Henrik Wivel | LITTERATURANMELDELSE:
Underværker. Tankebilleder om det sindsudvidende
Paul Cézanne, “Huset med de revnede vægge”, 1892-94. Olie på lærred. The Metropolitan Museum of Art.
✮✮✮✮✮✮
' …. et værk man aldrig bliver færdig med – selv efter at have læst alle bogens knap 320 sider…… '
– Niels Lyksted, KULTURINFORMATION.org
For nyligt blev jeg kontaktet af KULTURINFORMATION.orgs chefredaktør Jesper Hillestrøm. Han oplyste, at der netop var kommet en ny bog af Henrik Wivel. Den er vist lige noget for dig!
Jeg har tidligere med stor fornøjelse anmeldt hans biografier om L.A. Ring, J.F. Willumsen og Vilhelm Hammershøi. Så hvorfor ikke tage en mere? Bogen havde endda et klassisk værk af Paul Cézanne på forsiden.
Det stod imidlertid snart klart, at Wivel ikke havde skrevet endnu en biografi. Titlen var nemlig “Underværker. Tankebilleder om det sindsudvidende”. Og udgiveren var heller ikke det sædvanlige Strandberg Publishing, men Kristeligt Dagblads Forlag.
Personlige erindringer
Men hvad er det så, Wivel har kastet sig ud i? Et kig på bagsiden af bogen afslørede, at den rummer 42 personlige erindringer, der rummer så forskellige emner som kunst, litteratur og arkitektur, som henter inspiration i kristendommen og skaber tankeforbindelser til det skønne, forunderlige og mærkværdige i livet og naturen.
Hovedparten af tankebillederne har tidligere været udgivet i de populære bøger Perlen (2001), Skyggeliv (2014) og Tidslys (2020). Nu er de tre bøger udgivet samlet suppleret med seks nye tekster. Det giver særdeles god mening, når man ser nærmere på indholdet.
De fleste af teksterne har været udgivet som selvstændige artikler i Berlingske, Weekendavisen samt i Kristeligt Dagblad fra 1990'erne og op til nutiden. Andre har været et anslag til større bøger om Ingemann og Hammershøi. Til denne udgivelse er teksterne udvidet, omskrevet og gennemtænkt.
Nick Ut. “The Terror of War”, 8. Juni 1972, Vietnam. Fotografi
Cheopspyramiden rummer et skjult kammer i sit kubiske zenith. Som det skjulte rum i Lassens villa
Illustrationerne
Ved en hastig gennembladring af bogen bemærker man straks de mange interessante illustrationer. Vi kommer vidt omkring. Samlingen rummer danske og internationale billedkunstnere, men også ikoniske pressefotos fra Vietnamkrigen og af en russisk kosmonaut. Læg hertil papirklip af H.C. Andersen og en arkitekttegning af en villa med et skjult rum.
Men hvordan hænger alt dette sammen? Har Wivel virkelig et personligt forhold til alle disse emner? Jo, det har han. Han er ualmindelig belæst, og han har markante holdninger til alt, hvad han skriver om. Det giver spændende læsning hele vejen igennem.
Paul Cézanne
Lad os tage udgangspunkt i bogens forsidebillede. Det har titlen “Huset med de revnede vægge” og er malet af Paul Cézanne, 1892-94. Det tilhører The Metropolitan Museum of Art, New York.
Men hvorfor har Wivel valgt netop dette værk?
Wivel indleder med et kort rids af Cézannes forhold til Aix-en-Provence, hvor han levede en stor del af sit liv. Det var her, at kunstneren byggede sine landskabsbilleder af kubiske former. Billederne er tonet i grønne, blå, rødbrune og gule nuancer og forlenet med liv og sanselighed. Desuden lå bjerget Montagne Sainte-Victoire urokkeligt som en konstant i en verden i forandring. En paradisisk tilstand, der dog ikke skulle vare ved!
Et af Cézannes landskabsbilleder skiller sig imidlertid ud: “Huset med de revnede vægge”. Lige som mange andre af hans huse virker det menneskeligt. Det smiler skævt til beskueren i sin kantede skrøbelighed. For huset er ikke længere sig selv. Det er spaltet i to dele. En sætningsskade af de mere seriøse. Bygningen truer med at falde sammen.
Men er det hele nu også så katastrofalt? Cézanne arbejder tydeligvis med et udvidet begreb om skønhed, som han ikke ser bort fra, men ind i. Revner og sprækker tillader nok mørket at komme ud, men også lyset at komme ind. Wivel vurderer, at Cézannes kunst dybest set er en gentagelse af den geologiske proces, hvor tektoniske forskydninger i undergrunden får noget til at revne og spaltes, så nye syn og nye billeder kan blive til og krystallisere sig sandt og inspirerende.
I øvrigt er maleriet også et varsel om nye tider. Industrialiseringen er på vej, og snart vil en jernbanelinje gennemskære landskabet.
Wilhelm Bendz, “Kunstnere i Finks kaffehus i München”, 1832. Thorvaldsens Museum.
Francisco de Goya, “Kristus på oliebjerget”, 1819. Olie på træ. Escuelas Pías de San Antón, Madrid.
Det skjulte rum
Og nu til noget helt andet. En villa med et utilgængeligt rum! Arkitekt Mogens Lassen står bag.
Lassen tilhørte den første generation af funktionalistiske danske arkitekter, der hyldede princippet form følger funktion. Der gjaldt også, da han i 1930'erne skulle opføre seks villaer nær Christiansholmfortet ved Klampenborg. En af dem skulle blive hans egen private bolig.
Villaen blev i de næste 20 år genstand for flere ombygninger og justeringer. Knopskydningen resulterede i, at der opstod et rum uden vinduer, men med to kegleformede ovenlys. Lassen havde konkrete planer for rummet, men de blev aldrig ført ud i livet. Rummet blev med tiden og årene – tilsyneladende – glemt. Af alle andre end husets arkitekt.
Wivel giver en mulig forklaring. Lassens nære ven arkitekten Hubert Paulsen havde udarbejdet omfattende analyser af Cheopspyramiden og fundet frem til, at den rummer et skjult kammer i sit kubiske zenith. Lassen havde altså bygget sit eget gravkammer efter ægyptisk forbillede, der i anden forstand sikrede hans opstandelse.
I flg. Lassen handler arkitektur ikke om stil, men om rum, som virker på sjælen. Hans funktionsbestemte hus var således både et konkret fænomen og en metafor over hans eget liv, dets udstrækning, erindring og inderste umulige håb.
Caravaggio
Fra bogen Skyggeliv giver Wivel et rids over nogle af kunsthistoriens mest gribende værker med religiøst indhold. Kunstnerne er Caravaggio og Francisco de Goya, der er repræsenteret ved hhv. “Tilfangetagelsen af Jesus”, 1602, og “Kristus på oliebjerget”, 1819. Begge værker er velkendte, men man overraskes over den viden, der ligger bag analyserne og frydes over, hvor velfortalte de er. Wivel er som bekendt en gudsbenådet fortæller!
Caravaggios værk er spændende af flere årsager. For det første handler det om det afgørende moment, hvor Judas forråder Jesus ved at udpege ham med et kys. Tegnet på kærlighed og troskab bliver samtidigt tegnet på det altafgørende svigt. Judas’ hengivenhed over for Jesus forvandles til en intimidering.
For det andet er dramaturgien enestående. Maleriet henlægger begivenheden i mørke, men Caravaggio oplyser kysset og pågribelsen. Vi ser Judas kysse Jesus, vi ser de harniskklædte soldater mase sig ind på manden, og vi ser en discipel vende ryggen til på vej bort i panik.
Lyset, der rammer Jesus, kommer ingen steder fra, og det ligner ikke det lys, der rammer de øvrige personer i billedet. Bortset fra manden yderst til højres med lygten i sin fremstrakte hånd. Den mand, som lyser sceneriet op og nysgerrigt ser til – og som bærer Caravaggios ansigtstræk. Caravaggio har malet sig selv ind og gjort sig til vidne.
Lucas Cranach d.æ. og Lucas Cranach d.y.,“Den korsfæstede Kristus”, 1555. Tempera på træ. Skt. Peter og Paul Kirken, Weimar.
Goyas oprør
Goya malede også Jesu i Getsemane. Lige som Caravaggio henlægger Goya sit motiv i mørke – næsten fuldstændigt. Det forestiller Jesus i bøn kun oplyst af Guds engel. Jesus er fortæret af sin angst, fortabt.
“Kristus på oliebjerget” korresponderer med Goyas sene periode, som hører til et af de mest forfærdende og uforståelige i kunstnerens produktion – og det siger ikke så lidt! Et af billederne forestiller en mand, der er i færd med at æde et barn. Han har allerede spist hovedet og den ene arm og er i gang med den anden. Manden i mørket er den græske gud Kronos, der fortærer sine egne børn, så ingen kan gøre ham rangen stridig og tage magten fra ham. For Goya er der tilsyneladende ikke langt fra Kristus til Kronos, når det gælder gru.
Samme rædsel følte Goya sidst i livet, hvor han svækket på syn og hørelse mister troen på den feudale magt og troen på Gud. Hvor han tidligere stillede sig i aristokratiets og kirkens tjeneste, stiller han sig nu i oplysningens.
I huset “Quinta del Sordo” (“den døves hus”) uden for Madrid forskansede Goya sig i et lydtæt rum, hvor han malede sig op imod sin egen virtuositet og alt, hvad han havde lært sig og i tidligere faser af sit liv havde lyttet sig til: tro, fornuft og æstetik. Det sande, det gode og det skønne. Hvad der fødes, må dø!
Francisco de Goya, “Kronos” (i færd med at æde et barn), 1820-23. Fresko på puds. Pradomuseet.
Skyggeliv
Karakteristisk for de omtalte malerier er chiaroscuro teknikken, hvor lys og mørke kontrasterer og danner skygger. Teknikken fremhæver figurer og genstande ved at lade dem træde ud af dybe skygger, hvilket skaber en stærk følelsesmæssig virkning og retter beskuerens opmærksomhed mod fokuspunktet.
I den del af bogen, der stammer fra Skyggelivet sammenkæder Wivel de omtalte malerier med værker af andre kunstnere, hvor skygger er centrale elementer / temaer, først Wilhelm Bendz’ maleri “Kunstnere i Finks kaffehus i München”, siden H.C. Andersens eventyr “Skyggen” (måske snarere en fantastisk fortælling), og så følger Hjalmar Söderbergs roman “Doktor Glas”. Og så fremdeles. De tilsyneladende selvstændige kapitler danner således en helhed.
Overraskelsesmomentet
Det spændende ved bogens kapitler er, at man aldrig ved, hvad anslaget munder ud i. Hvem havde fx forventet, at billedet “Den korsfæstede Kristus”, 1555, af Lucas Cranach d.æ. og Lucas Cranach d.y. skulle handle om Nietzsches filosofi, eller at interiørbilleder af Hammershøi fra Strandgade 30 skulle føre til en analyse og sammenkædning med den franske forfatter J.-K. Huysmans' (1848-1907) roman “A rebours” fra 1884 (dansk titel “Mod Strømmen”). Sådan overaskes man konstant bogen igennem. Det er forfriskende, at blive udfordret af nye vinkler på kendt stof, af de overraskende sammenkoblinger eller at blive oplyst om emner, man ikke tidligere har beskæftiget sig med. Jeg fik lyst til at læse Huysmans' roman.
Bogens sidste afsnit er de mest personlige. Her har Wivels sommerhus Nabben i Sverige en central rolle. Det har været hans faste holdepunkt i livet. Her opholdt han sig som barn, og her tilbragte han mange år som voksen, alt imens familielivet udfoldede sig. Det er mindernes holdeplads.
Huset har været rammen om et spændende og udfordrende liv. Det var i sin tid det sidste Wivels forældre og bedsteforældre ønskede at forlade. Og det sidste sted, de ønskede at se. Det samme gælder utvivlsomt også Henrik Wivel!
Han afrunder bogen: En skønne dag vil jeg være væk. Ikke lige nu, det må meget gerne vente. Jeg kan sagtens vente!
Konklusion
“Underværker. Tankebilleder om det sindsudvidende” bliver man aldrig færdig med – selv efter at have læst alle bogens knap 320 sider, for man bliver konstant udfordret til at fortsætte på egen hånd, hvor bogen slap, for at skaffe sig ny viden. Og til at skabe sine egne alternative kombinationer inden for kunst, litteratur og arkitektur og skabe tankeforbindelser til det skønne, forunderlige og mærkværdige i livet og naturen.
December står for døren. Køb bogen til en, der gerne vil udfordres inden for kultur og natur. Og husk et eksemplar til dig selv!
Vilhelm Hammershøi, “Interiør. Med klaver og sortklædt kvinde”, 1901. Olie på lærred. Museum Ordrupgaard. Foto: Niels Lyksted
Kristeligt Dagblads Forlag. Henrik Wivel: “Underværker. Tankebilleder om det sindsudvidende”. Velillustreret. 320 sider. Bogen er netop udkommet.
Henrik Wivel | LITTERATURANMELDELSE: Underværker. Tankebilleder om det sindsudvidende – anskaf værket
Henrik Wivel | LITTERATURANMELDELSE: Underværker. Tankebilleder om det sindsudvidende. Coverfoto på KULTURINFORMATION.org: Caravaggio, “Tilfangetagelsen af Jesus”, 1602. Olie på lærred National Gallery of Ireland, Dublin.
LÆS OGSÅ:
Henrik Wivel: Vilhelm Hammershøi – Maleri som poesi
En biografi om J.F. Willumsen – anmeldelse af Henrik Wivels værk
Anmeldelse: CARAVAGGIO – EN REJSE I TID OG STED
En biografi om J.F. Willumsen – El Greco
Henrik Wivel | LITTERATURANMELDELSE: Underværker. Tankebilleder om det sindsudvidende er skrevet af journalist (DJ) Niels Lyksted, KULTURINFORMATION.org | Redaktion: Jesper Hillestrøm