Carmen | ANMELDELSE: Den Jyske Opera

CARMEN UDEN CHARMEN – et utilsigtet dobbeltdrab

Fotograf: Anders Bach

✮✮✮

' …… tak til sangerne og symfoniorkestret for en ihærdig indsats …. '

– Susanne Ove, KULTURINFORMATION.org

Georges Bizets franske opera Carmen har vandret sin sejrsgang over alverdens scener, og det spændende plot har dannet grundlag for utallige fortolkninger, lige fra Spike Jones’ Carmen Murdered i 1953 til Carlos Sauras flamencofilm fra 1983.

Men vejen dertil har været brolagt med både skandaler og hård kritik.

Operaens oprindelse

Bizet komponerede musikken til de fire akter, og librettoen blev skrevet af Henri Meilhac og Ludovic Halévy.

Det var Bizet selv, som foreslog, at fortællingen skulle bygge på Prosper Mérimées novelle Carmen – som igen var inspireret af Alexander Pushkins digt fra 1824, The Gypsies.

Carmen havde premiere på Opéra-Comique i Paris 3. marts 1875 og skabte røre på grund af sin frigjorte heltinde.

Fotograf: Anders Bach

Fra skandale til succes

Men i løbet af den næste dekade lagde kritikken sig, og i stedet kom succes efter succes over hele Europa. Bizet nåede dog ikke at høste frugterne af sit store værk, for han døde 3. juni 1875.

Grunden til alt postyret omkring Carmen er, at hovedpersonen er en fri kvinde, der ikke lader sig hæmme af hverken normer eller løftede øjenbryn.

Partnervold på scenen

I Danmark hylder vi friheden, men det er desværre ikke alle, som kan tåle at blive forsmået.

Statistikken taler sit tydelige sprog: Hvert 5. drab her i landet begås af en nuværende eller tidligere partner.

Hvis Den Jyske Opera med deres nyopsætning af Carmen har ønsket at øge fokus på dén tragedie, har de leveret big time, for deres Don José er prototypen på en sygeligt jaloux kæreste med morderiske hensigter. Men man forstår ikke, hvad han egentlig kæmper for. Den hede elskov, han synger om, får publikum ikke det mindste glimt af. Den forbliver en fiks idé.

Det gør det ikke bedre, at librettoen er lige så dansk som overteksterne, og de har øjensynligt mistet al lyrik i oversættelsen.

Fotograf: Anders Bach

Orkester og scenografi

Odense Symfoniorkester spiller pragtfuldt og sætter ikke en tone forkert. Men de er placeret lige foran scenen, og de forreste rækker ville have fået et noget bedre udsyn samt mulighed for rent faktisk at kunne høre sangerne, hvis der havde været en orkestergrav.

De medvirkende er i det hele taget oppe imod ulige odds, deres kraftfulde stemmer til trods. Scenografien virker steril og kold, men der, hvor det virkelig halter, er kostumerne.

Kostumerne

Der er et whiff af Lenin over mændenes grå uniformer. Toreadoren Escamillo er en befriende undtagelse i en rød lædersag. Han er swag og giver desuden som den eneste de små glimt af humor, der er.

Jeg ved ikke rigtigt, hvornår jeg kommer mig ovenpå at have oplevet kvindernes kiksede kostumer.

De skulle vist signalere gypsy-style, men det er en regulær katastrofe. Det begynder med pigernes uniform på tobaksfabrikken: Stumpede kassebukser med grillmesterforklæde og tørklæde. Når de skal slå sig løs på Lillas Kro i Pastia, bliver den fyrige dans udført i syv lag skørter i pastelfarvet miskmask, toppet med et sjal i flere lag omkring hofterne. De ligner mere Babushka-dukker end spanske donnaer. Dén beklædning kunne have holdt dem varme på Svalbard, men syd for Alperne vil den omgående give hedeslag.

Carmen skulle jo være både sensuel og farlig, men det er svært, når man er klædt ud som klidmoster i lilla ble. Det bliver ufrivilligt komisk, da Carmen skal praktisere sin forførelseskunst på Don José på kroen. Hun trækker op i sine mange, lange skørter, så kassebukserne bliver åbenbaret, og vrikker med sin ene fod, der er iklædt ortopædisk fodtøj.

Fotograf: Anders Bach

Musikken redder aftenen

Men hverken en fiks idé eller en kæntret opsætning kan for alvor ødelægge Carmens skønne musik og sang. Tak til sangerne og symfoniorkestret for en ihærdig indsats.

Bizet kunne skabe det, der nu om dage betegnes som en ”ørehænger”. Perlefiskernes duet Au Fond du Temple Saint er et godt eksempel. Sangene i Carmen er blandt de allermest berømte og genkendelige i den klassiske genre.

Partnervold er en vigtig sag, men netop fordi vi skal stræbe efter en uvoldelig virkelighed, har vi brug for kunstens dybde og farlighed.