Boganmeldelse: KunstKunstKunst
Ildsjæle skabte et kulturelt kraftcenter i Vestjylland imod alle odds

Omslaget på ”Miraklet i Tistrup KUNST-KUNST-KUNST” er prydet af Bjarke Regn Svendsens maleri
”Tistrup Revisited” fra 2005. Bogfoto: Lars Svanholm
✮✮✮✮
' …. Ny bog af Bjarke Regn Svendsen beskriver uden synderlige dikkedarer, hvordan et kunstmiljø opstod i den lille stationsby Tistrup ved Varde ….. '
– Lars Svanholm, KULTURINFORMATION
Der var langt fra Århus Kunstbygnings diskrete charme, Den Fries rustikke udstillingssale og Charlottenborgs sildebensparket til en idrætshal med streger på gulvet i den lille stationsby Tistrup i nærheden af Varde.
Ikke desto mindre var det i hallen, udstillingen fandt sted, da signaturen bag denne anmeldelse debuterede som billedkunstner på Kunstnernes Sommerudstilling en gang i 1980’erne. Udstillingen var på det tidspunkt blevet apprecieret som optagelsesgrundlag i Billedkunstnernes Forbund på lige fod med Kunstnernes Påskeudstilling, Kunstnernes Efterårsudstilling og Charlottenborgs Forårsudstilling.
Et erindringsværk
De tre sidstnævnte udstillinger fandt – og finder – sted i de udstillingsinstitutioner, som bliver nævnt i det forrige afsnit; mens Kunstnernes Sommerudstilling (KS) fandt sted under lidt mere ydmyge forhold, hvor kunstværkerne var placeret på primitive skillevægge og oplyst af et stort antal arkitektlamper i Hodde-Tistrup Hallen.
Da jeg udstillede på KS, var jeg ganske forbavset over det store engagement, jeg oplevede blandt, hvad jeg ikke vil tøve med at beskrive som ildsjælene i Tistrup. Et væsentligt omdrejningspunkt var den stilfærdige sognepræst, Thyge Svendsen, der lagde oceaner af energi i afviklingen af udstillingen.
Siden dengang er der sket meget i stationsbyen, og det beskrives nu i bogen ”Miraklet i Tistrup”, der samtidigt fungerer som et erindringsværk af publikationens forfatter, billedkunstneren Bjarke Regn Svendsen, som foruden at være den beskrivende del af udgivelsen også er søn af tidligere nævnte og nu afdøde Thyge Svendsen.
Regn Svendsen fortæller uden synderlige dikkedarer om, hvordan han som ung fandt en løbebane i billedkunsten på trods af, at man i familien havde nogle forventninger om, at han skulle gå teologiens vej.
Unge Bjarke tegnede altid, og som udøvende billedkunstner udviklede han efterhånden trods indledende eksperimenter med det ekspressive, pastose maleri en form for malerkunst, der kunne synes stærkt påvirket af amerikansk fotorealisme.

”Fastelavn”, 2021. Olie på lærred. Foto: JANUS – Museum for Samtidskunst
Nedløbsrørsmaleren
Der var blot den forskel, at Regn Svendsen fandt sine motiver i Tistrup, som han vendte tilbage til efter, at have studeret kunsthistorie på Århus Universitet… Og at jeg skriver Aarhus med bolle-å er ikke en fejl. Sådan optræder byen i bogen, og vi er samtidig tilbage i begyndelsen af 1970’erne så stavemåden er plausibel.
I en periode fik Bjarke Regn Svendsen en identitet, som jeg tror han har haft svært ved at slippe af med, og det er lidt uretfærdigt, da betegnelsen ”nedløbsrørsmaleren” tegnede et billede af kunstneren, som ganske vist brugte Tistrups nedløbsrør som motiv flere gange; men detaljen i landsbyrummet var altid et tilbagevendende tema hos kunstneren, hvilket er tydeligt i den rigt illustrerede udgivelse.
Regn Svendsen nævner på et tidspunkt Dan Turèlls hyldest til hverdagen, og det er netop dagligdagen i dens beskedne og uprætentiøse form, der præger motivkredsene i 1970’erne. Hvem får ikke flashback til epoken med forenden af en knaldrød Puch Maxi placeret på brosten og kastende en lang slagskygge op ad husmuren?
Det er en dybt reflekterende Bjarke Regn Svendsen, som beskriver det spirende kunstmiljø, der opstår i Tistrup og som senere afstedkommer en anerkendt, censureret udstilling, og senere igen udstillingsbygningen JANUS, der opstår i stationsbyen som kunstnerisk og kulturelt omdrejningspunkt.
I 1980 maler Bjarke Regn Svendsen et bulet nedløbsrør med en mur i rød tegl som baggrund.
Kompositionen er, som i øvrigt i Regn Svendsens produktion, et mere end bærende element på billedplanet, og kunstneren nævner selv, at det med netop dette værk ”nok blev et punktum for en fantastisk god tid i mit virke”.
Glæder og tragedier
Der har været glæder, men også tragedier i Bjarke Regn Svendsens liv. Helt og aldeles meningsløst mistede han sin 17-årige søn i 1998, og i sorgen skulle det vise sig, at maleriet nu fik en form for terapeutisk effekt på trods af, at kunstneren ikke rigtigt troede på kunst som terapi.
Ikke desto mindre er det bemærkelsesværdigt, at der skete et skred i Regn Svendsens motivkreds. Nu var de knivskarpe og ofte pointillistiske kompositioner fortid, og malerierne indeholder nu et andet, men ikke mindre tydeligt vidnesbyrd med henblik på, hvordan verden ser ud.
Ofte kan man opleve motiverne som sindbilleder, der har en lighed med fotografier, hvor autofokus-funktionen er ude af drift. Dette er ikke tilfældigt på nogen måde, da Bjarke Regn Svendsen ofte bruger kameraet som en form for skitseblok; men magien i oliemaleriet er langt mere til stede i disse værker end i fotografiet.
I dag hører kunstbygningen i Tistrup ind under Vardemuseerne, og har nu navnet JANUS – Museum for Samtidskunst, hvilket giver mening, da institutionen i dag rummer en væsentlig kunstsamling.
Der er ikke så meget at forklare om ”Miraklet i Tistrup” med undertitlen ”KUNST-KUNST-KUNST” og kunst er netop, hvad det hele handler om, og når man sidder med bogen i hånden, ligner den med ét et uundværligt historisk dokument. ”Kunst, der skal forklares, er der noget muggent ved”, sagde Storm P. og når citatet faktisk optræder som afsluttende udsagn på bogens bagside, må der vel være noget rigtigt i det?
Der er under alle omstændigheder ikke noget muggent ved fortællingen om det kunstneriske og kulturelle kraftcenter, der for mange år siden opstod i Tistrup imod alle odds.

”Cykel. Slagtervindue”, 1975. Olie på masonit. Foto: SMK Foto/Jakob Skou-Hansen
”Miraklet i Tistrup – KUNST-KUNST-KUNST” af Bjarke Regn Svendsen er udgivet af Vardemuseerne og består af 130 rigt illustrerede sider og forord af kunsthistoriker og tidligere leder af JANUS Anne Grethe Sværke.
Boganmeldelse: KunstKunstKunst, se mere om Miraklet i Tistrup her
Boganmeldelse: KunstKunstKunst. Coverfoto: ”Rød knallert”, 1976. Olie på masonit. Foto: Skive Kunstmuseum
Boganmeldelse: KunstKunstKunst er anmeldt af kunstkritiker Lars Svanholm, KULTURINFORMATION
Se mere om Lars Svanholm her. Redaktion: Jesper Hillestrøm

