filmanmeldelse | thriller: By Any Means

✮✮✮
' ….. baseret på en sand historie ….. '
– G. Boeholt, KULTURINFORMATION
Filmen BY ANY MEANS handler om en borgerretsforkæmper Vernon Dahmer (Giancarlo Esposito), der vil give alle sorte i Mississippi mulighed for at stemme ved valg ved at tilbyde at betale stemmeafgiften for dem, der ikke selv har råd til at betale den. Dette huer ikke Ku Klux Klan, der er modstandere af, at sorte får større indflydelse på politik og i det hele taget. De får ham derfor slået ihjel ved en brand ved at sætte ild til hans hus.
Opklaringen af dette mord falder ikke FBI nemt og derfor indkalder de en hitman fra mafiaen Gregory Scarpa (Mark Wahlberg). Han har sine helt egne private brutale metoder til at klemme oplysninger ud af folk. FBI agenten Wayne Strider (Yahya Abdul-Mateen II), der er en sort agent og har sin oprindelse fra Mississippi, er ikke altid helt enig i håndteringen af opklaringen og de bestialske angrebsmåder. Han skal være kontaktperson for Scarpa. Han er anderledes oplært, men cheferne har givet Gregory Scarpa grønt lys uden stop. Hvordan det løber af stablen og ender ud i, må man selv se i filmen.

Setting
BY ANY MEANS foregår i 1966 i Mississippi og er baseret på en sand historie, hvilket også fremgår af efterskriften.
Temaer i filmen
Filmen er spændende, men til tider også lige voldelig nok. Man følger opklaringen af mordet og de forskellige ledetråde, de får undervejs. Man ser den hårde kamp, sorte måtte kæmpe, selv om de havde en autoritær position, bliver de ikke respekteret alene på baggrund af deres hudfarve.
Som det så ofte er portrætteret i film ser vi opdelingen af hudfarver på restauranter o.s.v.
BY ANY MEANS præsenterer tillige FBI agenten Wayne Striders private liv, så man får et indtryk af privatpersonen og hans lykkelige liv med sin kone.
Værket illustrerer, hvor vidt det kan lade sig gøre at samarbejde, når man arbejder på hver sin side af loven.


Skuespilpræstationer
Mark Wahlberg optræder overbevisende i sin rolle som nærmest psykopatisk afstraffer, der agerer udenfor lovens rammer.
Yahya Abdul-Mateen II virker ægte i sin forbløffelse over, at Gregory Scarpa gang på gang overskrider lovens rammer. En ægte FBI agent, der er glad for, at han endelig har fået tildelt en rigtig opgave.
Giancarlo Esposito udfylder rollen som den, der gerne vil forbedre de sortes vilkår og er villig til at ofre sine egne tjente penge på det.
Vurdering
BY ANY MEANS er en seværdig film, der bl.a. er interessant fordi den er bygget på en sand historie og tager det altid aktuelle emne op med forholdet mellem hvide og sorte. Den er ikke på niveau med MISSISSIPPI BURNING, men en udmærket film, dog med voldelige indslag, der ikke just er for sarte sjæle. Vi bevæger os i spektret af spillefilmen (1967) og den senere kendte 150 afsnits tv-serie (1988-1995) IN THE HEAT OF THE NIGHT.
filmanmeldelse | thriller: By Any Means – se trailer her
filmanmeldelse | thriller: By Any Means – find den i biografen på lanterna.dk
filmanmeldelse | thriller: By Any Means er skrevet af G.Boeholt, KULTURINFORMATION
Redaktion: Jesper Hillestrøm
