Musik

Albummet “We” fra Arcade Fire✮✮✮✮

Albummet “We” fra Arcade Fire

Sange der sidder lige i øjet – men hvad med øret?

 

 

 

Albummet “We” fra Arcade Fire

 

 

 

✮✮✮✮

 

 

Hvis det er første gang du skal til at lytte til Arcade Fire, så vil jeg ikke anbefale dig at lytte til “We” og dermed heller ikke bruge tid på at læse denne anmeldelse… endnu. Brug hellere tid på at lytte til albums som “Funeral” og “Neon Bible” i stedet.

 

Hvis du derimod kender Arcade Fire godt – måske er du ligefrem fan – vil du kunne læse videre, lytte til “We” og derefter evt. genbesøge tidligere nævnte albums til at skylle ned med hvis du som jeg, ikke deler min fuldfede begejstring ved “We”.

 

Det er 5 år siden Arcade Fire udgav “Everything Now”, og du har sikkert været spændt på hvad et nyt studiealbum kunne byde på: Bliver det mon mere (eller mindre) ABBA-agtigt? Hvilken retning peger bandet mod musikalsk? Og hvordan lyder en post-pandemisk udgivelse fra Butler og Co. mon i tekst og toner?

 

Svaret på spørgsmålene kommer hurtigt på det klaver- og sniger-80’er-synth-drevne indledningsnummer “Age of Anxiety“ der indledes med en vokalsampling der påfaldende meget lyder som “Black Wave/Bad Vibrations” fra 2007’s “Neon Bible”. Første ord i dén sang er i øvrigt den samme som albummets titel: “We”.

 

Med de indledende linjer
“It’s the age of doubt // And I doubt we’ll figure it out”,
er tonen lagt og spændingsfeltet defineret.

 

Det hele lyder potentielt pompøst, Søren Kierkegaard ligger (stadig) i baglommen og nerverne hænger uden på tøjet. Forud for albumudgivelsen har Arcade Fire varmet op i forventningens kakkelovn med energiske og smukke numre som “The Lightning I+II” og “Unconditional I (Lookout Kid)” der ubesværet lægger sig ind på listen af numre der når både hjertet, hjernen og fødderne. Men herfra stopper festen, på flere niveauer.

Energi, nerve og samfundsmæssige statements

Alle numrene i sig selv er gode og velskrevne, men sat sammen som en albumudgivelse, er det en lidt rodet lytteoplevelse. Rodet i den forstand at albummet dels bevæger sig tilbage til klassiske Arcade Fire-dyder med pompøsitet, energi og nerve og samtidigt disker op med en række indadvendte, langsomme, halvstenede numre der kan tolkes som kærlighedssange og/eller samfundsmæssige statements, som fx på “Unconditional II (Race and Religion) med Peter Gabriel som gæst og fluffy budskaber som:

 

“And WE’ve got one life // No time for division // New vision // Be my race and religion”

 

eller på “End of Empire” med noget mere dystopiske og smukke linjer som

 

“One last dance // Here at the end of the empire // Makes me cry // Watching the moon on the ocean // Where California used to be”

 

Sagt på en anden måde: der er ikke på den måde noget galt med numrene eller teksterne i sig selv på “We”, men som lytteoplevelse står man tilbage med en følelse af at have lyttet til lyden af olie og vand, ler og jern eller to magneter der frastøder hinanden. Det hænger ganske enkelt ikke særlig godt sammen.

 

Når det så er sagt, tror jeg ikke fans af Arcade Fire vil blive skuffede. Men de vil nok også glæde sig til fremtidige toner.

 

 

Albummet “We” fra Arcade Fire er udkommet 6. maj 2022

 

 

Photo by Cobi Krumholz on Unsplash

 

 

Albummet “We” fra Arcade Fire er anmeldt af Brian Ulrich Skovgaard, KULTURINFORMATION