Louise Frevert møder Caspar Phillipson
Caspar Phillipson i godt selskab med KULTURINFORMATIONs anmelder og redaktionsmedarbejder Louise ‘All Over’ Frevert. Foto: © Benni Johansson – all rights reserved
Caspar Phillipson (f. 1971), og undertegnede mødes i Posthusteatret, hvor han præsenterer sin nyeste film THE CONVERSATION. Filmen er baseret på et møde, mellem Josip Broz Tito og ærkebiskop Alojzije Stepinac 4. juni 1945. Da jeg så filmen, tænkte jeg, at sådan må Tito have været. Charmerende og venlig, for i næste øjeblik at hugge som en giftslange. På intet tidspunkt mister de to krigere intensiteten, og du venter kun på hvad de nu kan finde på af spidsfindigheder.
Caspar Phillipsons Tito er eminent. Han skifter hele tiden humør og taktik. Derfor var det nærliggende, når jeg nu havde chancen for at møde ham, at spørge om, hvordan han havde fundet frem til personen Tito. Læs Freverts filmanmeldelse her
Caspar fortalte at de kun havde været fire uger om at optage filmen i Kroatien. Forløbet havde været intenst og de to hovedrolleindehavere havde kunnet koncentrere sig helt og aldeles om deres roller. Kan man spille flere store personligheder på en gang? Svaret er ja. Men i dette tilfælde var det kun Tito, Caspar skulle fokusere på. I huset hvor scenerne er optaget tilbragte Phillipson hele to dage inden optagelserne blot for at ‘indtage rummet’, og gøre kontoret til sit eget – imens lyttede han til gammel russisk orkestermusik for at få fornemmelse af stemningen og blive ét med rollen – fortæller han.
Foto: © Benni Johansson – all rights reserved
En lang portefølje af roller i ind- og udland
Han er tidligere blevet instrueret af den kroatiske instruktør Dominik Sedlar i filmen ‘The Match’, hvor Caspar også har en markant hovedrolle. Den er et Kroatisk-Amerikansk sports-historisk drama. Den handler om at Adolf Hitlers fødselsdag skulle fejres i 1944 og nazisterne organiserede en fodboldkamp mellem et nazistisk elitehold og en gruppe af indsatte fra lejrene bestående af eks-fodboldspillere og politiske fanger. Holdet er anført af en ungarsk fodboldkaptajn og de vinder. I løbet af halvlegen bliver de lovet at hvis de taber bevidst, vinder de deres frihed. De vil ikke gå på kompromis og de vil vinde. Historien fortælles af det sidste medlem af holdet, en dreng, som formår at overleve. Det kan godt være at nogen vil betegne det som smalle film, men det er store film, med en budskab. De skal absolut ses.
I Danmark fik Caspar i 2008 sin spillefilmsdebut i filmen ‘Flammen og Citronen’, men efter han fik sit internationale gennembrud i filmen ‘Jackie’, hvor han spillede Præsident J. F. Kennedy, er der blevet åbnet mange og nye døre.
Foto: © Benni Johansson – all rights reserved
‘Jeg vil være skuespiller’
Phillipson har endvidere en fordel, han er vokset op som tosproget. Hans far var engelsk og ansat ved Roskilde Universitet som lektor og hans stedmor var lingvist. Der blev lagt vægt på at Caspar lærte engelsk. Han er som sagt vokset op i et akademisk hjem og det stod ikke skrevet i kortene at Caspar skulle gå skuespilvejen. Hans engelske farmor skrev selv små skuespil som børnene opførte, så der ligger en kunstnerisk åre i familien.
Desuden var det Caspars farmor der introducerede ham for teatrets verden. Hun tog ham med ind og se Shakespeares stykker. Specielt et stykke gjorde indtryk på Caspar og det var Richard d.3. Hovedrollefiguren blev fremstillet med pukkelryg og stokke og lignede nærmest en edderkop, der var på scenen. Caspar fortæller, at det var der han besluttede sig for at blive skuespiller. Året var 1984 og Phillipson var 13 år gammel.
Første gang Caspar søgte ind på skuespilskolen dumpede han. Hans far mente, at nu var det nødvendigt, at han skulle tage stilling til at få sig en ”rigtig” uddannelse. Caspar var ikke sådan at slå af pinden. Han forsøgte sig en gang mere og bestod optagelsesprøven på Århus Teaters skuespilskole. Her blev han færdiguddannet i 1995, og var tilknyttet teatret i 6 år.
Foto: © Benni Johansson – all rights reserved
Teater, dubbing, dans, sang e.t.c.
Hans virke som skuespiller er både indenfor film, teater og han lægger ofte stemme til animationsfilm. Han har været med i et utal af teaterstykker og musicals bl.a. ‘Les Misérables’, ‘Et juleeventyr’, ‘West Side Story’, ‘Elsk mig i nat’ og ‘Lyset over Skagen’.
Heldigvis var Phillipson ihærdig, for i dag er han en af vores bedste og mest populære skuespillere i Danmark og har fået begge ben solidt plantet i den udenlandske filmverden. Han har medvirket i f.eks. ‘Mission: Impossible’, ‘Blonde’, ‘Odd Man Rush’ og mange flere.
Caspar har et usædvanligt mangesidet talent, som er blevet demonstreret flittigt gennem årene. I december 2010 spillede han hovedrollen Archibald Craven i musicalen ‘The Secret Garden’ på Edinburgh Festival Theatre. Efter opførelserne i Edinburgh spillede forestillingen i Toronto i Canada. I 2022 deltog han i ‘Vild med dans’, hvor han dansede med Malene Østergaard. Parret endte med at vinde sæsonen. Ja, det er vanskeligt at holde styr på alle hans aktiviteter gennem årene.
Én vigtig ting har altid været et fast holdepunkt for ham og det er familien. Han har altid sat dem forrest i sit liv. Alle hans tre børn er gået kunstens vej. Den ældste Silas er konservatorieuddannet pianist, den næstældste Clara Sophia er uddannet skuespiller på Den Danske Scenekunstskole i København og er nu ansat på Odense Teater og den yngste Rebekka skriver bl.a. musik.
Caspar har en stor stemme og har givet koncerter som solist med DR Radiounderholdningsorkestret. Til august kan vi igen opleve ham både som vært og solist i ‘A Night at the Oscars’. Det skal opleves. I år er der også en del julekoncerter på programmet. Når man spørger Caspar om han har en hobby, siger han med fast stemme ja, klaveret. Han slapper af med at spille og er strålende til det.
Foto: © Benni Johansson – all rights reserved
Slamberten SIMON
Lige nu er Caspar aktuel i DR’s serie ‘Orkestret’, hvor han spiller første klarinettisten Simon, der virkelig er et dumt svin. Jeg har spurgt Caspar hvordan han får de sider frem i sig, ham der er det mest sympatiske og smilende menneske man kan forestille sig. Han tager rollen og som han siger uanset hvad, og finder den. I dette tilfælde blev han opfordret til at tale med accent, som han ikke syntes var relevant, men da han er lidt af en sprognørd fandt han en vej, og resultatet er fantastisk. Casper har en super positiv indstilling til mennesker og de roller han spiller og han håber, at det han laver glæder folk.
Det blev til en hyggelig snak og tak for det Caspar Phillipson! Jeg glæder mig til at se dig til koncerter og meget mere i løbet af efteråret og i fremtiden.
Læs Freverts anmeldelse af Pennevenner i Glassalen i Tivoli, 2023 – her
Læs vores anmeldelse af Filmen HAMMARSKJÖLD med Caspar Phillipson som the one and only J. F. Kennedy her
Caspar Phillipson er også tilknyttet Posthus Teatret med sine shows – læs Hillestrøms anmeldelse her
Louise Frevert møder Caspar Phillipson er et interview af Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Redaktion: Jesper Hillestrøm