Litteratur

Erindringer: Ulla Terkelsen

Erindringer: Ulla Terkelsen

 

 

I MIN TID

 

 

 

 

 

 

 

 

Erindringer: Ulla Terkelsen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

' ……. Ulla Terkelsens tørre humor og fortælleglæde er med hele vejen igennem ….. '

– Louise Frevert, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I forhold til Ulla Terkelsens andre bøger, er denne erindringsbog en mere kronologisk gennemgang af hendes liv. Bogen er bygget op i gængs forstand fra hendes fødsel i Aarhus og slutter firs år senere. Det er pudsigt som forfatteren har beskrevet sin nuværende hverdag i det sydfranske, sammenlignet med hendes egen mors hverdagsrytmer.

 

Uagtet, at der er gået flere generationer, køber Ulla Terkelsen også ind hos den lokale bager, fiskehandel eller marked, nøjagtigt som hendes egen mor gjorde i Ullas barndom. Varerne er friske, og som hun pointerer: Du får dig en passiar med de lokale på turen. Det skaber liv i hverdagen og kontakten med dit nærområde består. Det glemmer vi ofte i vores fortravlede hverdag og i en travl børnefamilie kan det være vanskeligt at nå det hele, men ind imellem er det godt at huske på, at den menneskelige kontakt er både nødvendig og hyggelig.

Cannes

Det kan lyde som om Ulla er ved at gå på pension, men det er absolut ikke tilfældet. Hun har altid haft en veneration for det franske og har siden 2017 været fastboende i Cannes. Hun nyder sin tilværelse og vil aldrig kunne slippe ’livet som flyvende journalist’. Ulla har været over det meste af verden og i dens brændpunkter. Hun rapporterer stadig jævnligt fra Storbritannien, Tyskland og Italien. Hun er desuden kommentator ved danske og udenlandske kongelige begivenheder på TV 2. Ulla Terkelsen har ikke forandret sin velkendte stil i mere end 40 år. Vi ved hvad vi får, når hun dukker op på skærmen. Foruden dansk taler Ulla flydende engelsk, tysk, fransk og polsk.

De røde tressere

Ulla Terkelsen blev student fra Aarhus Katedralskole 1963 og uddannet ved Demokraten i Aarhus 1964-67. Uddannelsen var kombineret med et studieophold ved universitetet i Warszawa i Polen,1963-64. I hendes ungdom ikke alene flirtede hun med kommunismen, hun var glødende kommunist, men som hun selv beskriver det, man bliver jo klogere som årene går. Tiden i Warszawa gav hende kundskaber i polsk og blev springbræt til mange senere besøg og reportager fra landet.

 

Fra 1967 til 1987 var Ulla journalist og korrespondent i København, London og Washington, for bl.a. Danmarks Radio i årene 1978-1984. Derfra tog hendes karriere et spring. I 1987 og fem år frem var hun nyhedschef for TV 2. Fra 1992 opholdt hun sig i Bruxelles og Berlin i otte år. Hun blev derefter international korrespondent for TV 2 og boede i London. Fra 2009 bemandede hun stationens kontor i Kabul i Afghanistan sammen med to andre journalister.

Stilen holdes – man skal være præsentabel

Jeg tror at de fleste kender Ulla Terkelsen med den karakteristiske stemme, altid velfriserede frisurer og flagrende tørklæder. Hendes image. A propos hår. Ulla lægger ikke skjul på at hun er forfængelig, selvom hun skriver at hun ikke er det, og flere steder i bogen beskriver hun, hvordan det har kunnet lade sig gøre at få vasket sit hår. Selv i Afghanistan under bizarre forhold. Det fortæller jo bare om en kvinde, der ville fremstå korrekt og velsoigneret, uanset hvordan vilkårene var. Hun har altid tonet frem på skærmen med pondus og overbevisning og det virker ikke som om hun er blevet en dag ældre på 45 år.

Fotoalbummet

I bogen er der 16 sider med sjove billeder af Ulla, kolleger og hendes søn Nikolas. Det giver bogen ekstra varme og intensitet. Hvis du ikke tidligere har læst en af Ulla Terkelsens bøger, vil denne være ideel til at stifte bekendtskab med denne sprudlende kvinde. Det er vidunderligt og befriende at læse en erindringsbog/biografi, hvor forfatteren ikke ligger under for janteloven. Hun har og har haft, et liv fyldt med spænding og til tider måske lige farefuldt nok, men sådan har Ulla aldrig set på det. Hun har været på pletten og rapporteret til de trofaste og nyhedshungrende seere og lyttere.

En underholdende verdensdame fra verdens brændpunkter

Ulla Terkelsen dækkede sin første krig da hun var 25 år. Det var 1969 da soldater rykkede ind i Belfast. Der opdagede hun, at hun ikke var bange. Hun havde ikke kunnet vide på forhånd, hvordan hun ville reagere under pres, men bemærkede at hun blev helt rolig. Irland blev et land Ulla har haft tætte relationer til hele livet. I det hele taget har hun været god til at skabe sig et solidt netværk over hele verden.

 

Bogen er skrevet i en let og ’luftig’ tone. Sagt på en anden måde, Ulla Terkelsens tørre humor og fortælleglæde er med hele vejen igennem. Hendes sprog er tidssvarende og der ryger et par sandheder og svigende bemærkninger med i købet. Det er super underholdende. Ulla sætter ikke sit lys under en skæppe, og det skal man helle ikke når man har hendes konduite, kompetence og dygtighed. En bog med stor underholdningsværdi og indsigt. Desuden giver den en historisk beskrivelse af højdepunkter i verden over de sidste 55 år.

 

 

 

 

 

 

Erindringer: Ulla Terkelsen – I MIN TID. Er udgivet på Politikens forlag.

 

 

 

 

 

Erindringer: Ulla Terkelsen – I MIN TID – se mere her

 

 

 

 

Læs også Boeholts anmeldelse af ØST FOR PARADIS – En rejse, her

 

 

 

 

Erindringer: Ulla Terkelsen – I MIN TID, er anmeldt af Louise Frevert, KULTURINFORMATION

Redaktion: Jesper Hillestrøm