for børn | anmeldelse: Børnerevyen 2026
Teater

for børn | anmeldelse: Børnerevyen 2026

for børn | anmeldelse: Børnerevyen 2026

 

 

 

 

 

 

for børn | anmeldelse: Børnerevyen 2026

© Emilia Therese – all rights reserved

 

 

 

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

' …… Børnerevyen 2026 er en succes. Den formår at formidle hele revytraditionen ned til 17 numre, uden vaklen i geledderne ….. '

– Louise Frevert, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Der er ingen grund til at lægge skjul på, at jeg er vild med revy. Siden min ungdom har jeg ovenikøbet været så heldig at være med i både Cirkusrevyen og spille sammen med Dirch Passer, Tivolirevyen med Poul Reichhardt, Ulf Pilgaard, Malene Schwartz m.fl., samt revyen i Fredericia med Ole Ernst og mange andre revyer. Kort sagt, jeg føler mig på hjemmebane og elsker revygenren. Det var da heller ikke uden en vis skepsis, at jeg satte mig til rette i sædet til denne forestilling.

 

Revy er en vanskelig størrelse. Man skal kunne skifte karakter på et splitsekund og formidle præcist og kontant. Revyen består netop af små, skarpe bidder, hvor publikum skal være med fra første øjeblik. Derfor blev jeg himmelråbende glad over, at det var tre superprofessionelle skuespillere, der var med: Laus Høybye, Rikke Bilde og Kristian Holm Joensen. For næste spørgsmål kunne være: skal man spise børn af med middelmådig revy? Nej. Hvis du skal have et ungt publikum til at forstå en ca. 175 år gammel dansk revytradition, skal det være på den rigtige måde. Skuespillerne skal kunne deres kram, teksterne indeholde bid, satire, ironi, morskab og alvor, og der skal være musik. Forestillingen skal ramme en virkelighed, de unge mennesker genkender i sig selv og deres dagligdag. Revyen kom hele vejen rundt — alle kriterier var opfyldt.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

for børn | anmeldelse: Børnerevyen 2026

© Emilia Therese – all rights reserved

 

 

 

 

 

 

 

17 numre uden et eneste kikset

Det vil desværre være lidt for meget af det gode at omtale alle numrene, men det er ingen hemmelighed, at der faktisk ikke var et, der var kikset. Teksterne var tankevækkende, og man kunne more sig over sig selv og over alt det, der kan være svært, sjovt, pinligt og helt vildt vigtigt i livet. Tankerne er mange i de unge år og til tider vanskelige — både i skolen, med familien og i mange tilfælde sammen med både større og mindre søskende, og ikke mindst alle de ting, man går og forestiller sig og er bange for. Vi kom godt rundt i krogene.

 

Efter at alle var på scenen i åbningsnummeret gik vi direkte over i et hårdtslående nummer: "Sygt irriterende" med Laus og Kristian, tekst: Kristian Holm Joensen. To drenge fortæller om, hvor uudholdeligt det er at have mindre søskende, og hvad de gør for at "hævne" sig.

 

Den næste sketch er interessant — lyver børn altid, når de skal komme med en undskyldning? "Hvorfor kommer du for sent?" er med Rikke, Kristian og Magnus, tekst: Kristian Holm Joensen. Louis har mødt en gorilla, som har forsinket ham — hans lærer tror ham ikke, men det er rigtigt. Alt er ikke altid løgn og undskyldninger.

 

"Vi har været på ferie" er en sketch, hvor den ene af tre børn ikke har været på ferie, men de to andre har været verden rundt. Medvirkende: Rikke, Kristian, Laus. Tekst: Gunvor Reynberg. Skildrer fint børns nådesløshed over for hinanden.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

for børn | anmeldelse: Børnerevyen 2026

© Emilia Therese – all rights reserved

 

 

 

 

 

 

"Demokra-ti-stille" er lige til en dannelsesundervisning. Tekst af Kristian Holm Joensen, med Rikke, Laus og Kristian. Vi fik læst og påskrevet, hvordan de voksne og demokrati med flertal, kors, bånd og stjerner fungerer, indtil en voksen kalder til orden og bestemmer alt.

 

Det næste nummer var "Delebørn". Laus fremførte en tekst af samme, der gik lige i hjertet: hvordan det er at være delebarn, indordne sig og alligevel se de positive sider og fordelene. Et rørende nummer, der ville være med i puljen til årets bedste revynumre.

 

"Flødebollen" er børn i en nøddeskal. De finder på skarnsstreger med bussemænd osv. — frygteligt og skønt. Medvirkende: Rikke, Laus, Kristian.

 

"Langt ude" er en omarbejdning af den gamle børnesang "Langt ude i skoven". Laus er udklædt som træ, og Magnus prøver at akkompagnere ham undervejs. Laus er dødhamrende træt af den kedelige børnesang med et lille hus osv. — nej, han vil have et STORT bjerg, vandrutsjebane, pizzakanon og selvlysende nutellamadder. Som et barn falder han hurtigt i søvn, uanset hvor spændende sangen kan være. Laus viser hele vejen et kæmpestort og alsidigt talent.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Aveny-T

© Emilia Therese – all rights reserved

 

 

 

 

 

 

 

 

Revyens to store hits

I "Børnenes statsminister" er Rikke Mette Frederiksen, og Kristian en assistent, der skal sekundere med et slags tegnsprog — det bliver til kropssprog. Nu er hele salen ved at knække sammen af grin. Kontrasten mellem Frederiksens kontrollerede attitude og assistenten, som illustrativt knokler rundt for at fremstille alt fra at stå med begge ben på jorden til at stoppe verden, er vildt morsomt. Jeg synes, at Kristian kan have tendens til at gentage sig selv en gang imellem med sine leddeløse og lemmedaskende bevægelser, men jeg har herefter tilgivet ham alt. Denne sketch er genial. Den kunne sagtens have været et af hovednumrene i Odsherredrevyen. Tekst: Kristian Holm Joensen. Det skal siges, at Rikke Bilde gang på gang brillerer i forestillingen, ikke alene med en fin sangstemme, men også med tydelige rolleskift uden at blive forceret. Hun er dygtig.

 

Revyens andet hit var "Tangokat". Og nej, det er ikke på grund af den kendte musik. Det var Laus som den plagede katteejer, der trak nummeret hjem. Sjældent har jeg set et så timet nummer. Intet er overladt til tilfældighederne, og hans vanvid over katten, der manipulerer sine omgivelser med sin tango, er vidunderlig. Tekst: Vase & Fuglsang. Musik: Bo Bendixen (oprindeligt Pino Pagano, Francesco Maresca, Armando Soricillo).

 

I "Voksne er low key nice" er alle på scenen. Der bliver danset og sunget, så det unge publikum er med. Jeg fik bekræftet af Edith, at det var de rigtige trin. Musik: Coincidance (Handsome Dancer), Like That (Doja Cat feat. Gucci Mane) og Lush Life (Zara Larsson).

Hulkende grin og junioranmeldere på kanten af stolene

Det er længe siden, jeg har moret mig til en revy som denne. Undskyld til alle sommerens revyer, men her var der bare nogle numre, som var helt og aldeles sønderrivende morsomme. KULTURINFORMATIONs to junioranmeldere Edith på snart ti år og Astrid på syv år og undertegnede bogstaveligt talt hulkede af grin i specielt to af numrene. Det var næsten pinligt.

 

Revyen er bygget op i traditionel forstand med sketches, viser og monologer, og det giver afveksling for det unge publikum. De sad afventende på kanten af stolene og vidste ikke, hvad der ville komme. De var modtagelige for de alvorlige indslag og flade af grin, hvor det var tiltænkt. Spillerne fik også flere gange publikum med, og alt i alt gav det dynamik og flow.

Hvorfor er denne revy noget ganske særligt?

Hvad er det, der gør denne revy til noget ganske særligt? Er det løssluppenheden? At ingen har haft store forventninger til, at forestillingen skulle vise sig at have så meget at byde på? Jeg tror, det er det afslappede regi, den er produceret i, og at der ikke er den samme "præstationsangst" som i voksenrevyerne. På den anden side er dette et sats — men det er strålende.

 

Det kan siges ganske klart: Børnerevyen 2026 er en succes. Den formår at formidle hele revytraditionen ned til 17 numre serveret på lige under en time. Imponerende. Ingen vaklen i geledderne. En underholdende forestilling med flotte præstationer og dygtige skuespillere. Scenografien er enkel, så den kan flyttes til andre scener. Jeg glæder mig til en vinterrevy!

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Redaktion, Jesper Hillestrøm

© Emilia Therese – all rights reserved

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Børnerevyen 2026. Anbefalet alder 6-12 år. Instruktør: Frede Gulbrandsen. Medvirkende: Laus Høybye, Rikke Bilde, Kristian Holm Joensen. Musiker: Magnus Snorre Engelbrechtsen. Vært: Julie Kaya Ahnfelt-Rønne. Kostumer: Charlotte Greuser Falkenberg. Koreografisk assistance: Malik With.

 

 

Børnerevyen kan opleves på Aveny-T, Frederiksberg: 27. august–10. september 2026. Aveny-T oplyser, at der er både familieforestillinger og skoleforestillinger. Hos Græsted Revyen: 19. september 2026.

 

 

 

 

for børn | anmeldelse: Børnerevyen 2026 – se mere hos Aveny-T

 

 

 

 

for børn | anmeldelse: Børnerevyen 2026 er skrevet af Louise Frevert, KULTURINFORMATION

Redaktion: Jesper Hillestrøm