REVOLVER | anmeldelse: All the Feels – Danseforestilling
Foto: Kasper Nybo
✮✮✮✮
' …… fire meget udtryksfulde og dygtige dansere og kostumer, der bliver ved med at have noget at fortælle ….. '
– Louise Frevert, KULTURINFORMATION.org
Der ligger et usædvanligt godt arbejde med koreografi og kostumer bag danseforestillingen All the Feels på Revolver. De to ting spiller sammen, så bevægelserne får en ekstra virkning, og kostumerne bliver en del af det, danserne fortæller med kroppen. Det fungerer i diskodansen, i de robotagtige sekvenser og i de skiftende følelsesmæssige udtryk. Her er der virkelig tænkt over, hvad tøjet kan gøre for dansen. De kropsnære blå pailletheldragter er geniale, og draperierne er sceniske smukke.
Et særpræget bevægelsessprog
Koreograf og iscenesætter Gunilla Lind har med sit kompagni VOMP fundet et særpræget bevægelsessprog. Jeg vil ikke på nogen måde rubricere dansestilen, for det er ganske befriende at opleve nogen, der har deres egen stil og tør holde fast i den. Danserne skal ikke presses ind i et strømlinet udtryk, hvor alle helst skal ligne hinanden. Der er plads til personlighed, til det mærkværdige og til bevægelser, som overrasker.
De fire dansere
De fire dansere udtrykker sig strålende. Her er det først og fremmest ikke deres teknik, men deres særlige måde at være i bevægelserne på. De har et bevægelsesmønster, der gør, at man følger dem med nysgerrighed. Også deres mimik er virkelig god. Ansigterne arbejder med, og det er ofte i samspillet mellem ansigt og krop, at en situation bliver morsom, genkendelig eller ganske ubehagelig.
Følelser i en digital verden
All the Feels kredser om følelser og om, hvem vi vender os mod for at få svar, forståelse og bekræftelse. Influencere og kunstig intelligens er en del af den verden, forestillingen tager fat i. Det er en verden, hvor der bliver talt meget om at mærke efter, samtidig med at en stadig større del af vores kontakt foregår gennem en skærm eller et automatisk svar.
Forestillingen giver os blandt andet et blik på TikTok-kulturen, Instagram og de attituder, vi overtager og viser frem. Hvordan ser vi ud? Hvordan reagerer vi? Og hvor meget af det, vi præsenterer for andre, kommer egentlig fra os selv? Det er der mange muligheder i, når man arbejder med dans, fordi kroppen kan afsløre noget andet end det udtryk, vi forsøger at holde fast i. Det bliver brugt i forestillingen. Her er kropssprogets overdrivelse tilladt.
Robotstemmen i telefonen
En af de ganske strålende idéer er sekvensen med den automatiske stemme, vi møder, når vi ringer til et firma. Man vil gerne tale med et menneske, men bliver mødt af en robot. Den situation behøver de fleste af os ikke nogen længere forklaring på. Vi kender frustrationen over at forsøge at få kontakt og blive sendt videre i et system, der ikke forstår, hvad vi egentlig spørger om.
Her får danserne med både bevægelser og ansigtsudtryk fat i noget meget genkendeligt. Det mekaniske bliver morsomt, men også ubehageligt, fordi der bag situationen ligger et reelt behov for at blive hørt. Vi kan få svar fra en maskine, men det er ikke nødvendigvis det samme som at føle sig forstået.
Det er også dér, forestillingen rammer noget i vores omgang med ChatGPT og andre digitale samtalepartnere. Vi henvender os med noget menneskeligt og forventer en form for kontakt. Men hvad er det for en kontakt, vi får? Den afstand mellem vores følelser og maskinens svar er der stof til både humor og eftertanke i.
Musikken og balletten
Lydsporet/musikken til forestillingen er formidabel. Fallulah har opfanget stemningen og strømningerne i samfundet og har transformeret det til en flydende understrøm af følelser, så virkeligheden tydeligt mærkes. Alle facetterne er med. Det er med til at løfte det hele.
Undervejs undrede det mig, at den klassiske ballet pludselig fik en del plads. Det skilte sig ud fra det særlige bevægelsessprog, som ellers havde fanget mig. Måske kan det læses som en tilbagevenden til rødderne, et ønske om at holde fast i noget velkendt midt i alt det nye og kunstige. Sådan forsøgte jeg i hvert fald at forstå det. Men forbindelsen stod ikke helt klar, og man savnede, at de passager fandt mere naturligt ind i den koreografiske helhed.
Når sammenhængen svigter
I det hele taget må man indimellem lede efter sammenhængen. Der er mange gode idéer og meget at se på, men især hen mod slutningen opstår der nogle sekvenser, som bliver trukket lidt for langt. De kommer til at stå som strandede øjeblikke, hvor man ikke længere er sikker på, hvad der foregår, eller hvor vi skal hen.
Det tager noget af brodden af den aktivitet og fremdrift, der ellers præger forestillingen. Man har været med i et levende og skiftende ekspressivt momentum, og så slipper forbindelsen lidt. Der er forskel på at blive efterladt med noget at tænke over og på at miste grebet om det, man sidder og ser. Enkelte steder opleves det sidste.
Slangehammen og slutbilledet
Til gengæld får kostumerne igen en stærk betydning til slut. Åsa Gjerstads arbejde fungerer her som langt mere end beklædning. For mig bliver det et billede på en slangeham, der er blevet krænget af.
Det er et flot billede at gå hjem med. For hvad står der tilbage, når vi får skrællet lagene af? Vores tøj, vores attitude, vores position og alt det, vi bruger til at fortælle omverdenen, hvem vi er? Vi kan gøre meget ud af at fremstå forskellige, men under det hele deler vi en række helt grundlæggende menneskelige følelser. Vi vil gerne elskes, forstås og have lov til at høre til nogen eller noget.
Sådan læser jeg slutningen. Ikke som en forklaring på alle forestillingens enkelte dele, men som et billede på det fælles menneskelige, der bliver synligt, når det ydre falder væk.
Samlet vurdering
All the Feels har sine uklarheder og sine lidt for lange passager. Men den har også en koreografisk egenart, fire meget udtryksfulde og dygtige dansere og kostumer, der bliver ved med at have noget at fortælle. Og ikke mindst har All the Feels et vigtigt budskab.
Foto: Kasper Nybo
Koncept: VOMP-et dansekompagni af Gunilla Lind. Koreograf og iscenesætter: Gunilla Lind. Medskabende dansere: Gustav Emil Møller, Hilde Ingeborg Sandvold, Ida Hebsgaard Mogensen og Sarah Olivia Klitgaard. Scenografi og kostumer: Åsa Gjerstad. Komponist og musikproduktion: Fallulah. Lysdesign: Thora Eriksen. Lyddesign: Julius Sylvest. Dramaturg: Rikke Frigast Jakobsen. Kreativ producent: Shuli Nordbek Azoulay. Forestillingsleder: Emilie Vestbo Johansen. Kunstnerisk konsulent: Josefine Elna Ibsen. Tematisk konsulent: Emma Holten. Kostumeassistent: Zandra Liungmann. Fotos: Kasper Nybo. Trailer: Sara Jordan. Co-produktion: VOMP, Bora Bora og REPUBLIQUE/REVOLVER. Forestillingen slutter 10. november 2026. Spillested: Revolver, Østerfælled Torv, 2100 Østerbro.
REVOLVER | anmeldelse: All the Feels – Danseforestilling – besøg forestillingen
LÆS OGSÅ:
DEN KONGELIGE BALLET: KOREORAMA
CPH STAGE 2025: LE GRAND BAL – Danseforestilling
PULS – Danseforestilling, Glassalen i Tivoli
REVOLVER | anmeldelse: All the Feels – Danseforestilling er frembragt af Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Redaktion: Jesper Hillestrøm