Boganmeldelse: ITHAKA
Roman

✮✮✮✮✮
' …… Mich Vraa er en sand historiefortæller …. '
– Louise Frevert, KULTURINFORMATION
ITHAKA er en følelsesladet roman, om en mand på 62 år, som på få uger kommer gennem en uventet eksistentiel krise. Vi kender det alle sammen til bevidstløshed, når et uheld indtræffer, er det som om Murphys lov kommer snigende, og alt vælter som dominobrikker.
Alex Harper er en verdensberømt forfatter. Han har fået afslag fra sit forlag på sit seneste manuskript, men bekymrer sig ikke synderligt om det. Pengene strømmer ind på kontoen, efter han som halvtredsårig fik en international succes med romanen ’Penelopeia’. Han er fraskilt fra sin kone, der er 14 år yngre end ham og er nu single, men lægger ikke skjul på, at han søger hyggeligt samvær med kvinder han møder på sin vej. For det meste er kvinderne hans fans. Han nyder det frie liv.
Alex er kommet til Ithaka, Grækenland. Han har fået en invitation fra sin far på 88 år. Han har været forsvundet siden 1974, og Alex har ikke set ham siden han var teenager. Det viser sig at faderen har flere villaer og Alex har ovenikøbet en søster.
Han skal ordne hans kremering og vi kommer med på en tur gennem Grækenland med en noget utraditionel bedemand. Efter denne roman ved jeg så også alt om kremering. I alle tilfælde i Grækenland.
Alex – et liv
Under turen begynder Alex at reflektere over sin barndom, faderens fravær, parforholdet, hans eneste datter og sin egen position i livet.
Ved at tage ’mental load-begrebet’ med ind i anmeldelsen, kan romanen ikke alene læses som en slags erkendelse roman, men også som en social og kønsreflekteret bog. Gennem Alex' historie bliver det tydeligt, hvordan mange mænd i hans generation kunne være fraværende i hjemmets arbejde. Uden at det nødvendigvis var synligt, at det kunne betegnes som ’arbejde’. Ved at anvende begrebet, får du mulighed for at få indblik i de tavse forventninger, der har formet både mænd og kvinders liv.
Romanen gør dette tema gennemsigtigt ved, at stille Alex over for flere tab og fejl: tabt kærlighed, fraværende far, et ægteskab som har mistet sit indhold. Hjemmets usagte krav til en struktureret hverdag.
Tiden er forandret! Eller er den? Jo, på mange fronter. Pligterne i hjemmet og hos børnefamilierne er blevet bedre fordelt. Vi har fået dette nye udtryk ’Mental load’ ind i vores sprog. Det passer godt på Alex. Han har levet et liv, hvor det næsten var et ukendt begreb. Byrden fandtes, men den lå usynligt hos kvinden. Først i de senere år er sproget kommet til at beskrive den ulighed, hans generation tog for givet.
Alex er et produkt af en tid, nok en af de sidste generationer, hvor mændene arbejdede på at nå deres ambitioners tinde. Kvinderne gjorde det vel også, men de er offentligt blevet skoset for at være fraværende i hjemmet, og det er mændene ikke i samme grad. Alex har nu i erkendelsens klare skær dårlig samvittighed. Ikke alene over for det ene barn han har, Asta, men også over for sin ekskone. Han svigtede hende på bekostning af sin karriere, selvom de elskede hinanden. Hvor mange par har ikke haft det sådan igennem historien og ikke mindst litteraturen? Unævneligt mange gange. Det gør ingen forskel, det finder sted hele tiden, og vil fortsætte i fremtiden.
Turen til Ithaka kommer til at forandre Alex’ syn på sig selv både som far, ægtemand og menneske.
En relevant roman
Historien er begavet bygget op. Der er en fortløbende ’erkendelseshistorie’, men du skal som læser hele tiden forholde dig til flere ting samtidigt. Alex´ erkendelser undervejs er massive. Han er ved at støde sin eneste datter fra sig, igen, fordi han er bange for at tale om sine følelser. Han er uforstående overfor faderens totale fravær. Alt imens vi bliver taget gennem smukt beskrevne landskaber og romantiske huse.
ITHAKA er en fortælling om tid, ansvar og de skjulte mønstre mellem mænd og kvinder. Vraa formår at flette det personlige og det universelle sammen i et sprog, der aldrig er anstrengende, men lader det sive ind som varme i vintersolen.
Mich Vraa er en sand historiefortæller. Han evner at gøre banaliteter interessante, og livets store spørgsmål tilgængelige. ITHAKA er en smuk og relevant roman. Vi kommer ind under huden på en mand der er kommet til et punkt i sit liv, hvor han har erkendt, at der skal ryddes op. Hans beskrivelser af landskaberne og personerne er levende og interessante. Han må på det personlige plan have en passion for gamle biler, katte og de græske øer. Dette er naturligvis helt for egen regning, men man kan næsten ikke skrive om disse ting, hvis den ikke findes hos forfatteren selv.
Forfatteren
Mich Vraa (f. 1954), er forfatter, journalist og oversætter. Han debuterede som forfatter i 1982 med spændingsromanen Papegøjejagt. Gennem sin karriere har han udgivet over 20 bøger. I perioden 2016-2018 udgav han en anmelderrost trilogi om Dansk Vestindien, bestående af romanerne Haabet, 2016, Peters kærlighed, 2017, og Faith, 2018. Disse værker belyser Danmarks rolle i slavehandelen og livet på De Vestindiske Øer. Han har oversat bøger af forfattere som Jonathan Franzen, Anthony Doerr, Nick Cave og Dan Brown. I 2023 udgav han romanen ’Under en anden himmel’, en fortælling inspireret af Prins Henriks liv, der udforsker temaer som identitet og tilhørsforhold.
ITHAKA. Roman. Udgivet på forlaget Lindhardt og Ringhof.
Boganmeldelse: ITHAKA – se mere her
Boganmeldelse: ITHAKA er skrevet af Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Redaktion: Jesper Hillestrøm
