til Italien
I de år Harald og Marie opholdt sig i Konstantinopel, solgte Harald godt. Kundekredsen var bred. Han havde blik for detaljen i det orientalske landskab. Tingenes tilstand kan hurtigt forandres, fotografiet var ved at finde indpas og interessen for maleriet var dalende. Harald og Marie flyttede til Italien.
Takket være Brygmester J. C. Jacobsen, (1811-1887), er hans hovedværk i Danmark. Den Lydiske slette i nærheden af Sardes, Lilleasien, (Tyrkiet), 1878. Harald Jerichau var en af de ganske få orientalister, der formåede at få den unikke stemning frem i sine billeder. Nogle gange kan ord begrænse, for har man oplevet den stemning der er på de tyrkiske højsletter, kan man fuldstændig krybe ind i netop det billede. Det er ikke mindre end betagende.
Illustrationer fra bogen Landskabsmaleren Harald Jerichau
Vurdering
Birgitte Fink fortæller historien om Harald uprætentiøst og indlevende. Det er overskueligt. Historien fanger, og det er som om forfatteren kender Harald personligt. Det er en blændende god bog. Der er mange overraskelser og dateringer, som måske mere er for feinschmeckere, men som helhed har den almen interesse. Det er jo en hjerteskærende historie om et stort talent, som aldrig fik lov til at sprede sine smukke farverige vinger ud.
Når man ser på hans billeder, er det uforståeligt at han ikke hører med til eliten. Ganske vist var han flittig og produktiv i sit korte liv, men åbenbart ikke nok til at kunne sætte ham på verdenskortet. Mange af hans værker er i private samlinger. Bogen er ikke mindre end en perle. Jeg blev meget rørt over hans tragiske skæbne. Han fortjener absolut en plads i vores kulturhistorie.
Illustrationer fra bogen Landskabsmaleren Harald Jerichau
Se også vores anmeldelser af bogen: ‘ET HALVT LIV‘ og udstillingen ‘Sorø Kunstmuseum – Harald Giersing‘.
Se mere om Harald Jerichau – Landskabsmaleren her
Landskabsmaleren – Harald Jerichau. Forfatter: Birgitte Fink. Udgivet på forlaget Frydenlund.
Harald Jerichau – Landskabsmaleren er anmeldt af Louise Frevert, KULTURINFORMATION