TIVOLIS KONCERTSAL: Jersey Boys
Musik Teater

TIVOLIS KONCERTSAL: Jersey Boys

TIVOLIS KONCERTSAL: Jersey Boys

 

Oh what a Night med Jersey Boys

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

TIVOLIS KONCERTSAL: Jersey Boys

 

Fotograf: Søren Rosenørn. Jersey Boys, født i Newark, made in America og nu på dansk grund med Johannes Nymark, Søren Torpegaard, Mikkel Hoé Knudsen og Jesper Paasch

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

‘ …… de gør det fabelagtigt godt ……’

 – Githa Schultz, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jersey Boys er en populær scenemusical baseret på sande karakterportrætter, livet og karrieren for det amerikanske og legendariske 1960’er band Frankie Valli and the Four Seasons.

 

Jersey Boys havde verdenspremiere i 2004 på La Jolla Playhouse i San Diego og premiere i 2005 på Broadway i NYC, hvor den spillede i mere end elleve år.

 

Jersey Boys har været opført verden over og nu her i Danmark for første gang i Tivolis Koncertsal. Den fortæller historien om bandets vej til berømmelse og indeholder mange af deres mest kendte sange, såsom ”Sherry,” ”Beggin,” ”Big Girls Don’t Cry,” ” Can’t Take My Eyes off You,” ”Walk Like a Man.”

 

De har vundet over 55 prestigefyldte priser, inklusiv en Tony Award for Bedste Musical og en Laurence Olivier Award For Bedste Nye Musical.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

TIVOLIS KONCERTSAL: Jersey Boys

Fotograf Morten Rygaard. Fire drenge under en gadelampe i Newark, New Jersey hvor lyden blev skabt og det eneste der eksisterede i skæret var musik og det var det bedste – Citat Frankie Valli.

 

 

 

 

 

 

 

 

Frankie Valli and The Four Seasons; historien om Jersey Boys

Da Frankie Valli var syv år tog hans mor ham med til Paramount Theater i New York for at se Frank Sinatra, som også kom fra New Jersey, Hoboken. Da Valli så Sinatra komme ud på scenen og den måde Sinatras aura lyste op på, besluttede han sig for at det var det han ville være; en succesfuld sanger.

 

Frankie Valli blev født Francis Castelluccio den 3. maj 1934 og voksede op i et socialt boligbyggeri – Stephen Crane Village – på de hårde gader i Newark, New Jersey.

 

Tommy DeVito, Frankies ven og kollega fra Four Seasons, siger i Jersey Boys: Hvis du er fra mit kvarter, har du tre veje ud: Du kan gå ind i hæren, du kan blive gangster eller du kan blive en stjerne. Frankie Valli valgte dør nummer 3.

 

Det var ikke nemt at hænge ud i Newark og flere af Frankie Vallis venner kom i fængsel for smårøverier, heriblandt Tommy DeVito og Nick Massi og hvis man ikke passede på kunne man ende i bagagerummet i en bil.

 

Heldigvis opdagede Vallis venner, at det at lave musik var en god måde at holde sig ude af fængsel og bilkufferter på.

 

I begyndelsen af 50’erne ledede DeVito en gruppe ved navn Variety Trio, og en aften inviterede han den unge Frankie på scenen for at synge “I Can’t Give You Anything But Love”. Snart var Frankie kendt i nabolaget for at have en stemme som en engel.

 

Af venskabet opstod Frankie Valli and The Four Seasons med Frankie Valli, Tommy DeVito, Nick Massi samt Bob Gaudio.

 

Bob Gaudio var en klaverspillende gudsbenådet sangskriver af et vidunderbarn, som i 1962 blot var tyve år gammel, den yngste i gruppen og som skrev musikken til gruppens mange hits blandt andet Sherry, der blev deres gennembrud i 1962.

 

Personen som anbefalede Gaudio var ingen ringere end den amerikanske skuespiller Joe Pesci.

 

Frankie Valli and The Four Seasons blev i 1990 optaget i Rock & Roll Hall of Fame og selvom de ikke havde talt sammen i tyve år efter opløsningen, der blandt andet skyldtes at Tommy DeVito havde brugt pengene og gældsat bandet og Nick Massi skred fordi han havde fået nok;

 

var de i bund og grund glade for at se hinanden igen med en evig venskabs loyalitet i Newark rygraden, hvor de havde hjulpet og støttet hinanden væk fra rendestenslivet ud mod stjernerne.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

KULTURINFORMATION

Fotograf: Søren Rosenørn. Jersey Boys

 

 

 

 

 

Jersey Boys i Tivolis Koncertsal

D. 4. oktober 2023 havde Jersey Boys premiere i Tivolis Koncertsal med en dansk besætning. Det er noget af et prestigefyldt projekt født i New Jersey og Made in America at tage fat på, der allerede har triumferet på Broadway og gået sin sejrsgang verden over.

 

Hovedrollerne i Jersey Boys spilles af Johannes Nymark som Tommy DeVito, Søren Torpegaard som Bob Gaudio, Mikkel Hoé Knudsen som Frankie Valli og Jesper Paasch som Nick Massi. Og de gør det fabelagtigt godt individuelt og som gruppe med vildt gode vokalharmonier, godt skuespil og rappe morsomme replikker.

 

Det er en spændende måde scenemusicalen er skruet sammen på, både i jeg-fortæller form ud mod publikum, samtaler med hinanden og sange; de skift gør forestillingen meget levende.

 

Hvis man hader musicalgenren, er Jersey Boys en god måde at komme til at elske den på. Der er smagsprøver på mange af bandets megahits, mens de helt store ørehængere bliver sunget hele vejen igennem.

 

Man er fuldstændig inde i kernen af historien og de fire hovedpersoner kommer langt ud over scenekanten, så man som publikum føler sig inkluderet i musikfesten.

 

Tid og sted er forvandlet til følelsen af New Jersey, NYC og Broadway og de øvrige medvirkende i teatermusicalen supplerer hovedpersonerne godt; alle sammen i lækre kostumer.

 

Flere gange fik jeg gåsehud, tårer i øjnene eller sang med, det kan man slet ikke lade være med. Sanse-og føleapparatet er i kog med så rørende en sand historie fortalt i sang og skuespil på den bedste måde.

 

Har man set Clint Eastwood filmudgaven af Jersey Boys fra 2014, elsker musik fra 1960’erne og 1970’erne skal man helt sikkert se Jersey Boys forestillingen live. Tre timer går hurtigt (incl. lille pause) og publikum kvitterede med bragende vedvarende stående bifald.

Frankie Valli og Bob Gaudio 2023

De eneste oprindelige medlemmer af Frankie Valli and the Four Seasons som stadig lever i skrivende stund oktober 2023 og i bedste velgående, er Frankie Valli og Bob Gaudio.

 

De to fortsatte deres musikalske samarbejde efter Four Seasons var gået i opløsning og med ligeså store hits op gennem 1970’erne.

 

De har langt hen ad vejen haft medindflydelse i skabelsen af Jersey Boys.

 

Jersey Boys er en smuk beretning om ekstrem musikalitet, ægte venskab med masser af grin, i snyd og svigt, bedrag og loyalitet, op-og nedture med en enestående stemme som Vallis og nogle fantastiske sange.

 

Og med Vallis meget enkle forklaring på det hele; fire drenge under en gadelampe, hvor lyden blev skabt og det eneste der eksisterede i skæret var musik, og det var det bedste.

 

Må man konstatere at drengene i Tivolis Koncertsal og resten af sangere og skuespillere på scenen i den grad leverer et produkt, Frankie Valli og Bob Gaudio kun kan være stolte af.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Oh what a Night med Jersey Boys

Fotograf: Morten Rygaard

 

 

 

 

 

 

TIVOLIS KONCERTSAL: Jersey Boys

Credits:

 

Manuskript: Marshall Brickman og Rick Elice
Musik: Bob Guadio
Sangtekster: Bob Crewe
Instruktør: Thomas Agerholm
Kapelmester: Morten Vestergaard
Scenograf: Benjamin La Cour
Creative Executive Producer: Thomas Langkjær
Produktionsselskab: Lion Musicals

 

Rolleliste:
Frankie Vallie: Mikkel Hoé Knudsen
Tommy DeVito: Johannes Nymark
Bob Guadio: Søren Torpegaard
Nick Massi: Jesper Paasch
Og mange flere….

 

Spilleperiode:
København: 4. – 22. oktober 2023, Tivolis Koncertsal. Billetbestilling: www.ticketmaster.dk
Aarhus: 8. – 12. november 2023, Musikhuset. Billetbestilling: www.musikhuset.dk
Viborg: 15. – 19. november 2023, Tinghallen. Billetbestilling: www.tinghallen.dk
Esbjerg: 22. – 26. november 2023, Musikhuset Esbjerg. Billetsalg: www.mhe.dk
Randers: 29. november. – 3. december 2023, Værket. Billetsalg: www.vaerket.dk
Odense: 8. – 10. december 2023, ODEON. Billetbestilling: www.odeonodense.dk
Aalborg: 13. – 17. december 2023, Aalborg Kongres & Kultur Center. Billetbestilling:
www.akkc.dk eller på tlf. 99 35 55 66

 

 

 

 

TIVOLIS KONCERTSAL: Jersey Boys se mere her

 

 

 

 

TIVOLIS KONCERTSAL: Jersey Boys er en anmeldelse af Githa Schultz, KULTURINFORMATION

se mere om Githa Schultz her Redaktion: Jesper Hillestrøm