Film

anmeldelse | BREVFILMEN — Dokumentarfilm

anmeldelse | BREVFILMEN — Dokumentarfilm

 

 

 

 

Alt det, vi gerne vil nå at sige

 

 

 

 

 

 

 

anmeldelse | BREVFILMEN — Dokumentarfilm, 2021

Foto: Brevfilmen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

' ……. roen i, at én taler ad gangen, skaber et intenst rum og virker helt anderledes end det højlydte flow af meninger og flik-flak af løsrevne udsagn, som sociale medier og også mange dokumentarfilm kører efter i dag ….. '

– cand.mag. Rachel Einarsson, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Et nærvær der går mod tidens strøm

Det er på mange måder gribende, gyseragtigt og inspirerende at se BREVFILMEN. I to timer og seks minutter præsenteres vi for to modne mænds bekymringer og statusopgørelse over livet: det, der har været, er og kommer. Det sker i videobrevform, og det giver indholdet et særligt nærvær. Kategorien dokumentarfilm skal man som altid holde lidt i strakt arm, men den personlige passion, angsten og engagementet virker ægte hos hovedpersonerne.

 

Man kommer helt ned i gear. Fortælletempoet i BREVFILMEN går stik imod tidens tendens til lynhurtige klip og zigzag gennem vekslende synsindtryk og meningstilkendegivelser. BREVFILMEN er i den henseende som at se fjernsyn i 1980'erne, og det er ret befriende og meget kærkomment.

Carsten Brandt og Stefan Jarls mangeårige brevveksling

Carsten Brandt, født 1944, skuespiller, instruktør og stifter af Posthus Teatret i København, har i mange år været penneven med den svenske filminstruktør Stefan Jarl, født 1941. På et tidspunkt valgte de to venner at visualisere den videre brevveksling, og deraf opstod idéen til BREVFILMEN. Det lyder umiddelbart som en udfordring, at vi i mere end to timer skal lytte til alvorlige emner og fortællestemmer, der til tider er knapt hørlige.

 

Der skal noget til for at holde publikums opmærksomhed fanget så længe. Men det går for det meste godt, og proportionerne er i det store hele på plads. De to venner skiftes til at sende hinanden en videohilsen, og man mærker, at livets status optager dem begge — dog på forskellige parametre. Stefan Jarl er optaget af klimaets tilstand, folkesundheden og sammenhængskraften i det svenske samfund, mens Carsten Brandt er vendt mod det alment eksistentielle i menneskelivet: forholdet til døden, opstandelsen og kampen mellem sjæleligt lys og mørke. Dette også på baggrund af, at Carsten Brandt lever med en kræftdiagnose, hvilket drager ham tættere til tanker om livets afslutning, vejen videre og den kristne opstandelse som en mulighed midt i det usikre og ubehagelige.

 

 

 

 

 

 

 

 

anmeldelse | BREVFILMEN — Dokumentarfilm, 2021

Foto: Brevfilmen

 

 

 

 

 

 

Stefan Jarls samtidsanalyser og Jan Myrdals fortid

Den ene inviterer forskellige anskuelser ind i brevvekslingen i form af interviews med forskellige personligheder, den anden kører solo med citater og overvejelser fra forskellig kant. Det betyder, at vi i Stefan Jarls breve får interviews med videnskabsfolk, forfatteren Jan Myrdal og den somaliske svensker Mekail Jalaho, der arbejder med udsatte unge mennesker i indvandrermiljøet. Alle interviews synes inddraget med det formål at belyse tingenes tilstand nu og her, lidt bredt sagt.

 

I den sammenhæng er det værd at bemærke, at Jan Myrdal gennem hele sit liv var politisk aktiv med vægt på den yderste politiske venstrefløj — eksempelvis med sympati for Khmer Rouge i Cambodja i 1970'erne og det maoistiske styre i Kina. Det er ikke givet, at Stefan Jarl sympatiserer med Jan Myrdals politiske overbevisninger, men det er værd og faktisk nødvendigt for seeren at kende denne historik, som ikke umiddelbart fremgår af de hyggelige videoklip med Jan Myrdal i hans enorme bibliotek. Dog bemærker man hans overvejelser om klassesamfundet i stil med Karl Marx. Man kan ikke lade være med at overveje, om modtagelsen af BREVFILMEN ville have formet sig anderledes negativt i den kulturelle filmverden, hvis Stefan Jarl havde taget en stemme ind fra f.eks. den mere modsatte ende af den politiske skala.

 

Klippet med hans ven Mekail Jalaho er forholdsvis langt, og konklusionen på hele problemet med den banderelaterede vold i Sveriges indvandrermiljø får en lidt flad afslutning: Menneskeligheden er forsvundet, forklarer Mekail Jalaho til slut. Så meget tid for en lidt åbenlys konklusion, der efterlader seeren med endnu flere spørgsmål, som Stefan Jarl ikke stiller i indslaget.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

anmeldelse | BREVFILMEN — Dokumentarfilm, 2021

Foto: Brevfilmen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Dokumentarfilm eller subjektiv selviscenesættelse?

At Brevfilmen er karakteriseret som en dokumentarfilm, sætter også tanker i gang. Med det prædikat møder man filmen med en vis grad af tiltro til, at man får en form for objektiv information. Vi forventer, at filmen er et nogenlunde reelt billede af, hvad Stefan Jarl og Carsten Brandt overvejer og mærker. De to pennevenners indlæg virker da også oprigtige; de taler åbent om ting, der ofte er svære at sige højt. Alligevel ved man, at de to hovedpersoner er bevidste om, at alt bliver lagt frem for en offentlighed — at de er "på" — og at det private i det øjeblik, de udtaler det, er offentliggjort. Om bevidstheden om denne offentliggørelse har haft påvirkning på deres valg af emner, kan man jo kun gisne om.

 

Dog virker det som sagt troværdigt, og man røres under alle omstændigheder af deres omsorg for hinanden — at de følger hinanden til trods for deres forskellige udgangspunkter og bekymringer. Den ene kigger udad, den anden indad; den ene er dødsfikseret, mens den anden koncentrerer sig om livets tilstand nu og her, dog stadig med det for øje, at livet måske ikke byder på så mange flere leveår fra nu af.

Carsten Brandts eksistentielle og kristne overvejelser

Overfor Stefan Jarls samtidsanalyser får vi som nævnt en mere indadskuende og eksistentiel vinkel på livet med Carsten Brandts breve. Det er lidt gyseragtigt at følge hans gengivelse af, hvordan den franske guillotine fungerede — i detaljer. Vi mærker, at Carsten Brandt kæmper med mørke tanker og en slags dødsangst, og vi følger hans vandring frem mod et håb om opstandelse og kristne mirakler.

 

Man kunne også overveje, om BREVFILMEN er et udtryk for, hvordan mennesker reagerer forskelligt, når der skal gøres status — når livets afslutning måske ikke længere ligger så langt ude i fremtiden, og man konfronteres med tanker om, hvad livet var, er og bliver.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

anmeldelse | BREVFILMEN — Dokumentarfilm, 2021

Foto: Brevfilmen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Et langsomt fortælletempo med rum til eftertanke

Strukturelt og idémæssigt er BREVFILMEN interessant — en essayistisk tankerække bragt i et langsomt og behageligt fortælletempo på skift af de to pennevenner. Stemmeføringen er lavmælt, og ordene er velovervejede, ligesom i de gammeldags papirbreve, hvor ordene var præcise, velovervejede og velforberedte — måske endda overført fra en kladde til renskrivning på et friskt ark papir.

 

Den personlige meddelelsesform mellem de to gamle venner drager seeren til sig. Man berøres naturligvis af, at Carsten Brandt lever med en kræftdiagnose. Alvoren i tankeudvekslingerne fra begge hovedpersoner bringer én ned i gear. Man mærker, at man bliver ekstra opmærksom for at få det hele med. Roen i, at én taler ad gangen, skaber et intenst rum og virker helt anderledes end det højlydte flow af meninger og flik-flak af løsrevne udsagn, som sociale medier og også mange dokumentarfilm kører efter i dag.

 

For BREVFILMEN handler om de to hovedpersoners passioner — det, der brænder på for dem, når livet skal gøres op. Alt sat på en spids, kan man sige: det, der virkelig rører dem, og det, de gerne vil nå at få sagt. Det skal der være tid til.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Carsten Brandt

Foto: Brevfilmen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

anmeldelse | BREVFILMEN — Dokumentarfilm – se mere her

 

 

 

 

anmeldelse | BREVFILMEN — Dokumentarfilm – besøg Carsten Brandt i POSTHUS TEATRET 

 

 

 

 

 

 

anmeldelse | BREVFILMEN — Dokumentarfilm er filmkritik frembragt af cand.mag. Rachel Einarsson fra Klassisk bureau. Einarsson skriver og formidler artikler, reportager, podcasts og anmeldelser m.m, fra hele verden om klassisk musik. Hun er indehaver af portalen klassiskbureau.com som befinder sig på et højt internationalt niveau, og her findes et hav af oplevelser for selv de mest kræsne klassiske musikelskere. KULTURINFORMATIONs redaktion retter en særlig tak til Rachel Einarsson for samarbejdet. Redaktion: Jesper Hillestrøm

 

 

 

 

 

 

 

Brevfilmen (2026) — A Documentary Correspondence — English Abstract

 

Directed as a filmed extension of a decades-long epistolary friendship, Brevfilmen documents the video correspondence between Danish actor and theatre director Carsten Brandt (b. 1944), founder of Posthus Teatret in Copenhagen, and internationally acclaimed Swedish documentary filmmaker Stefan Jarl (b. 1941, director of the celebrated Mods trilogy). Structured as an alternating sequence of personal video letters spanning two hours and six minutes, the film constitutes an unhurried meditation on mortality, legacy and societal concern delivered in a deliberately slow, contemplative register that runs counter to contemporary documentary convention. Jarl's contributions engage with climate anxiety, public health and Swedish social cohesion, incorporating interviews with scientists, controversial author Jan Myrdal (1935–2020) — whose lifelong sympathies with Maoist China and the Khmer Rouge regime in Cambodia inform a complex undercurrent within the film — and Somali-Swedish social worker Mekail Jalaho. Brandt's correspondence turns inward, addressing existential dread, the prospect of death and a search for Christian resurrection as meaning amid his own cancer diagnosis. Reviewer Rachel Einarsson, a classical music specialist writing for KULTURINFORMATION, characterises the film's deliberate pacing and its insistence on single-voice address as a quietly radical formal achievement set against the fragmented discourse of contemporary social media and documentary editing conventions. A contemplative, formally unconventional work raising productive questions about the documentary genre's claim to objectivity.