Dokumentar: PÆDAGOGERNE DER VILLE ÆNDRE VERDEN

Fanget i et fodformet fængsel

Foto/grafik: Kristian Nordentoft

✮✮✮✮

' ……. en eftertænksom dokumentarfilm, der burde tvinge os mere til at tage nostalgibrillerne af og betragte socialeksperimenterne i 70'erne nøgternt ….. '

– Cand.mag. Jesper Emke ‘Udkantsberlin’ Clausen, KULTURINFORMATION

Kristian Nordentofts dokumentarfilm PÆDAGOGERNE DER VILLE ÆNDRE VERDEN stiller skarpt på et kontroversielt socialpædagogisk eksperiment fra 1970'erne, hvor idéen var, at unge kriminelle, stofmisbrugere og psykisk syge skulle resocialiseres i idealistiske kollektiver. Nyttede det noget?

Hvad er et fællesskab?

Det er grundlæggende det spørgsmål, som Kristian Nordentofts eftertænksomme dokumentarfilm ”Pædagogerne der ville ændre verden” forsøger at finde svaret på ved at rejse tilbage til 1970'erne og stille skarpt på Sall Kollektivet og pædagogernes metoder for at resocialisere udsatte unge.

”Vi troede, at vi kunne redde verden,” hører man en af pædagogerne fra dengang sige, i starten af dokumentaren.

Ambitionerne og idealismen var altså pænt høje hos de unge pædagoger i 70'erne: Det drejede sig om at frelse unge mennesker og give dem et bedre liv og på en anden måde, end systemerne kunne.

De unge kriminelle og stofmisbrugere skulle ud på landet og mødes i øjenhøjde. Man skulle finde sig selv i et nyt fællesskab, som var defineret af pædagogerne og deres idealisme og ikke af samfundet eller systemerne. Man fik lov til at ryge hash, for i det rette fællesskab ville de unge blomstre op og få en bedre liv.

Kristian Nordentoft bruger en meget stor del af sin dokumentar på at få pædagogerne og tidligere beboere til at reflektere over tiden på kollektiverne – og han rammer et par ømme punkter, men misser samtidigt et par andre.

Foto: Kristian Nordentoft

Nye husmøder anno 2025

For eksempel er vi i starten af filmen til fællesmøde med pædagogerne, hvor der bliver sunget nostalgisk socialistisk fællessang. Der bliver snakket en hel masse om idealer og gode hensigter, men der går ikke lang tid før nostalgien afløses af det vigtigste spørgsmål: Gav kollektivfællesskabet rent faktisk de unge et bedre liv?

Ane, en tidligere pædagog fortæller, at det har været svært at holde fast i mange af de unge.

P.C., en anden af pædagogerne, kan kun komme i tanke om én eneste beboer, Fisker Kim, som grundlæggende ikke har så meget dårligt at sige om kollektivet. Faktisk er der ingen at de fire tidligere beboere vi møder i filmen, der ønsker at sige noget direkte negativt om pædagogerne og kollektivet.

Vibe, en af de tidligere beboere i kollektiverne, som i dag bor på Bornholm fortæller, at hun efter opholdet vendte tilbage til misbrugsmiljøerne: Hun tog derhen, hvor hendes venner var, kom til Christiania og røg ind i et heroinmisbrug.

Vibe tager hatten af for pædagogernes idealisme – men som seer sidder man tilbage med ubesvarede spørgsmål om, hvorvidt kollektivet rent faktisk gjorde en positiv forskel i Vibes liv.

Foto: Kristian Nordentoft

Fakta og svar savnes

Vi mangler også svar på, hvorfor vi kun hører fra så relativt få tidligere unge på kollektiverne. Hvor er de henne? Hvad er der blevet af dem, og hvad blev der af fællesskabet efterfølgende?

Lidt, om muligt statistiske fakta, og forskerbetragtninger ville også positivt have understøttet fortællingen, og bidraget til oplysning. Hvor udbredt var modellen? Fandtes den kun i Danmark? Findes den stadig? Har modellen være afprøvet i udlandet, og med hvilke resultater? Afprøves den nu? Etc.

En af de historier, som det ville have været interessant at få afslutningen på, er historien om en psykisk syg pige, som kom til kollektivet i håb om, at man kunne helbrede hende. Pædagogerne troede ikke på, at psykofarmaka havde en effekt, så derfor tog man det fra hende. Hun blev helt psykotisk og fik ingen hjælp. Hvor er hun nu? – og hvordan ser hun tilbage på tiden i kollektivet?

Vi hører også om ”Børnebrigaden” – en ny tilgang til børneopdragelse i kollektivet. Virkede det efter hensigten?

Klaus, der er søn af en af pædagogerne i kollektivet, måtte som 5-årig se folk gå amok på hinanden med knive. Bør et 5-årigt barn opleve vold og knivstikkerier i sin barndom?

Klaus beskriver tiden i kollektivet som fyldt med brutalitet og kaos. Den beskrivelse kunne lyde som en beskrivelse af de hårde børnehjem eller fængsler, som pædagogerne hævdede, at de reddede de unge udsatte fra.

Det lykkes Kristian Nordentoft at få pædagogerne til at reflektere kritisk over deres egen tilgang til tanken om et måske forceret fællesskab og brutal børneopdragelse og at indrømme et par enkelte fejl.

Idealismen er/var stærk

Men dokumentaren viser også, at nostalgien ved fortiden og 70'erne ofte er stærkere hos pædagogerne end konsekvenserne ved den mislykkede idealisme og de følger, den havde for de unge udsatte: Man mindes i en rundkreds de gode tider med socialistisk fællesskab blandt pædagogerne, fascinationen ved idéen om at kunne skabe en ny verden og nye mennesker – men man kan ikke huske mange af de udsatte unge, der rent faktisk boede i kollektiverne, for de er i dag røget ud af fællesskabet. Paradoksalt.

Og så vender vi tilbage til spørgsmålet om, hvad et fællesskab er: I dokumentaren hører vi fællesskaber defineret som værende ”politiske fællesskaber” med en fælles dagsorden og fælles idealisme. Der findes ikke sådanne fællesskaber i dag, for fodboldkampe og koncerter osv. er ikke ”rigtige fællesskaber”, hævdes det.

Foto: Kristian Nordentoft

Fællesskaber i Kbh NV

Men Kristian Nordentofts film viser med al tydelighed, at fællesskabet findes lige uden for døren:

Indehaveren af døgnkiosken, Hallis, fungerer som en lige så god socialpædagog og er i filmen omdrejningspunktet i et lige så godt – eller måske endda meget bedre fællesskab – end pædagogernes forcerede fællesskab i kollektiverne. Drikkefællesskaberne i Nordvest fungerer – man passer på hinanden. Kommunen er opmærksom på fællesskaberne, kommunen passer på dem og får sine oplysninger om udsatte borgere netop via sådanne fællesskaber.

Til sidst i dokumentaren sidder man tilbage med følelsen af, at fællesskaber findes overalt: på gaden, i institutioner, i nærmiljøet: Der findes gode og mindre gode fællesskaber, men fælles for dem alle er, at medlemmerne i fællesskabet har noget tilfælles – hvilket burde være indlysende. Men var kollektiverne i den henseende gode fællesskaber?

Kristian Nordentofts PÆDAGOGERNE DER VILLE ÆNDRE VERDEN er en eftertænksom dokumentarfilm, der burde tvinge os mere til at tage nostalgibrillerne af og betragte socialeksperimenterne i 70'erne nøgternt.

Ikke alle går nemlig med samme størrelse fodformede sko, og det kan give vabler på sjælen at skulle tvinges ned i et fællesskab, hvor man ikke hører hjemme. Det viser Kristian Nordentofts film desværre også.

Foto: Kristian Nordentoft

Dokumentar: PÆDAGOGERNE DER VILLE ÆNDRE VERDEN har premiere 24. februar kl 20.00 på DR2, og kan herefter streames på DRTV.

Instruktør og animation: Kristian Nordentoft
Producer: Mette Mikkelsen
Klipper: Anders Obbekjær
Lyd: Eske Nørholm

Rådgiver: Lise Birk Pedersen
Filmkonsulent ved Det Danske Filminstitut: Frank Piasecki Poulsen
Musik: Rune Risager
Colorgrader: Rune Felix Holm

Postproduktionssupervisor: Jakob Schaumburg
Compositing: Jakob Bønsdorff Eriksen og Astrid Brix Torø
Klippekonsulenter: Anders Villadsen og Denniz Göl
Researcher: Line Berg

Dokumentar: PÆDAGOGERNE DER VILLE ÆNDRE VERDEN – se trailer her

Dokumentar: PÆDAGOGERNE DER VILLE ÆNDRE VERDEN er skrevet af Cand.mag. Jesper Emke ‘Udkantsberlin’ Clausen, KULTURINFORMATION. Redigeret af chefredaktør, Jesper Hillestrøm