Henrik Wivel: Vilhelm Hammershøi – Maleri som poesi

Maleren der gik sine egne vegne veje

✮✮✮✮✮✮

' …… Biografien er særdeles velskrevet og indholdsmæssigt så udførlig, at den ganske enkelt ikke er til at komme uden om, hverken for nutidens kunstinteresserede eller for de kommende generationer …. '

– Niels Lyksted, KULTURINFORMATION

Dr. phil Henrik Wivel påbegyndte sit livslange arbejde med Vilhelm Hammershøis værk i 1982. Hans første biografi om den verdensberømte maler blev udgivet i 1996, og i 2017 udkom “Hammershøi i Davids Samling”.

Nu foreligger Wivels definitive biografi om maleren, der brugte lyset i skildringen af omgivelserne, og som åbnede dørene til en indre verden med dybe eksistentielle komplikationer, ensomhed, meditativ eftertænksomhed og erotisk fascination.

Hidtil ukendt kildemateriale

I “Vilhelm Hammershøi – Maleri som poesi”, kaster Wivel nyt lys over malerens gådefulde interiører og landskaber samt om hans måske lige så gådefulde personlighed og ægteskab. Det sker blandt andet på baggrund af hidtil ukendt kildemateriale fra broren Svend Hammershøi i form af dagbøger og breve.

Og så må vi ikke glemme Wivels enorme viden om epoken, som Hammershøi levede i, og om samtidens tankeformer.

Salgsrekorder

En kunstners værdsættelse kan gøres op på mange måder, men også i kroner og ører eller dollars. Af bogen fremgår det, at maleriet “Interiør, musikværelset”, 1907, blev solgt for 9,1 mio. dollars på Sotheby’s i New York i maj 2023. Dermed blev der sat en ny salgsrekord for et værk af en dansk kunstner.

For egen regning kan jeg tilføje, at maleriet “Interiør fra Strandgade 30”, 1900, blev solgt for hele 31.500.000 kr. ved Bruun Rasmussen Auktioner i november 2019. Maleriet er dermed det hidtil dyreste maleri solgt ved en dansk auktion. Se foto!

Men hvordan er det kommet så vidt? Nedslag fra bogen følger!

Bruun Rasmussen Auktioner solgte i november 2019 Hammershøis maleri “Interiør fra Strandgade 30”, 1900. Det blev det indtil da dyreste maleri ved en dansk auktion. Kvinden ved vinduet er hustruen Ida. Bemærk, hvordan solstrålerne falder igennem det sprossede vindue og ned på gulvet. Et typisk Hammershøi-motiv! Foto: Niels Lyksted.

De formative år

Vilhelm Hammershøi var på mange måder særdeles priviligeret. Hans mor, Frederikke Hammershøi, så allerede tidligt sønnens kunstneriske talenter og sørgede for, at han i en tidlig alder fik tegneundervisning af nogle af tidens mest kvalificerede lærerkræfter i Danmark.

Snart udviklede Hammershøi sine evner som tegner ved at benytte skraverede gradueringer mellem skygge og lys, hvilket skaber dimension og plastisk rumlighed om figuren eller tingen.

Denne teknik overførte Hammershøi efterfølgende i sit maleri, hvor den naturalistiske gengivelse transformerer lokalfarver til en toneskala, der består af mere eller mindre grå farvenuancer i slørlys.

“Støvkornenes dans i solstrålerne”, 1900. Det er lyset, der er i fokus – ikke interiøret. Foto: Niels Lyksted.

“Interiør. Ida ved bord med flasker og gullighvid terrin”. Strandgade 30, 1910. Kan det blive mere mystisk?

Hvad laver Ida egentlig? Måske er det ikke hende, men de to flasker og terrinen, der er hovedpersonerne? Foto: Niels Lyksted.

Fotografiet

Fotografiet blev ligeledes af allerstørste betydning for Hammershøis kunstneriske udvikling. Hans fascination af fotografiets dristige kompositionsprincipper og valører mellem sort-hvid og grå dannede ligefrem basis for hans maleriske udtryk.

Det fremgår fx af to tidlige billeder af søsteren Anna, hvor han omdefinerede genren “portrætmaleri” fra det karakterfulde, vellignende ydre til det drømmende og tvetydige indre. På billedet “Ung kvinde, der syr”,1887, er Anna inde i sig selv og kommunikerer ikke med beskueren.

Farven rød

Helt centralt emne i Hammershøis univers er boligerne. Og farven rød! Første gang, han anvendte den, var på Rahbeks Allé fra 1894. Her blev stuens Louis Seize-interiør gengivet med varmt røde og lyserøde vægfelter med hvide paneler og forgyldte pilastre.

Den røde farve indgår også i de velkendte sort-hvide interiører fra Strandgade 30, Bredgade 25 og Strandgade 25, selv om vi næppe opdager det. Men den er der! Fældet ind i baggrunden, hvor den rosa farve findes som undermaling.

Hammershøi grundede sine interiører med nuancer af rødt for at give dem en indre varme. En glød, der forlener hans grå motiver med det violette og i videre forstand en ulmende lidenskab, som kunstneren holder i ave. Det skaber spænding i hans værk!

“Hvide døre”, 1899. Rummets objektive og vertikale arkitektur og linjeforløb synes i færd med at gå i opløsning.

Møblerne er væk. Og Hammershøi undlader at male Ida. Selv rummet er på vej væk i hvidt lys, i intetheden. Foto: Niels Lyksted.

Slørlys

Et andet kendetegn, der optræder i Hammershøis tidlige værker, er: lyset. Ikke et klart lys, men et slørlys, der bliver filtreret igennem kunstnerens temperament.

Med sit fotografiske blik stiller kunstneren ikke helt skarpt, men lader tid og rum smelte sammen. Motivet er løftet fra øjeblikket ind i evigheden, hvor det vibrerer mellem fremkaldelse og forsvinden, anfører Wivel.

Kunstneriske og åndelige strømninger

Hammershøi var en uhyre bevidst, men diskret, deltager i tidens kunstneriske og åndelige strømninger. Han hørte fx til kredsen af kunstnere, der stod bag stiftelsen af Den Frie Udstilling.

Og så besøgte han utrætteligt Europas væsentligste kulturbyer og museer, hvor han orienterede sig både i den klassiske og i samtidens kunst.

Særlig James Abbott McNeil Whistler havde hans store interesse. Især dennes hovedværk “Arrangement i gråt og sort nr. 1: Portræt af kunstnerens mor”, 1871 gjorde indtryk. Hammershøi motiver blev med inspiration herfra snarere til arrangementer i gråt og sort end eksakte gengivelser af personer, rum og bygninger.

Et græsk relief, Artemis og Job

Det er formentlig de færreste museumsgæster, der umiddelbart kan tolke Hammershøis malerier “Et græsk relief”, “Artemis” og “Job”. Ifølge Wivel er der tale om rådvilde mennesketyper, som savner retning og mål for deres tilværelse. Vi skal se billederne i lyset af filosoffen Friedrich Nietzsches udsagn “Gud er død”. Nu må mennesket tro på sin egen skaberkraft og tage sin skæbne på sig selv. Der er ingen hjælp at hente fra guderne!

For at kunne forstå de to første billeder, er det nødvendigt at sammenligne med forlæggene: to relieffer. I begge tilfælde er mændene i højre side udeladt. Den patriarkalske konvention er ikke længere gældende. Både mænd og kvinder må omtænke deres rolle i tilværelsen.

Og “Job”? Han er den blinde mand, der afmægtigt rækker armen frem for sig i endnu en forgæves henvendelse om frelse, nærvær, sanselighed og livsfylde. Formentlig et selvportræt. Hammershøi var nemlig på vej mod at finde sig selv som kunstner, anfører Wivel.

Fra begær til objekt

Billeder kan undertiden afsløre mere, end man umiddelbart forventer. I maleriet “Nøgen kvindelig model” fra 1889 viser Hammershøi den unge kvinde som erotisk svulmende. Umiddelbart efter maler han et portræt af sin forlovede siddende i samme positur, men gengivet som uskyldens udtrykte billede.

Ti år senere maler Hammershøi “To figurer. Dobbeltportræt af kunstneren og hans hustru”. Her sidder ægteparret over for hinanden adskilt af en hvid dug med hendes vielsesring som fikspunkt. Følelserne fra forlovelsesbilledet er kølnet. Ida er ikke længere målet for hans begær. Hun er nu reduceret til et objekt, der skal tjene til Wilhelms kunstneriske inspiration og det marked, som efterspørger hans billeder af hende, men ikke malerier af Ida selv.

“De høje vinduer, Strandgade 25”, 1913. Maleriet viser karakteristisk den rygvendte Ida, der står ved det åbne vindue

i eftermiddagssolen og kikker ud på kajen, havnen og bygningerne over for havneløbet.

Det hele diffust anet i det stærke modlys igennem de mættede ruder. Foto: Niels Lyksted.

“Ung kvinde, der syr”, 1887. Maleriet er baseret på fotografi af Valdemar Schønheyder Møller.

Den unge pige (Vilhelms søster Anna) er inde i sig selv og kommunikerer ikke med beskueren.

Hun er indadvendt og i den forstand fraværende over for beskueren, men nærværende i forhold til sit arbejde. Foto: Niels Lyksted.

Fra hjem til motiv

Vi er nu fremme ved Strandgade 30, hvor parret Hammershøi skulle bo i mere end ti år, og hvor Vilhelm malede langt hovedparten af sine ikoniske interiører.

Hjemmet blev snart ændret til et atelier præget af spartansk enkelthed. Det var dog ikke nok for Hammershøi, der stiliserede og forenklede lejligheden yderligere, så den primært fremstod som et motiv – ikke et hjem.

Og hvilke motiver? Først de hemmelighedsfulde billeder med den som oftest rygvendte Ida. Siden fulgte malerier som “Åbne døre” og “Hvide døre”, hvor Ida er helt forsvundet. Tilbage er tomheden og den formelle abstraktion over rummets og mellemrummets væsen. Med “Støvkornenes dans i solstrålerne”, 1900, bliver lyset sat i centrum.

Hjemlig uhygge

I malerierne, hvor lejlighedens svalegang indgår, bliver motiverne udpræget klaustrofobiske. Skellet mellem ude og inde overskrides nemlig sjældent. Modsat vennen L.A. Ring, der malede motiver på kanten af verden, drømte Hammershøi ikke rigtigt om at komme ud og gøre sig fri. Han ekspanderer ikke udadtil, men udelukkende indadtil, påpeger Wivel.

Hammershøi som menneskemaler

Wivel kommer nu ind på ægteparrets ægteskabelige udfordringer, blandt andet baseret på hidtil ukendt kildemateriale fra broren Svend Hammershøi. Det drejer sig om Idas psykiske problemer og i foråret 1906 tillige om en ondartet svulst. Ida overlever operationen, men dødsangsten hos dem begge fører til, at Vilhelm året efter maler to smukke portrætter af rekonvalescenten Ida.

Hammershøi har her portrætteret Ida usentimentalt med suveræn menneskelighed og skildret hendes – og hans – angst for døden og erkendelsen af livets skrøbelighed.

Hammershøi er dermed trådt i karakter som menneskemaler – ikke blot den evige interiørmaler, fastslår Wivel. Dermed opstår en parallel til Henrik Ibsens drama, “Når vi døde vågner”, 1899, hvor dramatikeren i et selvopgør beskriver omkostningerne ved den ideale kunstneriske stræben.

“Interiør. De fire stuer”, 1914. Hammershøi beskriver det lange forløb igennem de fire stuer en suite med de åbne,

hvide døre i sidelyset fra vinduerne. Perspektivet bliver livfuldt i kraft af den variation, som kunstneren lader dørene stå åbne med.

Foto: Niels Lyksted.

Poetiske – men gådefulde landskaber

I de senere år er der velfortjent kommet et betydeligt fokus på Hammershøis landskabsbilleder. De er lige så gådefulde som hans interiører. Det, der interesserer ham her, er lyset – især modlyset. Det giver landskabet en metafysisk dimension. Hammershøis verden indeholder nemlig en anden verden, påpeger Wivel.

Mystikken fremmes ligeledes af Hammershøis brug af planparallelle kompositioner. Denne kompositionsteknik giver hans landskaber en følelse af rumlig desorientering. En flademæssig afvisning.

I skovbillederne brydes lyset af træernes stammer. Derved skabes et poetisk rumfang. Desuden indeslutter træernes bladhang betragteren – og kunstneren – i en sindsstemning af en egen dybde og skønhed, fastslår Wivel.

Vurdering

Henrik Wivel har gjort det igen: skrevet endnu en definitiv biografi om en af Danmarks største kunstnere. Senest var det Willumsen, der var i fokus, og før ham var det L.A. Ring. Denne gang gælder det Vilhelm Hammershøi.

Overordnet set er bogens styrke belysningen af Hammershøis udvikling set i lyset af den epoke, han levede i. Hvordan han påvirkedes af samtidens tankeformer. Og hvordan han alligevel gik sine helt egne veje.

Desuden er det interessant at følge Hammershøis kunstneriske udvikling på tværs af så forskellige genrer som portrætter, interiører, arkitekturmotiver og landskaber. Jo, der er klare paralleller hele vejen igennem.

Og så får vi et mere retvisende billede af ægteparret Ida og Vilhelm Hammershøi som personer og af deres indbyrdes forhold, end de karikerede beskrivelser vi ofte støder på. Parret havde deres udfordringer, men Wivels forskning giver et mere nuanceret billede. De værste skrøner kan nu for alvor dementeres.

Biografien er særdeles velskrevet og indholdsmæssigt så udførlig, at den ganske enkelt ikke er til at komme uden om, hverken for nutidens kunstinteresserede eller for de kommende generationer.

Endelig skal det fremhæves, at bogen er et fremragende eksempel på bogkunst af fineste karat. Troels Faber har stået for den grafiske tilrettelæggelse og bogens fornemme design, der minder om J.F. Willumsen-biografien, som han også stod for. Læs Lyksteds anmeldelse af værket her

“Interiør. Med klaver og sortklædt kvinde. Strandgade 30, 1901. Ida står stivnet og ubevægeligt ved siden af instrumentet.

Med sænket hoved og arme i vinkel ser hun ud, som hun læser. Mystisk! Foto: Niels Lyksted.

Strandberg Publishing. Henrik Wivel: Vilhelm Hammershøi – Maleri som poesi. 296 sider, rigt illustreret. Pris: 349,95.Udkommer også på engelsk.

Henrik Wivel: Vilhelm Hammershøi – Maleri som poesi – se mere her

Henrik Wivel: Vilhelm Hammershøi – Maleri som poesi. Coverfoto: “Forstudie til Solregn. Fra Gentofte Sø” 1903. Hammershøis landskaber er gådefulde lige som interiørerne. Bemærk den flimrende lyseffekt i vandspejlet og den planparallelle komposition, der giver en følelse af rumlig desorientering. Værket befinder sig blandt mange af værkerne, også på Ordrupgaard. Foto: Niels Lyksted.

En veloplagt Henrik Wivel ved frigivelsen af værket på

Gyldendal/Strandberg Publishing.

Foto: Niels Lyksted, KULTURINFORMATION

BONUS: Hammershøi-projektet

Statens Museum for Kunst har netop offentliggjort resultatet af et forskningsprojekt – Hammershøi-projektet – der omfatter detaljerede undersøgelser af flere end 130 malerier af kunstneren. Det kan frit tilgås via SMKs hjemmeside HER

Undersøgelsens mest interessante resultat er, at Hammershøi var søgende i arbejdsprocessen. Han traf afgørende valg sent i maleprocessen i form af til- og fravalg. Fx er møbler blevet malet væk for at styrke kompositionen og dermed udtrykket i billederne.

Hertil kommer, at Hammershøi anvendte en mere farverig palet end ventet – specielt til at skabe de utallige nuancer af hvid og grå. Blandt andet anvendte han koboltblå i skyggepartierne.

Wivel har utvivlsomt kendt til forskningsprojektets konklusioner, så der er ikke noget afgørende nyt at tilføje i biografien. Alligevel kan det absolut anbefales læserne også at gå på opdagelse i de mange lag på lag skanninger, der leder frem til undersøgningens konklusioner.