anmeldelse | film: Primavera

Historisk drama

✮✮✮✮

' ….. filmen er smukt fotograferet og selvfølgelig med pragtfuld musik …… '

– Louise Frevert, KULTURINFORMATION

Venedig og den historiske ramme

Vi er i Venedig i 1700-tallet og befinder os i en slags klosterlignende bygning, Ospedale della Pietà. På det tidspunkt var det ikke et kloster i almindelig forstand, men en katolsk institution for især forældreløse og efterladte piger. Det blev brugt som en blanding af børnehjem, skole og musikkonservatorium. De mest musikalsk begavede piger fik en meget omfattende musikuddannelse og optrådte i et berømt kvindeorkester, ofte skjult bag gitre for publikum.

Så langt, så godt. Dette er den korrekte udlægning, og det er også rigtigt, at Antonio Vivaldi, nok mest kendt for ’De fire årstider’, var tilknyttet stedet med mellemrum fra 1703, samme år han blev præsteviet. Han var først og fremmest violinlærer for pigerne. En stor del af sit liv skrev han en betydelig mængde musik til de dygtige kvindelige musikere. Filmens billede af Vivaldi, der underviser og komponerer for pigerne, er historisk velfunderet.

Cecilia derimod er fiktion. Primavera bygger frit på Tiziano Scarpas roman Stabat Mater. Instruktøren Damiano Michieletto siger selv meget klart, at filmen ikke er en Vivaldi-biografi. Cecilia og hendes personlige historie er opdigtet og bruges til at fortælle om de unge kvinders liv og manglende frihed.

Og så til Vivaldis sygdom. Vivaldi beskrev selv sin lidelse som strettezza di petto, ’trykken/stramhed for brystet’. Det er gennem tiden oftest blevet fortolket som astma, og derfor ser man ham hoste og være forpustet i Primavera. Diagnosen astma er en moderne fortolkning. Der er ingen lægelig diagnose fra hans samtid. Sygdommen var dog alvorlig nok til, at han ophørte med regelmæssigt at afholde messe kort efter sin ordination. Så når filmen fremstiller ham som fysisk skrøbelig og med problemer med vejrtrækningen, har det altså et historisk grundlag. Det fylder en del i filmen og virker alligevel lidt overdramatiseret.

Vivaldis skæbne

Døde Vivaldi fattig? Ja, i store træk. Og det er måske den sørgeligste del af den virkelige historie. Vivaldi havde tidligere været både berømt og succesfuld og tjent ganske godt. Men hans musikalske stil gik efterhånden af mode. Omkring 1740 forlod han Venedig og rejste til Wien, sandsynligvis fordi han håbede på støtte og nye muligheder hos kejser Karl VI, som beundrede ham.

Så indtraf en katastrofal timing: Karl VI døde i oktober 1740, kort efter Vivaldis ankomst. Den efterfølgende politiske krise og den østrigske arvefølgekrig medførte blandt andet lukning af teatrene, og Vivaldi mistede både sin potentielle mæcen og mulighederne for at tjene penge. Han døde i Wien natten mellem 27. og 28. juli 1741, 63 år gammel.

Instruktør Damiano Michieletto fortæller, at den fiktive Cecilia delvist er inspireret af en virkelig kvinde, violinisten Anna Maria della Pietà, som voksede op på institutionen og blev en fremragende musiker. Vivaldi skrev hele 28 violinkoncerter til hende. Så Cecilia har ikke eksisteret, men hun er heller ikke grebet fuldstændig ud af luften.

Cecilia og Vivaldi

Filmens omdrejningspunkt er den meget musikalske pige Cecilia og hendes møde med Antonio Vivaldi, som foregår omkring 1716. Hun er 20 år og har været på børnehjemmet/klosteret, siden hun blev født, indleveret i hemmelighed, og moderen er ukendt. Det går Cecilia på, og hun er nærmest besat af at finde ud af, hvem moderen er, så hun kan komme ud i friheden. Hun oplever med såret hjerte, at et barn bliver hentet.

Venedigs overklasse kommer og hører koncerterne, og menageriet kører med et kæmpe overskud, fordi ældre mænd bliver gift med pigerne for svimlende beløb. Cecilia er allerede blevet lovet væk, altså solgt, til krigshelten Sanfermo.

I Venedig er der mange komponister, og pludselig er konkurrencen hård. Institutionen begynder at miste økonomisk støtte og beslutter at ansætte Vivaldi som huskomponist og dirigent for orkesteret, så det kan bevare sit høje niveau. Han kan ansættes billigt grundet hans dårlige økonomi.

Vivaldi opdager hurtigt Cecilias musikalske begavelse, og hun bliver første violinist. Hun har en umiddelbar beundring for Vivaldi og hans professionalisme. Der opstår en arbejdsmæssig spænding imellem dem. Det skal ikke på noget tidspunkt forveksles med et spirende kærlighedsforhold. De ser lighedspunkter hos hinanden, såsom ensomhed og en lidenskab til musikken.

Cecilia spilles af Tecla Insolia med en tilbageholdt skyhed, hvor der hele tiden ulmer et temperament nedenunder. Hun vil ikke kues og dermed indordne sig under klosterets regler. For hende er det musikken og friheden, der er det vigtigste. Hendes karakter er stille med sigende blikke og et sjældent smil, der oplyser hendes yndige ansigt. Tecla Insolia spiller rollen strålende. Du forstår hende uden de store armbevægelser.

Michele Riondinos Vivaldi er varm og indlevende. Du mærker hans engagement og hengivenhed over for musikken. Han spiller tilpas nuanceret til ikke at blive stereotyp, hvad nemt kan ske, når en skuespiller skal fremstilles som hostende, alvorlig og dedikeret komponist. Michele Riondino er virkelig god, og det er absolut de to hovedrolleindehavere, der bærer filmen hjem, og de har et fint samspil. Der mangler lidt mere kød og blod på de resterende karakterer. Du bliver træt af at se på gamle mænd, der kigger sultent på unge kvinder.

Frihed eller tryghed?

Filmen tager en dramatisk vending, da Sanfermo forlanger, at Cecilia skal giftes med ham her og nu. Når pigerne først er blevet gift, må de ikke længere spille. Det vil Cecilia ikke have skal overgå hende. Hun er sammen med en ung grønthandler, der kommer hver dag, og efter det er hun ikke ’ren’ længere. Lægen opdager det, og Cecilia bliver spærret inde. Sanfermo tager en grusom hævn, der får katastrofale følger for Cecilia.

Det er store temaer, vi bliver konfronteret med: Skal man være tilfreds med det, man har, og slå sig til tåls og føle, at man spiller sit liv under beskyttede rammer, eller skal man vælge friheden i en verden fuld af usikkerhed, men hvor du er herre over dit eget liv?

Filmen er smukt fotograferet og selvfølgelig med pragtfuld musik.

Instruktør: Damiano Michieletto.
MUSIK: NISI DOMINUS, RV 608- IV: CUM DEDERIT (Antonio Vivaldi). Fremført af Ensemble Matheus, Jean-Christophe Spinose, Philippe Jaroussky. FUGLE (Anna Meredith), Anna Meredith & Scottish Ensemble. JUDITHA TRIUMPHANS – RV 644, PT.1: ARMA CAEDES, VINDICTAE FURORES (Antonio Vivaldi). Alessandro De Marchi, Academia Montis Regalis, Marina Comparato, Coro Giovanile. JUDITHA TRIUMPHANS, RV 644, PT.1: O QUAM VAGA, VENUSTA, O QUAM DECORA (Antonio Vivaldi). Alessandro De Marchi, Academia Montis Regalis, Coro Giovanile. DAWN (Anna Meredith / Antonio Vivaldi), Anna Meredith, Scottish Ensemble & Antonio Vivaldi.

MEDVIRKENDE: TECLA INSOLIA – Cecilia, MICHELE RIONDINO – Antonio Vivaldi, ANDREA PENNACCHI – Guvernør, FABRIZIA SACCHI – Priorinde, HILDEGARD DE STEFANO – Laura, COSIMA CENTURIONI – Marietta, EDERICA GIRARDELLO – Agnese, REBECCA ANTONACI – Caterina, CHIARA SACCO – Maddalena, MIKO JARRY – Konge af Danmark. Med deltagelse af VALENTINA BELLÈ – Elisabetta Parolin og STEFANO ACCORSI – Sanfermo.

Læs mere om filmen her

anmeldelse | film: Primavera – find den i biografen på filmportalen lanterna.dk

anmeldelse | film: Primavera – se trailer her