Louise Frevert
PRESSEMØDE: Pennevenner i Tivoli
Reportage fra pressemøde i anledning af urpremieren på Pennevenner i Tivoli. Tilstede Annette Heick, Caspar Phillipson, Silas Phillipson. Foto: © Benni Johansson – all rights reserved
Annette Heick prøver noget helt nyt. Der er næsten ikke den udfordring hun ikke har kastet sig ud i, men at sætte sin egen forestilling op, er ikke sket før. Man kan kalde stykket mange ting, en musikalsk rejse, en teaterkoncert, a walk down memory lane, ja kært barn har mange navne. En ting er dog soleklart, vi skal møde tre friske og veloplagt kunstnere, der glæder sig til at optræde i Glassalen fra d. 14. september. Annette Heick har skrevet manuskriptet i samarbejde med Jesper Malmose, som også står bag ”HELE DANMARKS GRETE” og ”ET SOLSTREJF”.
‘Romantik’ i 70’erne
Det er en sød romantisk historie, vi er i 1970’erne, og møder to PEN PALS-Pennevenner, som bor på hver sin side af Atlanten. De sender kassettebånd til hinanden med tidens ørehængende hits og med tekster der handler om længsler, kærlighed osv. De kender kun hinanden gennem deres brevveksling, men alt forandrer sig, da den ene beslutter at tage en tur over vandet, for at besøge den anden.
Annette Heick
Annette Heick (f.1971) har prøvet lidt af hvert. Hun har været journalist, tv-vært, solist, sangerinde (udgivet sine egne album og været med i Dansk Melodi Grand Prix), tegnefilmsdubber og ikke mindst spillet hovedroller i store musicals. Kort sagt en dygtig og alsidig kvinde. Hendes medspiller er den internationalt kendte Caspar Phillipson. Caspar er uddannet på Århus Teaters Skuespillerskole og var tilknyttet teatret i 6 år. Caspar har en flot sangstemme, der flittigt bliver brugt.
Kostumer fra 70’erne. Foto: © Benni Johansson – all rights reserved
Ned i detaljerne. Foto: © Benni Johansson – all rights reserved
Annette Heick har været så generøs at invitere os indenfor i sin stue, i anledning af dette pressemøde. Det giver en hyggelig intim stemning. Der var en forsmag på teaterkoncerten og de tre kunstnere lagde ud med nummeret: ‘You are beautiful’ og vi får lejlighed til at stille de medvirkende spørgsmål. Vi så alle kostumerne, indkøbt i secondhand butikker i Prag og Danmark, som skal bruges i forestillingen.
Annette fortalte mig hvordan hun fik idéen til denne forestilling. Hendes elskede farfar døde lige inden årsskiftet 1993. Farfaren var meget svag og led af Parkinsons sygdom og bad derfor Annette om at tage imod et diktat på engelsk til hans penneveninde, der boede i Virginia. Annette sendte brevet afsted og da hun modtog svaret, var hendes farfar desværre død.
Farfaren og penneveninden havde kun mødt hinanden én gang i deres liv og da hun læste alle brevene, kunne man tolke tingene som man ville, eller læse imellem linjerne! Annette fik inspiration til forestillingen, selvom handlingen har fået en helt anden vinkel. Annette har igennem årene selv haft mange pennevenner og veninder og har gemt alle brevene. Men hvorfor lige 70’erne? Ganske enkelt fordi Annette elsker periodens musik og stil.
KULTURINFORMATIONs anmelder og redaktionsmedarbejder Louise ‘All Over’ Frevert med Annette Heick. Foto: © Benni Johansson – all rights reserved
Caspar Phillipson
Caspar var hendes første valg til rollen. Hans søn havde undervist hendes sønner i klaverspil, så de kendte indirekte hinanden. Det er nu små to år siden de talte sammen om projektet for første gang, og nu står de alle tre her, med premiere på PENNEVENNER om under 10 dage.
Caspar fortæller, at han befinder sig godt i sit 70’er tøj og det klæder ham. Han fortalte om sin veneration over for musicals og at han havde medvirket i mange. Desuden har han tidligere optrådt i Tivoli, i forestillingen ET SOLSTREJF, som også havde Jesper Malmose som manuskriptforfatter. I det hele taget er Caspar Phillipson en alsidig skuespiller, der spiller på mange strenge. Han har en flot sangstemme som han for nylig demonstrerede i GOTTA DANCE på Det Kongelige Teater. En forestilling han håber får repremiere senere. Se vores anmeldelse her
Ikke alle spørgsmål fra Louise ‘All Over’ Frevert var lige nemme. Foto: © Benni Johansson – all rights reserved
Foto: © Benni Johansson – all rights reserved
Caspar Phillipson er netop hjemvendt fra filmoptagelser i Budapest. Foto: © Benni Johansson – all rights reserved
Caspar har mange jern i ilden. I sommer har han været i Budapest og indspille film og vil fortsætte med at rejse til udlandet, når chancen byder sig. Desuden arbejder han på en lille forestilling til POSTHUS TEATRET i anledning af deres 50 års jubilæum, hvor han selv spiller klaver og synger Tom Lehrer sange. Se vores anmeldelse her af Late Night Show med Caspar Phillipson i POSTHUS TEATRET.
Silas Phillipson
Silas åbnede ballet med et klassisk musikstykke af Ravel. Silas er blevet færdig med sin kandidat på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Hans favorit genre inden for den klassiske musik, er de franske impressionistiske komponister. Silas satser på en solistkarriere, men er også glad for at være med som skuespiller i PENNEVENNER. Han vil heller ikke være bleg for at tage andre roller, hvis de skulle byde sig. Caspar og Silas har tidligere optrådt sammen til julekoncerter. Han elsker at være i Danmark og har ikke den store udlængsel.
Musikalske Silas Phillipson med Annette Heick. Foto: © Benni Johansson – all rights reserved
Det var et fint pressemøde med masser af musik. Det bliver spændende at se den færdige forestilling, der allerede nu ser ud til at blive underholdende og spændende. Vi glæder os til premieren i TIVOLI.
Tak for i dag. Foto: © Benni Johansson – all rights reserved
PRESSEMØDE: Pennevenner i Tivoli – se mere her
PRESSEMØDE: Pennevenner i Tivoli – her finder du billetter til forestillingen
PRESSEMØDE: Pennevenner i Tivoli er skrevet af Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Redaktion: Jesper Hillestrøm