ARoS | reportage: De skjulte rum
Dybest set
Af journalist, Katja Mathilda Christensen, KULTURINFORMATION.org
Getting in Sync with Nature, 2009 Hanne Nielsen og Birgit Johnsen. Foto: KM
Jeg modtager en besked: ”Er det ikke noget for dig som aarhusianer at besøge De skjulte rum på ARoS?”
”Jo, der er da ikke noget, jeg hellere vil,” svarer jeg og tænker, at det nok er en form for test.
Jeg har ikke skrevet noget for magasinet før, og måske kommer jeg heller ikke til det, efter at jeg har bevæget mig ned på niveau 0 inde i den imposante bygning der er indbegrebet af kunstmuseet, ARoS.
Niveau 0 er bunden af ARoS eller Helvede, hvis man holder fast i fortællingen om bygningen som en rejse gennem Dantes 3 dødsriger med Helvede nederst, Skærsilden i midten og Paradis øverst oppe i Olafur Eliassons Your Rainbow Panorama fra 2011.
Museet bruger vist ikke Dantes fortælling længere, men jeg tror alligevel godt, at jeg tør sige, at de fleste kommer i himlen på ARoS. Jeg er mere i tvivl om, hvorvidt alle kommer ned i kælderen til De skjulte rum, men så er det jo godt, at jeg har fået opgaven med at afrapportere fra dybet.
Jeg har naturligvis læst lidt forud på ARoS’ hjemmeside, hvor der står, at De skjulte rum er en del af museets permanente udstilling med international lys-, video- og installationskunst fra egen samling.
Og lad mig lige indskyde lidt fra den frie encyklopædi her; at ARoS’ egen værksamling går helt tilbage til 1847, hvor Aarhus som det første sted uden for hovedstaden stiftede en kunstforening. Opstarten blev lidt forsinket på grund af Treårskrigen (1848-1851), så først i 1854 skete der store ting: Aarhus Kunstforening lånte hele 24 værker af Statens Offentlige Samlinger (i dag SMK), og tre malerier blev indkøbt til kunstforeningens permanente samling. I 1859 skete det så endelig, Aarhus Kunstmuseum åbnede officielt oppe på loftet af det daværende rådhus på Domkirkepladsen 5 – den bygning, hvor museet KØN holder til i dag.
Nå men i 1800-tallet var der ikke rigtig noget, der hed installationskunst. Den slags begyndte først så småt i starten af 1900-tallet med avantgarden og for alvor i 1960’erne og 70’erne. Installationskunsten har siden klaret sig udmærket, selvom genren kan være lidt mere krævende end at se på et guldaldermaleri. Et besøg i De skjulte rum på ARoS er et møde med nutidig installationskunst fra de seneste 20 år.
Colony Howl, 2020 Jonah Freeman og Justin Lowe. Foto: KM
Tidsstyring
Selve udstillingen De skjulte rum begynder med værket Getting in Sync with Nature fra 2009 af kunstnerduoen Hanne Nielsen og Birgit Johnsen. De to kvinder regnes som pionerer inden for dansk videokunst. ARoS har gennem tiden købt 11 videoværker af de to kvinder. Tre af værkerne kan i øjeblikket opleves forskellige steder rundt på museet.
Det ene sted er som sagt her i kælderen med Getting in Sync with Nature, der i al sin enkelhed er en solopgang skabt af kunstigt lys, der fortæller, hvordan det moderne menneske, med opfindelsen af det elektriske lys, har fået alle døgnets timer til rådighed i stedet for at følge naturens rytme og solens gang. Trods sine 17 år på bagen er værket stadig højaktuelt, hvis man tænker på tidens fokus på nødvendigheden af søvn for at kunne yde sit bedste som menneske og arbejdskraft.
Så går solen ned igen, og jeg går videre ind i udstillingen ad de mørke og smalle gange.
AI før AI
Mine ører opfanger klavermusik fra en åbning i væggen, og jeg træder ind i et større rum. På enorme glasplader, der nærmest svæver i rummet, vises en film med hænder, der spiller på et flygel. Jeg kan gå 360 grader rundt om filmen, som om pianisten sad midt i rummet og spillede for mig.
Eller hvad er det egentligt, han gør?
Det virker faktisk som om, pianisten nærmest kæmper en kamp med både flyglet og musikken.
Til tider hamrer han på tangenterne med hele armen, måske fordi de to musikstykker, Marseillaisen og Internationale, insisterer på at blande sig sammen til ét. Flyglet vinder, tager helt over og spiller til sidst uden pianistens hjælp.
Værket Take Over er fra 2017 og er skabt af den albanske kunstner Anri Sala.
Som beskuer til værket er det ikke rart at se kunsten blive overtaget og automatiseret af usynlige kræfter i rummet. Filmen er nærmest en forudsigelse af AI, der marcherer ind allevegne – også ind i kulturen.
Take Over, 2017, Anri Sala. Foto: KM
Det uendelige univers
Jeg forlader musikken og går ind i det næste rum, hvor værket Milkrun III fra 2002, af den 83-årige amerikanske kunstner James Turrell, udgør en hel væg i rummet. James Turrell er en af de tidlige installationskunstnere fra 1960’erne, og mange kender i dag hans navn, efter at ARoS, i juni 2026, åbnede The Dome. Men James Turrell er faktisk, uden at nævne The Dome, et stort navn internationalt, og han har også i mange år været repræsenteret i ARoS’ faste samling, dog i et noget mindre format som bl.a. Milkrun III hernede i kælderen. Læs eller genlæs Svanholms anmeldelse af The Dome
Milkrun III virker nærmest som en slags port til en anden verden, og jeg får lyst til at træde ind i den gennemsigtige, svagt lysende røde firkant og fortsætte ud i det uendelige univers – hvis jeg altså bare turde krydse museumssnoren.
På besøg hos naboen, der ikke er hjemme
Jeg bliver pænt bag snoren og går videre til rummet med værket Daggrystimer i naboens hus fra 2005, skabt af den schweiziske videokunstner Pipilotti Rist.
Som titlen antyder, bevæger jeg mig her ind i et privat rum, hjemme hos naboen, som så ikke er hjemme. Måske er han eller hun bare gået ud for at sætte kaffe over? Uanset hvad, så giver den nabotomme stue mig tid til at snuse rundt blandt de mange detaljer, der måske afslører noget spændende, jeg ikke ville nå at opdage, hvis naboen var til stede.
Som de fleste nok ved fra tv-programmet Kender du typen, så fortæller vores hjem historier om os gennem vores ting. Daggrystimer i naboens hus fortæller også en historie inden for et begrænset tidsrum: fra én solopgang til den næste. Solopgangen skabes af et kunstigt lys foran stuens vindue med potteplanter. I stuen kører der en film på en af væggene. Det er en temmelig mærkelig og usammenhængende film, hvor et menneske, en kvinde, bevæger sig nøgen, kravlende og svævende rundt i verden. Måske er det naboen, der ligger inde i soveværelset ved siden af og drømmer om dengang, vedkommende var barn og endnu ikke var blevet til en fortælling gennem de materielle ting og tiden?
Daggrystimer i naboens hus fra 2005, Pipilotti Rist. Foto: KM
Poetisk pære
Det næste værk, TomNa H-Iu fra 2006 af den japanske multimediekunstner Mariko Mori, får mig til at tænke på hattifnatterne fra Mumitroldene. Men selvom jeg ved, at japanerne, ligesom jeg, er meget begejstrede for mumiuniverset, så er den næsten to meter høje, matte pære nok ikke en hyldest til de elektriske finsk-svenske fantasivæsner. Men desværre har hattifnatforståelsen sat sig så fast i mig, at jeg må kapitulere og læse meningen med TomNa H-Iu på skiltet udenfor døren. Jeg forstår nu pludselig, at ”pæren” både henviser til noget keltisk kultpraksis omkring en stele (stor sten) og til en genudsendelse af stjerner, der er døde for længe siden. Via en computer udsender ”pæren” lysblink, når en stjerne slukkes. Det er både poetiske og hypnotiserende at stå og kigge på hattifnatten – jeg mener – den blinkende kæmpestore pære.
TomNa H-Iu fra 2006 af Mariko Mori. Foto: KM
Vi kan ikke undslippe os selv i rummet
Så kommer jeg til rummet med Olafur Eliassons Omgivelser fra 2007. Værket er ikke stort på kvadratmeter, men alligevel er det et svimlende rum pga. spejle på gulv, loft og vægge, der mangedobler min skikkelse i alle retninger i et tilsyneladende uendeligt rum, uanset hvordan jeg vender og drejer mig. Jeg indser, at jeg ikke kan undslippe min egen tilstedeværelse hverken i De skjulte rum, på ARoS, i Aarhus, i Danmark, i verden og i hele universet. Værket er kort sagt: verdensrummets uendelighed forklaret på ganske få kvadratmeter beklædt med glas.
Ti minutter i dårligt vejr
Svimmel over uendeligheden bevæger jeg mig videre til et nyt rum, Storm Room fra 2009, skabt af kunstnerduoen Janet Cardiff og George Bures Miller. I rummet står tre skraldespande under steder, hvor det drypper fra loftet, og jyden i mig må tørt konstatere, at der generelt er tale om noget af et håndværkertilbud.
Så hører jeg pludselig hosten og trin udenfor rummet. Jeg tænker, at nu kommer håndværkerne eller i det mindste andre gæster ned i udstillingen til mig! Det viser sig dog, at lyden af et andet menneske er en del af værket. Trinnene stopper foran en matteret glasdør, og en nøgen elpære tændes. Derefter går det løs i Storm Room, hvor et kraftigt uvejr har fundet vej. Jeg er mutters alene, og selv om jeg godt ved, at det, jeg oplever, ikke er virkeligt, kan jeg mærke en voksende uro. Er det overhovedet sikkert at blive?
Regnen siler ned ad ruderne, neonrør blinker, og uden for vinduerne blitzer lynene efterfulgt af kæmpebrag, der får hele rummet, og mig, til at ryste. En gulvventilator går i gang og blæser. Det får mig til at tænke både på stormvejr og på, at der ligesom er noget usynligt til stede i rummet sammen med mig.
Endelig slutter uvejret. Jeg har klaret ti minutter alene, og det har måske forberedt mig lidt på fremtidens vejrudsigter.
Storm Room 2009, Janet Cardiff og George Bures Miller. Foto: KM
Sidste episode
Jeg bevæger mig videre og når frem til det sidste rum med installationen Colony Howl, skabt af den amerikanske kunstnerduo Jonah Freeman og Justin Lowe i 2020.
Rummet består af små tableauer og er i endnu ringere forfatning end Storm Room. Indgangen er et stort, flænset hul i væggen, hvor rockwool og betonarmeringen stikker frit frem. Mit blik møder et smeltet lydstudie og derefter en butik med giftigt udseende produkter.
Stedet virker forladt, men der er alligevel tegn på hverdagsliv, som en nusset køjeseng med to redte senge og et tv, hvor der kører tv-shop med zombier, der blender grøntsager, måske fordi der ikke er flere mennesker at gnaske i. Det hele får mig til at tænke på HBO-serien, The Last of Us, og at det her nok er slutningen, hvor zombierne overtager jorden efter os fjolser.
Bortset fra de redte senge er zombiernes hygiejne ikke topoptimal set med en bakterieforskrækket persons øjne. Måske bliver rent vand faktisk en mangelvare, sådan som miljøforkæmperne går og siger. Noget tyder på det, for de eneste planter i denne fremtidsversion i fortidens rammer er nogle blå kaktusser, som tilsyneladende får næring gennem ledninger forbundet med krystaller.
Jeg forlader fortiden og fremtiden på én og samme tid gennem et ganske lille, men stærkt oplyst, hvidt rum med gule PVC-gardiner, som dem man bruger på slagterier eller i laboratorier. Måske er det en slags UV-lysdesinficerende mellemstation, et overgangsrum uden genstande til at fortælle mig, hvilken tid jeg befinder mig i?
Så går jeg op i virkelighedens rum, hvor jeg har en frokostaftale i ARoS’ Café med selveste Magneta Grandberg med de ottekantede briller.
Colony Howl, 2020 Jonah Freeman og Justin Lowe. Foto: KM
Jonah Freeman og Justin Lowe, Colony Howl, 2019-2022. Foto: Andy Davidson Photography
ARoS | De skjulte rum – er en fast udstilling i den 'hemmelige kæler' under museet.
ARoS | reportage: De skjulte rum – besøg museet
ARoS | reportage: De skjulte rum. Coverfoto: Jonah Freeman og Justin Lowe, Colony Howl, 2019-2022. Foto: Andy Davidson Photography
LÆS OGSÅ:
ARoS: Igshaan Adams – Weerhoud
ARoS | reportage: De skjulte rum er frembragt af journalist, Katja Mathilda Christensen, KULTURINFORMATION.org. Læs og se mere om Katja Mathilda Christensen. Redaktion: Jesper Hillestrøm
ARoS: De skjulte rum (The Hidden Rooms), Dybest set. English Abstract
De skjulte rum is a permanent exhibition of international light, video and installation art from ARoS Aarhus Art Museum’s own collection, housed on level 0 beneath the museum, the “Hell” of the building’s Dantean architecture, which culminates in Olafur Eliasson’s Your Rainbow Panorama. Journalist Katja Mathilda Christensen guides the reader through a sequence of immersive works from the past twenty years: Hanne Nielsen and Birgit Johnsen’s Getting in Sync with Nature (2009), Anri Sala’s Take Over (2017), James Turrell’s Milkrun III (2002), Pipilotti Rist’s Daggrystimer i naboens hus (2005), Mariko Mori’s TomNa H-Iu (2006), Olafur Eliasson’s Omgivelser (2007), Janet Cardiff and George Bures Miller’s Storm Room (2009) and Jonah Freeman and Justin Lowe’s Colony Howl (2020). Written as a first-person reportage, the article combines wit with close observation of how each installation addresses time, technology, infinity and an uncertain future. Reported by Katja Mathilda Christensen for KULTURINFORMATION. Permanent exhibition, ARoS, Aarhus.