AKTUELT Teater

Bremen Teater: Djøf med Løgn

Bremen Teater: Djøf med Løgn

 

– TILBAGE TIL KONTORET

 

 

 

Bremen Teater: Djøf med Løgn

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮✮✮

 

 

 

 

‘ ……….. man ligger flad af grin ……’

 – Festus Steinmeier, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

Per Helge Sørensen er tilbage i storform med sit nye comedy-show “Tilbage til kontoret”. Endnu en gang formår han i en jævn strøm at få latteren til at bølge op imod ham, efterhånden som publikum umiddelbart genkender deres egen hverdag. Hele vejen igennem showet formidles rationalerne bag de skøre begivenheder, så vi ikke lades i tvivl om, at den virkelige dagsorden er helt forskellig fra det, som vi umiddelbart præsenteres for. Hvordan siger man for eksempel: “Skrid din klaphat” på djøfsk? Det får vi en meget præcis opskrift på undervejs i showet.

 

Efter at de fleste offentligt ansatte under Corona-nedlukningen har oplevet en periode med hjemsendelse og heraf følgende arbejde via Zoom, er der lagt op til en længere række gode grin undervejs. For eksempel sidder Per Helge på et tidspunkt i et hybrid-møde, hvor alle deltager hjemmefra.

 

Selvfølgelig kommer vi også lige forbi dyresammenligningerne, som os der er ramt af agilt arbejde jævnligt udsættes for. “Hvilket dyr ser du mest dig selv som: En eremitkrebs, en blæksprutte eller måske en slørhale”? Selv er jeg da for ikke så længe siden blevet spurgt, hvorvidt jeg angående min erfaring med agil softwareudvikling mente, om jeg var en skildpadde, en zebra eller en tiger. Og så er det ikke engang løgn.

Handlingen – Djøf med løgn

Handlingen udspiller sig i en unavngiven kommunal forvaltning “med vandudsigt og et havnebad lige neden for”. Nogle fra publikum på denne aften blev genkendt fra offentlige arbejdspladser som ligger ikke langt fra omtalte havnebad, hvilket ikke gjorde showet mindre morsomt.

 

Per Helge fortæller tre historier som naturligvis til sidst flettes nydeligt sammen. Vi hører om to forslag der konkurrerer mod hinanden for IKKE at blive valgt som det næste strategiske tiltag i forvaltningen. Det ene forslag hedder “Forundringslaboratoriet” som skal konkurrere imod tiltaget omkring “Permanent midlertidighed”. Kan du genkende jargonen fra HR-konsulenten på din egen offentlige arbejdsplads? Selvfølgelig må der slet ikke komme noget konkret ud af hverken det ene eller det andet strategiske tiltag, eftersom selveste Økonomidirektøren har en plan om at spare 5,7% ved at centralisere. Vi hører også om Per Helge der må oprette en havnebadeklub for at dække over sin flirt med Cecilie på 26.

Alvoren bag al det sjove

Vi hører om stereotyperne repræsenteret ved sagsbehandlerne, juristerne og konsulenterne som ikke har lyst til at tale med hinanden. Indimellem skal der optimeres, hvorfor LEAN-konsulenten hentes ind for at ‘slanke’ arbejdsprocesserne ved hjælp af nye tiltag, men efterlader det indtryk, at han eller hun egentlig heller ikke gider at tale med nogen.

 

Hvad gør man, når man står med ryggen mod muren, presset af økonomidirektørens sparekrav på 5,7 %? Showets konklusion er en meget god forlængelse af “Varmluftsstrategi for begyndere“; nemlig at hvis vi gider at nærme os hinanden og bruge lidt sund fornuft, kan vi komme langt. Så må man ind imellem forsøge at manøvrere udenom økonomidirektører, “Excel-sommelierer”, afdelingschefer og HR-konsulenter.

 

Per Helge Sørensen er rigtig god til at underholde i en rytme der gør, at man nærmest føler, at man griner hele tiden. Han skruer faktisk ikke på noget tidspunkt ned for charmen for at blive alvorlig, men man føler faktisk ikke behov for en pause fra al grineriet.

 

Med dette show får du et øjebliksbillede af tilstandene på de offentlige arbejdspladser som desværre ikke ligger meget langt fra virkeligheden, selvom Per Helge Sørensen gør sit for at overdrive historien, til man ligger flad af grin. Hvis du derimod er en offentlig lønslave og tilmed er træt af din egen ledelses seneste udspil til nye strategiske tiltag med fjollede og intetsigende titler, så har du virkelig hårdt brug for “Tilbage til kontoret”.

 

 

 

 

 

Se mere om Bremen Teater: Djøf med Løgn her

 

 

 

Bremen Teater: Djøf med Løgn – læs eller genlæs Festus Steinmeiers anmeldelse af Per Helge Sørensens ‘Varmluftsstrategi for begyndere’ – her

 

 

 

Bremen Teater: Djøf med Løgn er anmeldt af Festus Steinmeier, KULTURINFORMATION