Titanic: An immersive Voyage
Foto: Benni Johansson
✮✮✮✮
' …… en flot og lærerig udstilling, som er lykkes med at formidle fakta, historie og stemning …….'
– Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Det er et imponerende set-up vi træder ind i, når vi kommer på tur med Titanic. Udstillingen er skabt af det samme team, ’Exhibition Hub’, som satte ’Van Gogh: The Immersive Experience’ op. Grundideen er mere eller mindre den samme, et sanseligt, teknologisk fortælleunivers. Men hvor Van Gogh-udstillingen flød over af farver og poetisk liv, er Titanichistorien mørkere og dyster, men forventningerne er høje.
Filmen
Der hersker vist ingen tvivl om, at de fleste kender, eller har set, James Camerons film fra 1997, med Kate Winslet som Rose og Leonardo DiCaprio var Jack. To unge mennesker fra hver deres sociale klasse, som hovedkulds forelsker sig i hinanden på Titanics jomfrurejse. Det kæmpemæssige dampskib stævnede ud fra Southampton d. 12. april 1912, med kurs mod New York med 2224 passagerer om bord hvoraf mere end ni hundrede var besætningsmedlemmer. Passagererne var en blandet international flok. Der var en del meget velhavende personligheder og nogle af tidens mest kendte navne ombord, men også folk på vej til Amerika for at prøve lykken.
Foto: Benni Johansson
Affotografering: Benni Johansson
Foto: Benni Johansson
Den fagre nye verden
Slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, var en tid præget af store forventninger. Flymaskinen, radioen, landbrugsmaskiner og filmen, forandrede verden for altid, og at kunne sejle med et luksusskib over Atlanterhavet til New York, ville være toppen af kransekagen.
I to år var 30 tegnere i gang hver dag med at tegne skibet. Derefter byggede 3000 mænd over 3 år Titanic. Skibet blev bygget på Harland og Wolffs skibsværft, hjemsted Belfast, Irland. De var involveret i hele produktionen lige fra skroget til de fint udskårne træarbejder. Ingen tvivl om at Titanic var rederiet White Star Lines prestige projekt.
Udstillingen
Det første du ser, når du træder ind i udstillingsrummet, er en perfekt gengivelse af den stævn, vi alle husker fra filmen, hvor Rose og Jack stod med vindblæst hår, og drømmer om den nye verden de skal til at opleve. Der er mange informative plancher, hvor hele processen bag skibsbyggeriet bliver fortalt. 300 genstande er udstillet, som enten har været på Titanic eller Olympic, et tilsvarende skib fra samme skibsværft. Underlig at stå og kigge på bl.a. en gammel rusten fortøjningskæde fra Titanic, liggende i en montre, samt en rejsebillet og meget mere.
Foto: Benni Johansson
Foto: Benni Johansson
Med ombord
Så skal vi ombord på skibet. Via en landgangsbro kommer du ind i skibet. Det var besynderligt at blive overrumplet af denne mærkelige fornemmelse af forventning, fordi jeg var spændt på at se resten af udstillingen, og så også denne lidt uhyggelige stemning der greb mig, fordi man jo ved hvad der efterfølgende skete. Nå, men jeg gik frejdigt ombord og kom ind i den legendariske hall med den store trappe. Intet mindre end imponerende. En kæmpe fotostat med skibets eksklusive restaurant, pryder endevæggen, og foran er sølvtøj og andre genstande opstillet, man har benyttet i restauranten. Rederiet var meget bevidst om at give alle passagerer, uanset hvilken klasse de rejste på, en uforglemmelig rejse, for maden var en afgørende faktor for hvilket rederi, man ville vælge at rejse med. Derfor blev maden, også til tredje klasses passagererne, fabrikeret i det centrale køkken. Selvfølgelig var der forskel, men standarden var meget høj.
Dramaet og panikken
Efter den vellykkede og informative begyndelse, kulminerer udstillingen i det visuelle drama. Redningsbådene er rekonstruerede og omgivet af vraggods. Det var livagtig med vandet om fødderne og Titanic der langsomt gik ned, men noget mangler. Panikken. Dramaet. Den eksistentielle frygt. Iscenesættelsen er flot, men ikke fuldt medrivende. Og der var slet ikke den store ’sugende’ og fængslende oplevelse, hvor du fornemmer, at du er helt inde i skroget og oplever, hvad der skete. Bådene er sat mærkeligt skævt, så du ikke ser særligt godt.
VR
VR-delen skuffer. Den viser primært dykninger og billeder af vraget, men uden den følelsesmæssige dybde, som VR ellers kan skabe. Her kommer uundgåeligt sammenligningerne: Dali Immersive var drømmende og surrealistisk. Du var sammen med langbenede elefanter og udflydende ure du næsten kunne røre ved. Hos Van Gogh blev du en del af hans billeder og hans historie. Tutankhamon lod dig stå ved graven sammen med Howard Carter, hvor det hele blev fundet, og du kom med på hans rejse ind i dødsriget, mens skarabæerne kravlede rundt på dine sko. Titanicoplevelsen forbliver på afstand og dermed lidt tam.
Affotografering: Benni Johansson
Foto: Benni Johansson
Foto: Benni Johansson
Du involveres
Til sidst finder man ud af, om man selv ville have overlevet. Ved indgangen fik man udleveret en billet med et navn og nu kan man se, om 'man' døde eller overlevede. Min billet var en syrisk dreng på fire år, der overlevede med sin mor og bror. Vores fotograf Benni var mindre heldig, han druknede. Her lander tragedien og rammer hårdt.
Titanic: An Immersive Voyage er en flot og lærerig udstilling. Den lykkes med at formidle fakta, historie og stemning, men mangler det sidste lag af intensitet og følelse. Især for dem, der tidligere har oplevet lignende udstillinger, kan den virke en smule flad. Jeg ender på 4 stjerner, fordi den mangler ligesom det sidste touch. Du kan dog trygt gå ind og se Titanic og alligevel blive underholdt.
Foto: Benni Johansson
Info: Natten mellem d. 14. og 15. april kolliderede Titanic med en løsrevet isbjerg. Det ragede 30 meter op over havets overflade og var 120 meter langt og vejede mere end 40 gange så meget som skibet og det sejlede med høj fart. Det var midt om natten og sigtbarheden var ringe. Titanic brækkede over i to dele og sank på ganske kort tid. 706 mennesker overlevede, mens 1512 personer omkom. Mange blev aldrig fundet.
Titanic: An immersive Voyage. Udstillingen kan opleves frem til september 2025
Titanic: An immersive Voyage. Refshalevej 175A & B, 1432 Copenhagen – se mere her
Titanic: An immersive Voyage er en anmeldelse af Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Redaktion: Jesper Hillestrøm