Kunstmuseum Brandts: ROSA SEJL
Svensk modernisme fra Moderna Museet

Hilding Linnqvist, Hjertets sang, 1920, Moderna Museet. Foto: Moderna Museet
✮✮✮✮✮
' …… denne periode i vores historie er spændende, billederne fortæller deres eget sprog ….. '
– Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Vi har altid haft et fint Nordisk samarbejde med vore naboland og man skulle tro at vi lignede hinanden, men det gør vi ikke. Bare se på vores sprog, flora, geografiske forhold og kulturelt er vi vidt forskellige. Det ses også tydeligt i kunsten, uagtet at mange nordiske kunstnere drog til sydligere himmelstrøg og lod sig inspirere. På denne udstilling reber vi sejlene og styrer mod Sverige. Vi skal på en rejse gennem Sverige, fra Sápmi i nord til Stockholm i syd og møde den svenske modernismes mangfoldige udtryk og pionerer.
ROSA SEJL
Når du træder ind i udstillingen ROSA SEJL, er det første du bliver konfronteret med en massiv brændestabelmur af Carola Grahn, 1982-, en svensk-samisk samtidskunster. Det er lige på og hårdt. Hun udforsker ofte temaer som samisk og svensk identitet, magtstrukturer og repræsentation. Denne kolos var opstillet på Moderna Museet i Stockholm i tre år. Da Carola Grahn satte den op sammen med en ven, skulle de tale om mental sundhed. Lidt som grønlænderne er også samernes kultur og eksistens blevet kørt over, og forsvinder langsomt. Der er begge steder en høj selvmordsrate og derfor er det nødvendigt at gøre opmærksom på, at den psykologiske habitus skal styrkes.
Udstillingens titel er fra et sommermotiv fra 1934 af Ragnar Sandberg og finder sted i en geopolitisk brydningstid. For 100 år siden var der krig i Europa, det er der desværre også i dag. Kunsten har altid været et bindeled mellem mennesker. Den skildrer ofte det som ikke umiddelbart bliver sagt, og et kunstværk holder beskueren i et øjebliks fortælling. Tanker og refleksioner fører ofte til samtaler og her begynder samspillet mellem mennesker. Ja, vi er allerede kommet vidt omkring.

Sven X-et Erixson, Tidsbillede, 1937, Moderna Museet. Foto: Albin Dahlström/Moderna Museet
Mange kunstnere
Når man siger svenske malere vil de fleste med sikkerhed sige Carl Larsson. Han malede romantiske skildringer af familiens liv i Dalarna fra slutningen af 1800-tallet. Men svenske kunstnere er meget mere end det. Denne udstilling koncentrerer sig om svensk modernisme: kunsten som i 1900-tallets første årtier bryder med naturalismens traditioner.
Nogle af de svenske kunstnere der bl.a. tog til Paris, var Sigrid Hjertén og hendes mand Isaac Grünewald. Det siges at Hjertén skulle have været Henri Matisses yndlingselev på hans malerskole. I begyndelsen af 1900-tallet bryder en ekspressiv, farvestærk stil frem. penselstrøgene blev friere og farverne vildere og kraftigere. Eksempelvis som i Sigrid Hjerténs maleri ’Det røde rullegardin’ fra 1916. Netop den røde farve er blevet brugt i røde (rulle)gardiner, draperet foran nogle af rummenes vinduer. Det styrker det farvestærke indtryk af hele udstillingen. Alle værker er gennemsyret af sprudlende energi. Uanset om det er de modernistiske værker eller samtidskunsten. Læs Freverts anmeldelse om ISAAC GRÜNEWALD her
Datid & nutid mødes
Udstillingen undersøger ikke blot svensk modernisme som stilretning, men også som et kulturelt og mentalt indslag i en brydningstid, ved at koble de historiske værker sammen med de nutidige kunstnere. Det gør modernismen til noget andet end et afsluttet kapitel, der var præget af en diskussion om identitet, national selvforståelse, fællesskab og længsel. Den viser, hvordan svenske kunstnere i første halvdel af det 20. århundrede forsøgte at skabe billeder af et samfund, der stod mellem industrialisering, social uro og fremtidstro.
København blev i krigsårene en vigtig mødeplads og samlingssted for svenske og danske malere og de havde dermed en tæt berøringsflade. Alligevel er de svenske malere præget af følelsesmæssig intensitet, drømmende kolorisme og en mere fortællende billedverden. Kort sagt de er meget anderledes end den danske modernisme, der i min optik er præget af korrekt klarhed og er mere behersket. Du er ikke i tvivl når du går igennem de flotte farverige rum. Svenskerne er et bombardement af stærke farver som trænger sig på. Billederne er sanselige og har en følelsesmæssig tone.

Sigrid Hjertén, Atelierinteriør, 1916, Moderna Museet. Foto: Albin Dahlström/Moderna Museet
Idyl og kampfly
En anden markant kunstner i denne sammenhæng er Sven X-et Erixson, 1899-1970. Han malede som regel monumentale værker. Et af dem er med på udstillingen ’Malerens Hus’ fra 1942. Hans sans for det naivistiske og detaljerede fornægter sig ikke. Han har her skabt et drømmebillede af svensk familieidyl. Moren sår i haven og sønnen vander de små planter. Over idyllen svæver på himlen svenske militærfly. Du oplever den trygge velkendte verden, for dernæst at blive distraheret af teknologi og krig. Det er tidløst og velkendt. Der er også andre naivistisk-fortællende værker f.eks. ’Kapslæden’ fra 1922 af Bror Hjorth.
I første halvdel af 1900-tallet forvandlede Sverige sig fra landbrugssamfund til moderne industrination og det gik rivende hurtigt. Perioden var præget af verdenskrig, tungsind og modløshed, men kunstnerne bevarede troen på fremtiden. Frygten for krig gik hånd i hånd med sociale reformer og en tro på forandring samt en lys fremtid. Tidens foranderlighed har og vil altid afspejle sig i kunsten. Svenskerne viste og brugte impulser fra både Paris og Berlin. De søgte nye udtryk, der genspejlede tidens moderne liv.
Gennem udstillingen ROSA SEJL møder du også værker af seks svenske samtidskunstnere, der bygger bro mellem modernismen og vor tid. Kunstnerne er Carola Grahn, Karin Mamma Andersson, Lena Cronqvist, Conny Karlsson Lundgren, Lap-See Lam og Anna Bjerger.
Værkerne taler
Det er en stor og spændende udstilling. Der er gjort en del ud af kurateringen i forhold til farver og rum. Det får udstillingsrummene og værkerne til at arbejde fint sammen og giver et gennemført udtryk. Ligeledes er der masser af plancher med tekst du kan fordybe dig i. Denne periode i vores historie er spændende, men du behøver ikke minutiøst at læse alt. Billederne fortæller deres eget sprog.

Gösta Adrian-Nilsson, Cowboy og heste, 1918, Moderna Museet. Foto: Tobias Fischer/Moderna Museet
Kunstmuseum Brandts: ROSA SEJL. Udstillingen er skabt i samarbejde med ’Moderna Museet i Stockholm’. Amfipladsen 7. 6000 Odense. Udstillingen kan opleves frem til 16. august 2026.
Kunstmuseum Brandts: ROSA SEJL – se mere her
Kunstmuseum Brandts: ROSA SEJL. Coverfoto: Sven X-et Erixson, Malerens hus, 1942, Moderna Museet. Foto: Prallan Allsten/Moderna Museet
Kunstmuseum Brandts: ROSA SEJL er anmeldt af Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Redaktion: Jesper Hillestrøm

