Thorvaldsens Museum | udstilling: LIV, LÆNGSEL & LANDSKAB
– THORVALDSENS MALERISAMLING
C.W. Eckersberg: En sovende kvinde i antik dragt, Alkyones amme, 1813. Jakob Faurvig
✮✮✮✮✮
' ….. en udstilling om Thorvaldsen som samler, og om hans blik på sin egen samtid ….'
– Githa Schultz, KULTURINFORMATION
Hvad nu, hvis den danske guldalder ikke helt var, som vi har lært den?
Det er den tanke, jeg tager med mig gennem Thorvaldsens Museums ni nyrenoverede sale, hvor Bertel Thorvaldsens private malerisamling er hentet frem fra magasinerne, og får lov til, at fortælle en lidt anden historie om dansk kunst i første halvdel af 1800-tallet.
For Thorvaldsen samlede ikke kun på de navne, vi i dag forbinder med den danske guldalder. Hans mere end 350 malerier vidner om en langt mere broget kunstverden, end kunsthistorien siden har gjort gældende. 65 malerier fra samlingen vises på udstillingen.
Her er naturligvis Eckersberg, Constantin Hansen, Lundbye og Marstrand. Men de står side om side med kunstnere, som færre i dag vil kunne genkende: Dietrich Wilhelm Lindau, Károly Markó, Albert Küchler og Friedrich August Elsasser.
Og det er netop her, udstillingen bliver interessant.
Allerede i det første rum hænger Friedrich Nerlys ”Bøfler trækker en marmorblok” fra 1831–1844.
Her gik man ellers og troede, at det var ægypterne, der havde monopol på at slæbe enorme stenblokke rundt, når der skulle bygges noget, der helst skulle holde i et par tusind år. Men nej. I Italien kunne bøflerne, der i virkeligheden nok var tyre, åbenbart også deres kram.
Tålmodigt trækker de en tung marmorblok gennem landskabet. En slags 1800-tallets byggeplads, bare uden kran, sikkerhedshjelme og kommunale tilladelser. Man får næsten respekt for arbejdsindsatsen.
Og måske er det netop sådan et billede, der åbner døren til Thorvaldsens samling. For her handler det ikke kun om de store navne og de motiver, vi på forhånd ved, vi bør beundre. Her er også arbejde, folkeliv, eksotisme og billeder, der fortæller en anden historie om den tid, vi kalder guldalderen.
Det er en samling set gennem Thorvaldsens øjne, ikke gennem eftertidens facitliste.
Julius Friedlænder: En hjembragt sildefangst i et sjællandsk fiskerleje, Taarbæk, 1839. Fotograf Ole Haupt
Dietrich Wilhelm Lindau: Saltarello danses i et romersk osteri, 1827. I en beværtning danser et ungt par den traditionelle springdans, saltarello, ledsaget af musik fra mandolin og tamburin. Den tyske maler Dietrich Lindaus farverige og charmerende italienske genremalerier var særdeles populære i samtiden. Fotograf Lennart Larsen
Guldalderen – set fra siden
Vi har efterhånden vænnet os til at tænke på den danske guldalder som en veldefineret størrelse. Eckersberg, Købke, Lundbye, Marstrand. Smukke danske landskaber, København i solskin og mennesker, der ser ud til at have haft betydeligt bedre tid end os andre.
Men betegnelsen er et eftertidens blik.
Første halvdel af 1800-tallet var ikke nogen ubetinget guldalder for Danmark. Perioden var præget af økonomiske vanskeligheder, statsbankerot og krig. Selve begrebet ”den danske guldalder” blev etableret efter perioden, og fik først langt senere den kunsthistoriske betydning, vi kender i dag.
Thorvaldsens samling giver derfor mulighed for at skrue lidt ned for kanonen.
Samlingen er ikke skabt af en kunsthistoriker med eftertidens facitliste i hånden, men af en kunstner, der levede midt i det internationale kunstmiljø, og gennem mere end 40 år i Rom omgav sig med samtidens kunst.
Det var vigtigt, især for de mindre kendte kunstnere, at være repræsenteret i Thorvaldsens private samling i lejligheden i Rom. Samlingen afspejler både et internationalt netværk og Thorvaldsens gode sans for kunst.
Sophus Schack: Fattige børn synger i en gård en vinterdag, 1838. Fotograf Pernille Klemp
Når naturen bliver til længsel
Rejsen til Rom og mødet med Sydeuropa satte tydelige spor. Her er dramatiske landskaber, antikke ruiner, italienske folkelivsscener og romantiske motiver. Der er en længsel efter noget andet, efter historien, naturen og det liv, der syntes at ligge lige uden for kunstnernes egen virkelighed.
Landskaberne fylder meget og viser, hvor optaget kunstnerne var af naturen som mere end blot baggrund. Landskabet bliver stemning, erindring og længsel. Det kan være storslået, dramatisk eller næsten sentimentalt. Men det er sjældent ligegyldigt.
J.C. Dahls ”Norsk Fjelddal” fra 1821 er et godt eksempel. Hvor den danske guldalder ofte forbindes med det hjemlige og harmoniske landskab, kan naturen hos Dahl være større end mennesket. De dramatiske fjelde, den store himmel og naturens næsten overvældende tilstedeværelse, leder tankerne hen på den tyske romantik og ikke mindst Caspar David Friedrich (Læs Schultz’ rejseartikel i sporene på Casper David Friedrich ) som Dahl blev nært knyttet til under sine år i Dresden.
De to kunstnere blev nære venner, og boede senere i samme hus. Friedrichs stemningsmættede syn på naturen satte spor i Dahls kunst. Dahl var dog mere jordnær og naturalistisk i sit udtryk, og netop mødet mellem det dramatiske og det sete, gør hans landskaber så levende.
Thorvaldsen satte stor pris på Dahl. Den unge, fattige norske kunstner, kom til Rom i 1820, men ønskede sig videre til Dresden. Thorvaldsen købte ti af hans værker, så Dahl kunne komme videre. Også her bliver samlingen et vidnesbyrd om Thorvaldsen som kunstner, samler og netværksskaber.
Francesco Diofebi: Åbningen af Rafaels grav i Pantheon 1833, 1836. Den store interesse for Rafael førte i 1833 til åbningen af hans grav. Thorvaldsen var blandt de særligt udvalgte, der bevidnede seancen og efterfølgende kunne bekræfte, at graven indeholdt Rafaels jordiske rester. Fotograf Hans Petersen
Når kunstnerne holder fri
Mellem de forskellige temaer dukker også en mere munter side af kunstlivet op, hvor folkeliv, fest og underholdning får plads
Hos Dietrich Wilhelm Lindau danser et ungt par den traditionelle saltarello i et romersk osteri. Musikken kommer fra mandolin og tamburin, og stemningen er langt fra den alvorlige kunsthistoriske position, man måske forbinder med Thorvaldsen.
Det samme gælder Ditlev Bluncks ”Danske kunstnere i osteriet La Gensola i Rom” 1837. Her sidder kunstnerkolonien samlet i festligt lag med Thorvaldsen for bordenden. Mennesker, der ikke står højtideligt og poserer, men faktisk foretager sig noget.
Det gør dem overraskende levende.
Friedrich Nerly: Bøfler trækker en marmorblok, 1831–1844. Fotograf Lennart Larsen
Forbillederne
Thorvaldsens blik rækker også tilbage mod kunsthistoriens store forbilleder. Rafael (1483-1520) fyldte meget i samtiden, og i 1833 blev hans grav i Pantheon åbnet. Thorvaldsen var blandt de særligt udvalgte, der overværede seancen og efterfølgende kunne bekræfte, at graven indeholdt Rafaels jordiske rester.
Francesco Diofebis ”Åbningen af Rafaels grav i Pantheon” fra 1833 fastholder begivenheden. Der havde længe været diskussion om, hvorvidt det virkelig var Rafaels jordiske rester, der lå i graven. Paven gav grønt lys til at åbne den, og 75 udvalgte personer var inviteret som vidner. Blandt dem var kunstnere, gejstlige og ikke mindst lægerne, som skulle afgøre sagen. Og jo, den var god nok: Skelettet blev erklæret for at være Rafaels.
På marmorsarkofagen står da også de berømte ord: ”Ille hic est Raphael” – ”Her er Rafael”, efterfulgt af den ikke helt beskedne konstatering, at selv naturen frygtede at blive overgået af ham.
Diofebis maleri har derfor et næsten komisk skær. Her står en forsamling af alvorlige herrer omkring en åben grav, som om de deltager i kunsthistoriens mest eksklusive kriminaltekniske undersøgelse. Højtideligt, selvfølgelig. Men også en smule: ”Lad os lige se efter.”
Også Eckersbergs ”En sovende kvinde i antik dragt, Alkyones amme” fra 1813, viser fascinationen af antikken. Fortiden var ikke bare noget, man studerede. Den blev et levende billedligt forbillede.
Det glemte er værd at se
Det er næsten en lille kunsthistorisk genopstandelse.
En stor del af værkerne har i årevis været opmagasineret i Høje-Taastrup. Nu er de kommet frem i lyset igen. De mindre kendte og hengemte værker er blevet konserveret, og har fået en helt anden glød og farveintensitet.
De ni sale er organiseret tematisk, så kendte og mindre kendte kunstnere kommer til at tale med hinanden. Udstillingen fremhæver værkernes maleriske kvaliteter og deres fortællinger, som der er mange af at dykke ned i.
Der er meget lidt tekst på udstillingen, og det fungerer faktisk godt. Man får lov til at se selv.
En interessant detalje er også, at kun én kvindelig kunstner er repræsenteret, selv om to af Hermania Neergårds malerier indgår.
Kvinder havde dengang ikke samme adgang til akademierne som mænd. Thorvaldsen synes dog først og fremmest, at have været optaget af den kunstneriske kvalitet frem for kønnet.
Liv, Længsel & Landskab er ikke først og fremmest en udstilling om Thorvaldsen som billedhugger. Det er en udstilling om Thorvaldsen som samler, og om hans blik på sin egen samtid.
Hans egne skulpturer er afklarede, klassicistiske og enkle. Malerierne i samlingen er ofte noget helt andet: detaljerede, fortællende og romantiske. Det er interessant, at han havde blik for maleriske kvaliteter, der var væsentligt forskellige fra hans eget kunstneriske virke.
Nogle af kunstnerne er i dag næsten glemt. Men glemt er ikke nødvendigvis det samme som dårlig.
Tværtimod.
Thorvaldsens samling minder os om, at guldalderen ikke var en lukket kreds af store mestre. Den var et levende og internationalt kunstmiljø med langt flere kunstnere, motiver og impulser, end vi husker i dag.
Nogle blev kanoniseret.
Andre blev glemt.
Thorvaldsen købte begge slags.
Det er dem, han har efterladt til os.
Og det er værd at gå på opdagelse i.
Ditlev Blunck: Danske kunstnere i osteriet La Gensola i Rom, 1837. Billedet foreviger kredsen af danske kunstnere i festligt lag på en beværtning i Rom. Med Thorvaldsen for bordenden ses malerne Ernst Meyer, Blunck selv i profil og Jørgen Sonne med høj, grå hat til højre, mens Thorvaldsens Museums arkitekt Michael Gottlieb Bindesbøll, Wilhelm Marstrand og Albert Küchler med skitseblokken er placeret til venstre omkring bordet. Ind ad døren træder maleren Constantin Hansen. Alle malerne på billedet er repræsenteret med værker i Thorvaldsens malerisamling. Fotograf Jakob Faurvig
Thorvaldsens Museum | udstilling: LIV, LÆNGSEL & LANDSKAB – besøg udstillingen
Thorvaldsens Museum | udstilling: LIV, LÆNGSEL & LANDSKAB. Cover: J.C. Dahl: Norsk Fjelddal, 1821. Fotograf Pernille Klemp
LÆS OGSÅ
Thorvaldsens Museum: Kunstens Konge – Folkets søn
Sean Scully på THORVALDSENS MUSEUM
THORVALDSENS MUSEUM: SANS FOR FARVER
THORVALDSENS MUSEUM: FLORA ITALICA
Thorvaldsens Museum | udstilling: LIV, LÆNGSEL & LANDSKAB er en anmeldelse af Githa Schultz, KULTURINFORMATION
Se mere om Githa Schultz her Redaktion: Jesper Hillestrøm