Interview Litteratur

Alhambra Blues af Dan Turèll✮✮✮✮✮✮

‘Alhambra Blues’ af Dan Turèll

– en boganmeldelse

 

 

 

 

✮✮✮✮✮✮

 

 

“Onkel Danny taler til os fra otiumet på Assistens Kirkegård …”

– Roxnakowsky, KULTURINFORMATION

 

 

På et tidspunkt i 1980’erne skulle mine forældre og undertegnede på campingferie til Lapland i Nordsverige. Jeg var 12-14 år. Min mor havde gennem sit arbejde adgang til at låne bøger. Selv havde hun valgt sig et udvalg af, hvad en kvinde i den alder ville foretrække af ferielæsning.

 

Til mig havde hun medbragt en bog, hun mente, jeg ville ‘finde interessant’. Hun advarede dog om, at noget af ‘sproget’ skulle jeg sortere fra – hvilket jo ikke gjorde det mindre spændende læsning for en lømmel som undertegnede. Og jeg mente, jeg selv nok skulle sortere, hvad der skulle sorteres.

DT fortæller – endda med tegneserieskrift

I Midnatsolens land i mit private telt, mødte jeg Onkel Danny for første gang. Min mor havde ramt plet med et tilfældigt eksemplar fra ‘fortæller-serien’ og synes at kunne huske, det var den, hvor ‘Onkel Danny fortæller på talløse opfordringer’ (1982). Jeg var solgt med det samme – pludselig var jeg faldet over noget litteratur, der gav mening – især den der med ‘En nat i Holstebro’. Stor var glæden, da titlen indikerede, at der i hvert fald var mindst en forgænger til bogen.

 

Dan Turèlls forfatterskab spænder vidt. Og efterhånden kom mange af os omkring ‘Vangede Billeder’ (1975) mere end en gang. For ikke at tale om krimiernes univers – der for øvrigt medførte, at jeg, så snart det var muligt efter at have set Michael Ehlert Falch som hovedrolleindehaver i filmatiseringen, forsynede min garderobe med samme tøjstil som Dans navnløse journalist-detektiv.

 

En bog, jeg dog gik uden om, var en art digte eller dagbogsnotater skrevet i hånden. Jeg undveg den. Jeg kunne ganske enkelt ikke tyde teksten. En pudsig håndskreven tegneserietekst i en bog? Var skrivemaskinen ikke opfundet eller hvad? Bogens titel var ‘Alhambra Blues’ (1983). Og herværende udgave er nu genudgivet af netop Forlaget Alhambra fra Alhambravej (Nummer 6 – DT boede i nummer 1 – fru Chili bor der stadig).

Onkel Danny taler til os fra otiumet på Assistens Kirkegård

De fleste ved, at forfatteren døde alt for tidligt (præcis på min alder i skrivende stund). ‘Alhambra Blues’ udkommer 10 år, før Dan Turèll ‘går tur gennem byen en sidste gang’ (underforstået indspist sætning for kendere – hvis du ikke forstår sætningen kære læser, så tror jeg ikke, du behøver at læse mere af anmeldelsen, men gå du blot trygt tilbage til dit ‘Vild med svansbagedyst’ pleaserprogram og lad verden rende dig af hænde i glidende tacklinger – for jer andre, der fattede pointen: Fortsæt endelig med at læse videre!). DT blev 37 år på udgivelsesdagen af ‘Alhambra Blues’.

 

Med den utroligt flotte genudgivelse taler Onkel Danny til os fra otiumet på Nørrebro. Vennen Asger Schnack har forsynet bogen med et finurligt og meget præcist ‘Efterskrift’, der beskriver nogle af omstændighederne omkring denne, på daværende tidspunkt i 1983, udgivelse nummer 61 af forfatterens hånd. (DT nåede op på over 100 udgivelser i alt).

 

Selv har undertegnede i øvrigt stor respekt for Asger, der, udover at springe på ‘kaffevognen’ i tide, også har udgivet et manifest om det. Og når man laver en aftale med Asger og siger ‘vi ses ved 16-tiden på Gråbrødre Torv’, så retter forlagsmanden, redaktøren og forfatteren Asger Schnack det til ‘Vi ses på Gråbrødre Torv klokken 16!’ – og efterfølgende, når dagen oprinder, ses han parkerende sin cykel og cykelhjelm klokken 15.59 og 57 sekunder på Gråbrødre Torv. Forresten er Asger også den eneste, der i Kongeriget kan forklare, om det skal hedde ligger/lægger eller bare lækker. Og nu kan han så se, at jeg ikke har lavet fodfejlen og skrevet Turéll, men at jeg har skrevet Turèll. En litterat til spidsen af neglene. Respekt!

Lidt mere om ‘Alhambra Blues’

Men det var jo slet ikke det, vi skulle tale om. Faktisk er vi i gang med at anmelde genudgivelsen af ‘Alhambra Blues’. Den består af 175 Dagbogs-Digte. Der er ingen sidetal i bogen, men forlaget oplyser, at bogen er på 108 sider – jeg har ikke talt efter, men jeg tror dem gerne.

 

Digtene er små noter skrevet mellem 1978-1982. De er forholdsvis tidsløse, og jo jeg kunne godt læse skriften nu – jeg er jo ligesom blevet lidt mere voksen i mellemtiden. Så Dans Parkerfyldepen og tegneserieskrift giver nu meget mere mening.

 

Vennen tegneren, illustratoren og senere forfatteren Peder Bundgaard levnes flere venskabelige omtaler i notaterne, lige fra at de to som venner snakker så godt sammen, at tid og sted trænges i baggrunden og Danny omtaler da også Peder som ‘Mein Freund’ og ølkammerat.

 

‘Vil du vide alt om en mand, så spørg hans kvinde – vil du vide alt om en kvinde, så spørg ikke ham, men hendes veninde’ – sådan skriver forfatteren løs i #12.

 

En forløber for ‘Hyldest til hverdagen’ fra 1984, finder vi i digt #18, hvor det pointeres, at DT er ‘lykkelig for de almindelige dage’.

 

Kærlighedserklæringer til Chili og lille Lotus finder vi også adskillige varianter af. I #121 er forfatteren i Rom, men ser ikke noget af byen, da de to kvinder i hans liv på skift, med års mellemrum, befinder sig i opmærksomhedens synsfelt.

 

I dagbogs-digt #69 går Dan selveste Harald i bedene med sit alternative ‘Jellingstens-manifest’ og slutter da også af med ordene ‘(Jeg, Danny, skrev dette ….)’.

 

Morbid selvkritik levnes der også plads til, og som Asger Schnack pointerer i ‘Efterskriftet’, vides det af enhver, at forbruget af alkohol (og andet) fra forfatterens side sine dage var ude af kontrol. Kig nærmere på #90, når du kommer så langt.

 

Små statements og øretæver krydrer den blå bog siderne igennem og selv snittet er blåt i ‘Alhambra Blues’. Glemmes skal ikke #31 ‘Postpigens Blues’, hvor digteren tillader sig at rime i bedste Halfdan Rasmussen stil. Sluttelig mindes vi også Poul Borums visdomsord i #164 nemlig ‘At skrive er fantastisk hårdt arbejde!’ og DT og undertegnede kan jo kun give manden ret.

 

Forlaget Alhambras genudgivelse af digtsamlingen udkommer på mærkedagen den 19. marts 2021, og er trykt på dejligt kraftigt papir – jeg troede, jeg vendte to sider ad gangen – det’ ik’ let!

 

 

 

 

Indlægget er skrevet af Roxnakowsky, KULTURINFORMATION