Teater

MASKERADE i Grønnegårds Teatret

MASKERADE i Grønnegårds Teatret

 

 

MASKERADE i Grønnegårds Teatret

 

 

✮✮✮✮✮✮

 

 

 

“En forrygende flot opsætning, der holder vand og kan forstås af alle”

– Jesper Hillestrøm, KULTURINFORMATION

 

 

 

MASKERADE i Grønnegårds Teatret topper stjernerne under den åbne himmel. Evigt aktuelle Holberg passer perfekt ind i tidsånden. I dag er tant og fjas ikke kun forbeholdt teenagere, og maskerende mundbind er hvermands eje.

 

Igen i år forvandles Odd Fellow Palæets have til scene for sublim skuespilkunst. Mange husker succesen fra sidste år med JEAN DE FRANCE – den blærede danske fems i fornemme franske gevandter. I år fortsættes så med MASKERADE.

 

MASKERADE er fra 1724. Plottet er simpelt. Den unge generation vil gerne ud at more sig og det er jo lidt fyfy. Den ældre generation vil gerne ud at more sig og det er jo lidt fyfy.

Persongalleriet

Faderfiguren er Jeronimus, der kæmper for de gamle dyder, dette til trods for at hykleriet også hersker. Hans hustru Magdelone tiltrækkes af maskeradens fyfy – en dame med fut i, meget fut. Endelig er der sønnen Leander og hans tjener Henrik, der trodser forbuddene og lusker sig til maskerade.

 

 

 

 

 

 

MASKERADE i Grønnegårds Teatret

Morten Suurballe & Christiane Gjellerup Koch. Foto: Bjarne Stæhr

 

 

 

 

 

Så har vi også den nydelige og liberale enkefrue Leonarda med sin datter Leonora. Leonarda ser ikke noget skadeligt i, at de unge morer sig. Forviklingerne tager her sit udgangspunkt og blomstrer i fuldt flor.

Stjernespækket cast

Det stjernespækkede cast er der ikke blevet sjusket med. Morten Suurballe skryder på gjaldende vis mod den fordærvede ungdom som Jeronimus. Christiane Gjellerup Koch er moren med charme og fut i, som vi kender hende – og også nød i KIRSEBÆRHAVEN. Den liberale enkefrue beklædes umanerligt fabelagtigt af Anette Støvelbæk. Henrik, tjeneren, er fremme i skoene og her er det Patrick Baurichter, der beklæder måske en af forestillingens største roller og er fidusmageren og ankermanden, der får det hele til at spille og hænge sammen – Baurichter falder i ét med sin lurendrejer rolle, som flere af de andre i øvrigt også gør.

 

 

 

MASKERADE i Grønnegårds Teatret

Foto: Bjarne Stæhr

 

 

 

 

Og rollelisten stopper ikke her Camilla Lau er både tjenestepige og kjolehandlerske. Sønnen Leander spilles af Lukas Toya, der svigter sit giftermål med Leonora, Laura Skjoldborg, fordi han har fundet en mere spændende pige på maskeraden. Mathias Flint er Arv, den enfoldige gårdskarl – Flint huskes også for sin rolle i CHARLIE OG CHOKOLADEFABRIKKEN. Endelig snydes vi ikke for livemusik, der frembringes af Kevin Oliver Eagle.

En 300 år gammel forestilling, vi kan forstå

Som de fleste ved, er dygtige skuespillere ingen garanti for godt teater. Undertiden lykkes det dramatikere og instruktører at skade gamle teaterstykker og enten lave dem for moderne eller for old school. Da jeg var dreng, var vi i Det Kongelige Teater og se Erasmus Montanus med Søren Pilmark i en helt ung hovedrolle. Her havde man valgt et uforståeligt gammelt ‘dansk’, der mindede om en blanding af norsk, finsk og svensk – nærmest islandsk! Om man havde forestillet sig, at en dreng på 10 år ville kunne forstå det, ved jeg ikke?

 

 

 

 

MASKERADE i Grønnegårds Teatret

Patrick Baurichter ophæver gravitationskraften. Foto: Bjarne Stæhr

 

 

Men sådan er det altså ikke med Charlotte Munksøs og Teaterchef Steen Stig Lommers opsætning af MASKERADE. Sproget er dansk. Og der tales dansk. Hele familien vil kunne fange jokesne i den folkekære komedie. En forrygende flot opsætning, der holder vand og kan forstås af alle.

 

 

 

 

 

Holberg

Foto: Roxnakowsky

 

 

Picnickurven og næste år

Som et lille appendix er det meget skønt at opholde sig med pinickurven i Odd Fellow Palæets have i god tid før forestillingen. Samtidig går der også bekymrede tanker til de brave teaterfolk, da scenen her er rundt regnet i træskolængder cirka halvt så stor som den var i Grønnegården. Man kan naturligvis blot fordoble billetpriserne og håbe på godt vejr, men mon ikke de fleste håber på en endnu bedre løsning til næste år – tiden må vise hvor og hvordan. Redaktionen stiller gerne vores baggård til rådighed i Valkendorfsgade, men her er kun plads til ca. ti personer.

 

 

Christiane Gjellerup Koch

Et sjældent foto. Det lykkedes KULTURINFORMATIONs fotograf at fange Ditte Hansen & Christiane Gjellerup Koch,

uden strikketøj lige efter premieren. Foto:  Roxnakowsky

 

 

 

MASKERADE i Grønnegårds Teatret spiller t.o.m. 27. august 2022

 

 

 

MASKERADE i Grønnegårds Teatret er anmeldt af Jesper Hillestrøm, KULTURINFORMATION