Litteraturkritik: ALT FRA HATTE TIL SKO

 

 

 

 

Et værk af Einar Már Guðmundsson – En fortæller af Guds nåde

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

 

 

'I sin nye roman vækker islandske Einar Már Guðmundsson 1980'erne til live igen. Vi genoplever F.C. Jac fremsige digte på Café Sommersko, som skete det lige her og nu'

– Niels Frid-Nielsen, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

ALT FRA HATTE TIL SKO begynder dengang morfar var ung. Stedet er i Nordens Hus i Reykjavik. Danskeren Poul Borum stod ved talerstolen, iført lyseblå denim, sort skjorte og håret var klippet i hanekam. Emnet: romanens død. Blandt tilhørerne var en ung Einar Már Guðmundsson (f. 1954), der dengang bare var en ung fyr, der drømte om at erobre verden med sin poesi.

 

I dag er Einar Már Guðmundsson internationalt anerkendt som viderefører af den islandske fortælletradition, der jo går tilbage til sagaerne. Han har skrevet romaner, noveller, digte, essays og vandt i 1995 Nordisk Råds Litteraturpris for "Universets engle", der handler om efterkrigstiden i Reykjavik.

En milepæl

For Guðmundsson bliver mødet med Borum i Nordens Hus en milepæl. Han "snakkede og røg", skriver Guðmundsson i sin nye roman, der henter titel fra en butik i Reykjavik. "Han hostede i hånden og kiggede ud over salen. Øjnene var levende og klare. Han var rask i sine bevægelser og virkede tough, besynderlig på en morsom måde, "sær, men intelligent", som folk sagde om ham".

 

Poul Borum var digter, "men han var også kritiker og i realiteten mere kendt i denne egenskab", lyder det. "Måske var han trods alt mest kendt for sit væsen og sit udseende, hvordan han skilte sig ud, og hvor speciel en type han var". Poul Borum skrev digte, anmeldte bøger i Ekstra Bladet, havde sin egen forfatterskole i lejligheden i Havnegade og var kendt i hele Kongeriget som punkernes Oldefar, sidst i 40'erne som han var dengang ved indgangen til 1980'erne.

 

Selv var Einar Már Guðmundsson på vej til København, angiveligt for at studere Litteraturvidenskab, reelt for at blive digter. I København genser unge Einar den halvgamle punker. "Han var en af de første, jeg lagde mærke til, da jeg flyttede til København i sommeren 1979" skriver Gudmundsson. "Jeg så ham til koncerter, i biografen, jeg så ham ved oplæsningsarrangementer, og jeg så ham på Café Sommersko, jeg så ham i Larsbjørnsstræde og på de forskellige steder i kvarteret omkring Pisserenden".

Noget … NYT, begynder

Den voksne punker var en del af gadebilledet i en by, hvor livskunstnere, fantaster, særlinge og originaler var en del af billedet. "Når man så Poul Borum i Københavns gader, lagde man mærke til ham. Det kunne ikke undgås. Han var særdeles iøjnefaldende, gik tit rundt i læderjakke med lynlåse og med alle mulige badges og sikkerhedsnåle og ordener, ligesom punkerne gjorde. Poul Borum stak bare mere ud, fordi han var meget ældre end andre punkere".

 

Einar Már Guðmundsson fornemmer, at noget nyt et ved at begynde. "Ja, velkommen til firserne, årtiet for Poul Borum, som vidste alt, hvad der var værd at vide om litteratur, faktisk også musik, og var så farvestrålende, at nogle ville sige, at det ville være mere korrekt at bringe et billede af ham end at beskrive ham med ord".

 

Einar Már Guðmundsson beruses af det nye årti, 1980'erne. "Det hele var ved at forandres. Musikken, lyrikken, romanen. Kort sagt hele samfundet, hele verden, tiden og det hele". Han kan slet ikke få nok. "Der var et eller andet ved at ske, et eller andet ved at blive født". Storbyen København gør ham høj. "København var en dampende gryde af digtning og musik. Det hele var i færd med at ske, ændrede livsformer, ny frihed, nye holdninger". Her er alt det, han har drømt om hjemme på Island. "Jeg hørte saxofonens vilde toner inde fra lunden. Jeg så cafeer og værtshuse, hørte i tankerne blues og jazz og klirren af glas og latterbrøl og et eller andet, som jeg ikke vidste hvad var, mærkede en ny verden åbne sig eller lukke sig eller noget midtimellem".

 

Også ude i verden blæser nye vinde. "Det var årtiet, hvor atomkrigen blev aflyst og Berlinmuren braste sammen". Og Einar Már Guðmundsson bliver hurtigt en del af det hele. "Det var en gigantisk eftersøgning, af ideer og ismer, toner og ord, alt, hvad der giver livet værdi".

En 'udlænding' i København

Han er og bliver i en årrække islænding i København. "At være islænding i København, det er et begreb, men et begreb, som ingen forstår med undtagelse af islændinge, og så måske færinger og grønlændere, de folk, som har været gæster hos det gamle herrefolk, jeg drister mig ikke til at sige koloniherrerne, men enten gæster eller undersåtter, hvis man kan sige det sådan, i medvind og modvind".

 

At være islænding i København er måske at iagttage de indfødte fra en outsiderposition, men det er også en fuldtidsbeskæftigelse, der giver identitet. "Det at være islænding i København, det var som et erhverv. Et fuldtidsjob. For nogle lod det til at være tilstrækkeligt, de lavede ikke andet end at være islændinge i København". Einar Már Guðmundsson tager det hele til sig. "I København kunne du træffe på islændinge af alle mulige slags. Her boede friheden. Alle mulige skægge påfund, alt muligt flip. Dér var Christiania, den frie kærlighed og store diskussioner om kønnenes ligestilling. Her boede folk, der var flygtet fra fordomme".

 

I København bliver den unge digterspire kendt som "den unge islænding" og hurtigt tiltrækkes han af dem, der dengang blev kaldt "firserdigterne" og kom fra Borums forfatterskole. De mødtes på Café Sommersko, "det var stedet, hvor alle kunstnerne kom".

Digtervennerne

Da Einar Már Guðmundsson første gang træder ind på Sommersko, står en ung, lyshåret mand ved baren og fremsiger digte. Den unge mand hed Flemming Palle Jakobsen, men havde taget kunstnernavnet F.P. Jac.

 

Et halvt århundrede senere fremmaner Guðmundsson scenen i sin nye roman. F.P. Jac "begyndte at tale om vulkaner og digtning og sammenlignede sig selv med en vulkan, og sagde, at han kom i udbrud flere gange om dagen". Da Einar Már kommer tilbage til Café Sommersko nogle dage senere, er det samme sceneri, "F.P. Jac beruset og glad". Han "lovpriste rusen, det at være beruset", husker Guðmundsson. I en avis har F.P. Jac bekendtgjort, at han vil drikke sig ihjel. Derfor bliver han digteren, som havde tænkt sig at drikke sig ihjel."Det blev det eneste, mange vidste om ham", noterer Guðmundsson sig.

 

I kredsen af firserdigtere er Søren Ulrik Thomsen nok den mest dybsindige, i hvert fald gør han stort indtryk på den unge islænding – "Søren Ulrik Thomsen er hverdagslivets dybdes poet", lyder det i "Alt fra hatte til sko". "Der er eksistens i hvert ord, i hvert digt. En spænding mellem sindet og virkeligheden. Dér hører digterne hjemme, i spændingen mellem sindet og virkeligheden".

 

Mens Jac var et storslået talent og også SUT – som Søren Ulrik kaldes blandt venner – er generationens nok største digter Michael Strunge, stjernen over de andre. "Han stod op ad en mur sammen med nogle punkere, blev set i følgeskab med piger med farvet hår i snævre læderjakker, og omslagene på hans bøger var som pladecovers. Han var blevet lidt af en profet, da han var omkring de tyve. Hvis der opstod et stridsemne i landet, henvendte man sig til ham, og hans svar var de unges mening".

 

Litterært indleder Strunge et opgør med klynkeriet i tidens såkaldte knækprosa, bekendelseslitteraturen. "Jeg vil gerne ud over klynkeriet og stræber efter at blive en slags bindeled mellem mennesker", citerer Guðmundsson Strunge, "og det var holdningen hos den nye generation, hos den nye tid, som også var min, og mit opgør" [..] "Digtekunsten måtte med andre ord ikke blive som en briks hos en psykiater, hvor forfatteren jamrede og klynkede i eget eller andres navn" [..] "Michael Strunge var de nye holdningers ansigt. Han var fire år yngre end mig, men var alligevel trådt frem forrest på scenen, da jeg flyttede til København i sommeren 1979".

 

Men Michael Strunge dør, inden han fylder 30 år. "Michael Strunge begik selvmord på samme måde som min bror syv år senere". Einars bror, Palli, dør uden samme heltestatus som Strunge, men med samme drøm om at blive digter, og med samme skrøbelige sind. Derfor skriver Einar Már Guðmundsson om dem begge, at "de på en vis måde er den samme slags engle i universet".

 

Michael Strunge står tilbage som romanens helt, fordi han ville "sammenflette fortælling og poesi, den ydre verden og den indre, og måske havde ingen været mere velvalgt til det end ham".

En sprogets tryllekunstner

Det er dog en sandhed med modifikation, for Guðmundsson finder, som den skjald han er, romanens fremtid i de ældgamle traditioner for folkelig fortællekunst, som han har hørt hos sin mor i de formative år i Reykjavik. "Mens modernisterne ude i verden udstedte den ene erklæring efter den anden om romanens død, fremplaprede husmødrene ved køkkenbordene i Reykjavik og på hele Island så formidable historier, at alle teorier om romanens død blev gjort til skamme og forvandlet til deres modsætning".

 

ALT FRA HATTE TIL SKO er en hyldest til fortællekunsten, og den viser os Einar Már Guðmundsson som en fortæller af Guds nåde, en sprogets tryllekunstner, der kan bringe fortiden til live.

 

 

 

 

 

Bonusfakta:

 

Már og Frid

 

Einar Már Guðmundsson og Niels Frid-Nielsen er begge født i 1954. Már studerede Litteraturvidenskab ved Københavns Universitet, Frid læste Nordisk Sprog og Litteratur samme sted. Már blev en del af det kreative miljø i København som beboer i kollektivet Sofiegården på Christianshavn, hvor bl.a. Kim Larsen også boede. Frid deltog i Poul Borums forfatterskole sammen med bl.a. Søren Ulrik Thomsen, F.P. Jac og Michael Strunge. Frid har mødt Einar Már Guðmundsson i Reykjavik, efter at forfatteren flyttede tilbage til fødeøen.

 

 

 

 

Litteraturkritik: ALT FRA HATTE TIL SKO. Roman af Einar Már Guðmundsson. Oversat fra islandsk af Erik Skyum-Nielsen. Udgivet på forlaget Lindhardt og Ringhof

 

 

 

 

Litteraturkritik: ALT FRA HATTE TIL SKO – se mere her

 

 

 

 

 

Litteraturkritik: ALT FRA HATTE TIL SKO er en anmeldelse af Niels Frid-Nielsen, KULTURINFORMATION

Redaktion: Jesper Hillestrøm