Ordrupgaard: CAFÉ SOCIETY
KUNST OG FÆLLESSKABER I BELLE ÉPOQUE PARIS
Gadefotos fra Paris. Foto: Niels Lyksted
✮✮✮✮✮
' …… en lang række fremragende værker fra belle époque i Paris udført af tidens bedste kunstnere. Tilmed er hele herligheden pakket ind i ægte pariserstemning gennem et udsøgt udstillingsregi …. '
– Niels Lyksted, KULTURINFORMATION
Hvem har ikke lyst til at mødes med Vincent van Gogh, Pablo Picasso og Édouard Vuillard på café til en drink og en samtale om tidens kunst?
Det var der mange, der havde i årtierne omkring år 1900 i Paris, hvor man oplevede en sand eksplosion i antallet af både caféer, brasserier og restauranter samt andre forlystelses- og spillesteder.
Her mødtes kunstnere, musikere og digtere for at diskutere kunst og dyrke nye fællesskaber, mens kaffe, øl, vin og absint stimulererede samtalen. Blandt de lokale kunstnere var også nordiske kunstnere som Christian og Oda Krohg, Edvard Munch, J.F. Willumsen samt Anders Zorn.
Van Gogh, “På caféen: Agostina Segatori i Le Tambourin”, 1887. Foto: Niels Lyksted
Installationsfoto. Fra venstre ses Jean-Francois Raffaëllis “Absintdrikkerne”, Armand Guillaume “Seinens bredder”, Utrillos “Vejen til Puteaux” og Van Goghs “Restaurant Rispal i Asniéres”. Foto: Niels Lyksted
Café Society
Hvordan det hele udspilledes, kan vi nu få et godt indblik i på Ordrupgaards seneste udstilling “Café Society. Kunst og fællesskaber i belle époque Paris”.
Her præsenteres vi for et bredt udvalg af malerier og værker på papir, der undersøger forskellige aspekter af cafékulturen og viser, hvordan caféerne blev centrale samlingssteder, hvor de supplerede de private saloner som demokratiske rum for fællesskab og idéudveksling.
Juan Gris, “Mand på en café”, 1912. Foto: Niels Lyksted
Caféen som tænkerum
I dag kan vi arbejde når som helst og hvor som helst, takket være internettet. Men de allerbedste projekter opstår som ofte i socialt samvær, hvor vi kan inspirere hinanden. Det er baggrunden for, at mange arbejdspladser idag har oprettet “tænkerum”, der dels giver mulighed for individuel fordybelse, dels mulighed for dybe samtaler. Innovation opstår nemlig bedst gennem en balance mellem stille refleksion og socialt samvær.
Disse idéer kan virke nye og avancerede, men de trivedes allerede på caféer i byer som Paris, Wien, Rom og New York for over hundrede år siden.
Forains Caféinteriør
Jean-Louis Forains akvarel “Caféinteriør”, ca. 1879, viser det spænd mellem selskabelighed og stilhed, der gjorde caféen til et tænkerum. Her ses grupper af mennsker, der taler sammen alt imens manden i nederste venstere hjørne synes at være alene hensunket i stille eftertanke. Mændene til højre stirrer på den stående kvinde, men hun vender blikket væk – måske spiller hun kostbar, eller også er hun blot fordybet i sine egne tanker.
Gad vide, hvor mange nye idéer eller relationer der mon er opstået i dette møde mellem netop denne kombination af mennesker?
Ikke underligt gav netop dette billede inspirationen til den aktuelle udstilling.
Tre litografiske plakater. Fra venstre Jules Chéret, “Folies-Bergére / La Loïe Fuller”, 1893, Henri de Toulouse-Lautrec, “Divan Japonais” 1893, og Théophile Alexandre Steinlen, “Yvette Guilbert / ambassadeurs”, 1894. Foto: Niels Lyksted
Atmosfæren på caféerne
Set fra gaden ligner caféerne ofte hinanden. Farvestrålende markiser rækker ud over fortovet; tjenere danser mellem de små runde borde og farverige stole, mens de balancerer bakker fyldt med glas og tallerkener. Alligevel har hver café sin helt egen atmosfære afhængigt af ejeren, stamgæsterne og det udbudte sortiment.
Karakteristisk for caféerne er tillige, at gæsterne sjældent sidder over for hinanden, men vender blikket ud mod gaden. Denne orientering mod det offentlige rum giver caféerne et stærkt slægtskab med hinanden, uanset om de er smarte eller lurvede. I øvrigt kunne man gå på café, uanset om man var klædt fint på eller i arbejdstøj.
Selv om caféerne som oftest er fulde af mennesker, viser billeder på udstillingen også eksempler på ensomhed. Her sidder gæsterne hver især hensunket i deres egen verden; nogle læser avis, andre stirrer ud i det fjerne. Ingen møder hinandens blikke, og ingen taler med nogen.
Montmartre og Montparnasse
De caféer, der skildres i samtidens malerier, lå næsten altid i et af de to kvarterer, der er mest fremtrædende i Paris’ moderne kunsthistorie: Montmartre og Montparnasse.
Det var der særdeles gode grunde til. Kvartererne var på det tidspunkt skattefri landsbyer uden for Paris. Det gav travlhed i områdets restauranter og caféer, når pariserne kom for at få et billigt måltid. Kunstnerne, der som bekendt havde begrænsede midler, var også blandt de faste gæster.
Montmartre var tillige et smukt sted, der inspirerede både maleri, digtekunst og sang. Den højt beliggende bydel byder på nogle af de mest betagende udsigter over Paris, der breder sig i lavlandet mod syd langs Seinen. Området lå samtidig op til marker og vinmarker i landskabet mod nord. Den høje beliggenhed gjorde det muligt at opstille vindmøller (moulins), der den dag i dag står som pittoreske og nostalgiske symboler på Montmartre. Tænk blot på Le Moulin Rouge!
Jean-Francois Raffaëllis “Absintdrikkerne”, 1881. Foto: Niels Lyksted
Kvinder på café
Omkring år 1900 var det de færreste kvinder, der havde lyst til at besøge caféerne på Montmartre og Montparnasse. De var nemlig berygtede for at være steder, hvor sex var til salg – hvilket også var tilfældet. Efter 1. verdenskrig blev det dog respektabelt at besøge disse restauranter. Det skyldtes især de mange turister, der ikke kendte til kvarterernes uheldige omdømme.
I slutningen af 1870’erne skabte Édouard Manet en række nu ikoniske billeder af kvindelige tjenere. Et af dem er det monumentale og gådefulde “En bar i Folies-Bergère”. Det blev antaget til Salonen i 1882, hvor det var et af udstillingens mest provokerende værker. Solgte den unge kvinde andet og mere end, hvad der stod på menukortet?
Mændenes syn på kvinderne
At arbejde på café i 1800-tallet indebar ringe løn, lange arbejdsdage, barske forhold, fysisk slid og en konstant strøm af chikane fra mandlige gæster. Det var almindeligt, at også kvinderne drak af de varer, de serverede, men at blive set drikke og ryge offentligt sværtede deres omdømme yderligere.
Det er vigtigt, at vi som beskuere fra det 21. århundrede stadig er bevidste om, hvem der stod bag størstedelen af cafémotiverne i belle époque: Det var næsten altid mænd. Det er altså gennem det mandlige blik, vi møder kvinderne i cafémiljøerne. Kvinderne i disse værker bliver ofte fremstillet som stereotyper, de bliver objektiviseret og underlagt den kønsulighed, som prægede 1800-tallets europæiske samfund og dets normer.
Edvard Munch, “Absintdrikkerne”, 1890. Foto: Niels Lyksted
Nordiske kunstnere på café
På Ordrupgaard suppleres vandreudstillingen “Café Society” med temaet “Skandinavere i Paris”. Byernes by blev nemlig centrum for en stadig mere international kunstverden
Hvis man ville mødes med nordiske kunstnere i Paris, var Café de la Régence det helt rette sted. Det var caféen med det historiske vingesus, hvor man satte problemer med social ulighed under debat inspireret af Georg Brandes eller spillede skak!
Caféen blev et tilholdssted for periodens markante kunstnere så som Christian og Oda Krohg, Edvard Munch, J.F. Willumsen samt Anders Zorn. De skildrede i deres værker storbyens moderne liv og eksistenser. Udstillingen viser blandt andet, hvordan mødet med Paris satte spor i nordisk kunst, herunder i cafékulturen i København, Stockholm og Oslo.
Frirum for de nordiske kvinder
Mange af Nordens kvindelige kunstnere rejste med god grund til Paris for at uddanne sig på en af byens private kunstskoler. De blev nemlig endnu ikke accepteret på kunstakademierne i deres hjemlande. Desuden bød café- og forlystelseslivet på et frirum langt fra familiens sociale kontrol og tidens snærende konventioner.
Det var dog så som så med friheden, når man var kvinde. Pæne damer kunne typisk kun komme på offentlige steder i selskab med en ledsager – og helst en mand!
Den norske maler Oda Krohg lod sig imidlertid ikke begrænse til Café de la Régence. Hun blev betragtet som en særlig selvstændig kvinde i sin samtid og var, ”une vraie princesse de Bohême”, der ikke lod sig begrænse af gældende konventioner og kunne finde på at gå alene på byens øvrige caféer.
Henri de Toulouse-Lautrec, “Moulin de la Galette”, 1889. (Udsnit). Foto: Niels Lyksted
Moderne litografiske ikoner
Hen imod slutningen af det 19. århundrede begyndte kunstnerne i stigende grad at bruge litografiet til at skabe tryk med selvstændig værkkarakter, og cafékulturen blev et yndet motiv.
Særligt interessant var de nyskabte cafés-concerts, hvor gæsterne kunne ryge, drikke og spise, mens optrædende underholdt med sang, dans og komik.
Nyskabende kunstnere blev dels tiltrukket af plakaten som et forum for eksperimenter og afbildninger af den moderne verden, dels af dens evne til nå ud til et bredt publikum. Hertil kom, at mediets flygtighed gjorde det muligt at reagere hurtigt på offentlighedens appetit på alt det nye.
Toulouse-Lautrec
Plakaterne var med til at fremstille caféen og dens berømtheder som moderne ikoner og samtidig forvandlede byen til et udendørs galleri. Som Henri de Toulouse-Lautrec erklærede: “Plakaten – det er alt, hvad der er!”
Lautrec forstod mediets potentiale og dets naturlige slægtskab med cafékulturen. Hans plakater kunne afspejle både den stemning, man oplevede på café-concert-stederne og samtidig opbygge såvel programmets som de optrædendes renommé.
Lautrecs plakater bidrog aktivt til at få caféen til at fremstå som “det moderne livs sande teater”.
Et af de eneste billeder på udstillingen af kvinder og med kvinder: Elisabeth Epstein, “Gruppe på en caféterrasse”, 1913.
Foto: Niels Lyksted
Vurdering
Udstillingen “Café Society. Kunst og fællesskaber i belle époque Paris” vil undersøge udviklingen af den franske café, et afgørende og tilgængeligt sted for kunstnerisk diskussion, og i sidste ende hvordan caféer selv blev genstand for kunstværker. Og det gør den effektivt!
Når man træder ind i udstillingslokalerne indfinder den Parisiske stemning sig hurtigt. Overalt finder vi caféborde og stole, og i et enkelt rum er der fotostater af parisiske gadebilleder. Læg hertil, at værker af periodens bedste kunstnere med sans for cafélivet præger væggene med deres farverige motiver.
Man forstår til fulde, hvorfor cafélivet var så attraktivt, og hvorfor den parisiske café blev et gennemgribende motiv i europæisk og amerikansk kunst i det nittende århundrede. Men vi får også medaljens bagside at se i form af prostitution og hårdt arbejde til usle lønninger. Hertil kommer ensomme mennesker, der har slået sig på flasken.
Udstillingen viser tillige udviklingen fra simple værtshuse til caféer, brasserier og restauranter samt til deciderede forlystelses- og spillesteder. Jo, de fattige kunstnere, der oprindeligt huserede på Montmartre og Montparnasse blev med tiden overhalet inden om af den velhavende klasse.
Axel Törneman, “Natcafé”, 1906. Foto: Niels Lyksted
Kort sagt
På “Café Society” præsenter Ordrupgaard en lang række fremragende værker fra belle époque i Paris udført af tidens bedste kunstnere. Tilmed er hele herligheden pakket ind i ægte pariserstemning gennem et udsøgt udstillingsregi. Lige hvad man har brug for på en kold og mørk vinterdag!
Men hvad var det nu Vincent van Gogh, Pablo Picasso og Édouard Vuillard diskuterede, når de var på café? Det bliver vi desværre ikke meget klogere på ved denne lejlighed. Men det falder også uden for projektets målsætning.
Installationsfoto med James Tissots “Kunstnernes hustruer” til højre. Foto: Niels Lyksted
Ordrupgaard: CAFÉ SOCIETY er tilrettelagt i et tæt samarbejde med Dixon Gallery and Gardens i Memphis, USA og Joslyn Art Museum i Nebraska, USA. Den vises først på Ordrupgaard indtil 31. maj 2026, hvorefter den fortsætter til de to amerikanske museer.
Kataloget til udstillingen er rigt illustreret med fotos af de mere end 65 værker af markante franske, skandinaviske og amerikanske kunstnere med base i Paris.
Ordrupgaard: CAFÉ SOCIETY – se mere her
Ordrupgaard: CAFÉ SOCIETY. Coverfoto: Kvinder kunne godt gå på café, hvis blot de var ledsaget af deres mand. James Tissot (1836–1902): “Kunstnernes hustruer”, 1885. Olie på lærred, 146,1 × 101,6 cm. (Udsnit) Foto: Niels Lyksted
Ordrupgaard: CAFÉ SOCIETY er anmeldt af Niels Lyksted, KULTURINFORMATION.
Redaktion: Jesper Hillestrøm