Boganmeldelse: DIRCH
Fortællingen om Danmarks største komiker

✮✮✮✮✮
' …… han var altid imødekommende. Jeg fristes næsten til at sige sød …… '
– Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Ole Sønnichsen har med denne udgave revideret sin biografi om Dirch fra 2009. Dirch blev født for 100 år siden i 1926 og bliver på denne måde igen fejret, som en af Danmarks allerstørste komikere og skuespillere efter anden verdenskrig.
Som Ghita Nørby skriver i forordet, gik Dirch alt for tidligt bort. Fireoghalvtreds år gammel faldt han om i Glassalen i Tivoli. Han nåede aldrig at komme på scenen. Han døde af et hjerteslag. Dagen inden havde han haft et ildebefindende. Dirch var blevet kørt på Kommunehospitalet, men sendt hjem igen. Sådan gik det desværre ikke anden gang.
'Han brændte sin ende med begge lys' – (revycitat)
Ingen var i tvivl om at Dirch mere eller mindre havde brændt sit lys i begge ender. Når man ser på hvad han medvirkede i af produktioner på teatre, film etc., er det komplet uforståeligt, at manden kunne overkomme det. Han sagde ganske vist at det var nødvendigt for ham at arbejde. Under ingen omstændigheder ville han drosle ned. På et tidspunkt indspillede han film om dagen, teaterprøver om eftermiddagen og to forskellige forestillinger om aftenen. Det kunne klares ved, at i det første stykke var Dirch ikke meget med i første akt. Så spurtede han over til det andet teater, de lå begge på Frederiksberg, og der spillede han den anden forestilling færdig. Publikum og kritikere var glade og tilfredse, for bare Dirch viste sig på scenen, skreg folk af grin.
Opvæksten
Det havde absolut ikke altid stået i kortene at Dirch Passer skulle være skuespiller. Hans far Vilhelm sejlede og var i perioder ikke hjemme i måneder. Alligevel styrede han familien. Det kunne være lidt svært på afstand, for moren Ragnhild var en ilter kunstnerisk sjæl. Der var gang i den i hjemmet med tre børn og hun bad altid Vilhelm om at ringe, inden han kom hjem. Ellers kunne hun ikke nå at rydde op. Dirch forgudede sin mor.
Dirchs skoletid var ikke så succesfuld som hans senere karriere. Han havde vanskeligt ved at regne og ville hellere lave sjov. Han prøvede at klovne sig igennem det meste af sin skolegang, men det gik ikke altid godt. Derfor besluttede faren, at Dirch skulle på J. Lauritzens søfartsskole i Svendborg. Han gennemførte og fik hyre på et brunkulsskib. Efter 35 dage var det nok, Dirch gik i land søsyg. Skuespildrømmene blev dog ikke lagt på hylden. Et par år senere kom han ind på ’De Frederiksbergske Teatres Elevskole’. Her fandt han ud, af at det ikke var de tunge roller der var hans force. Til gengæld fandt han sin egen vej og skolen gav ham en ballast.
Kærligheden
Dirch blev gift med Sigrid Horne-Rasmussen, de var sammen fra 1949-1958. De fik datteren Dorte. Dirch boede med Judy Gringer de næste 5 år, indtil han mødte Hanne Bjerre i 1963. De gik fra hinanden i 1970. De har datteren Josefine. Dirch forelskede sig i Bente Askjær i 1976. De var sammen til hans død. Dirch var meget glad for sine børn og prøvede i det omfang han kunne, at være optimalt sammen med dem. Josefine boede sammen med Bente og Dirch.
Et elskeligt folkeeje
Hvorfor elskede danskerne Dirch Passer? Og hvorfor fik han succes? Det kan siges meget simpelt, Dirch var lige så hjertevarm og elskelig som hans udstråling. Publikum elskede ham og han elskede dem. Danskerne kunne identificere sig med hans humor, joviale fremtoning og jævne almindelige opførsel. Han blev alle mands eje. Hvad mange ikke vidste var, at bag den højtgrinende facade gemte sig en sky og ensom mand. Han måtte ’klare ærterne selv’. Dirch skulle ’opfinde’ sig selv hele tiden i nye små roller, sketchs, som f.eks. revygenren er. I filmmanuskripter stod ofte ved hans rolle, at han skulle finde på noget morsomt! Det var belastende og det hele krakelerede på et tidspunkt.
Kritik og skrøbelighed
Kritikerne blev negative og sablede ham ned. Specielt blev hans medvirken i film pludselig det værste der var set. Han blev beskyldt for at være unuanceret, hvad der ikke var rigtigt. Selvfølgelig var der mange af rollerne der lignede hinanden, men Dirch formåede altid at give selv den kedeligste eller ordinære figur en sympatisk karakter. Med 100 film på repertoiret er det mere end godt gået.
Sagens kerne var, at pengemændene der stod bag Dirch ikke kunne få nok. Sådan er det ofte og hvis kunstneren selv vil, er der jo intet at stille op. Det blev ikke bedre selvom Dirch selv blev en del af produktionerne.
Biografien om Dirch fortæller på godt og ondt om et skrøbeligt menneske med et gudsbenådet talent. Han har bidraget til at gøre Danmark et mere morsomt sted at være og gør det stadigvæk.
Ole Sønnichsen fortæller på en afslappet og uhøjtidelig facon. Han kommer ind under huden på ’Hele Danmarks Dirch’.
Louise Frevert
Jeg har haft det privilegium at være sammen med Dirch Passer i Cirkusrevyen 1974 og ’Stig på’ i 1975, den sidste forestilling Stig Lommer producerede. Ja, han var en reserveret mand privat, men jeg har talt en del med ham på ’Stig på’, hvor jeg var tillidsperson for danserne, og han var altid imødekommende. Jeg fristes næsten til at sige sød, selvom det er et lidt akavet signalement af en stor mand på 192 cm. Men det var han.
Forfatteren
Ole Sønnichsen (f.1973), er uddannet på Danmarks journalisthøjskole og San Francisco State University. Han er opvokset i Nordborg på Als. Som teenager blev han sportsreporter på det lokale Jyske Vestkysten. På Aarhus Universitet læste han i 2 år Nordisk Litteratur. Han har tidligere arbejdet for Morgenavisen Jyllands-Posten og redaktør hos Gyldendal. I dag er han forlagschef for Storyhouse, et non-fiktion forlag under Lindhardt og Ringhof. Sønnichsen meget produktiv. Han har udgivet mere end 20 biografier bl.a.: En helt almindelig mand, biografi om Benny Andersen 2013, Mit liv som Ulf, med Ulf Pilgaard 2015, Med håbet som drivkraft, med Villy Søvndal 2016, One Dollar Man, biografi 2019. Siden 2010 har han med succes specialiseret sig i udvandringshistorier om de 300.000 danskere, som mellem 1850-1920 udvandrede til Amerika.
Dirch. Fortællingen om Danmarks største komiker. Forfatter Ole Sønnichsen. Revideret udgave fra 2009. Udgivet på forlaget Lindhardt og Ringhof.
Boganmeldelse: DIRCH – se mere her
Læs også Freverts BOGANMELDELSE: Dansk Revy – 175 år – her
Boganmeldelse: DIRCH er anmeldt af Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Redaktion: Jesper Hillestrøm
