anmeldelse | Nordatlantens Brygge: Daamani
– Dengang i Østgrønland
Foto: Torben Eskerod
✮✮✮✮✮
' ….. udstillingen er vellykket som et selvstændigt værk, også for den, der aldrig har set bogen …. '
– Master of Science, Bo Christiansen, KULTURINFORMATION.org
Nordatlantens Brygge, et fornemt gammelt pakhus mellem Strandgade og Inderhavnen, danner ramme om skiftende udstillinger og arrangementer, altid med nordatlantiske temaer. Frem til 24. januar 2027, er her to selvstændige udstillinger, der begge handler om erindringer, billeder, historier, følelser.
FØLELSERNES TERRÆN — Alda Mohr Eyðunardóttir og Helene Nymann ✮✮✮✮
Hukommelse som kunstnerisk materiale
Den ene udstilling, Følelsernes Terræn, vil jeg kun kort omtale. Det er den, man møder først, i stueetagen. Her går to kunstnere, Alda Mohr Eyðunardóttir og Helene Nymann, i dialog om at konstruere et følelsernes landskab. Alda arbejder med tekst, video og tekstil og beskæftiger sig især med kulturarv og hukommelse, mens Helenes kunstneriske praksis og forskning kredser om, hvordan vore minder former forestillinger om fremtiden. Så det fælles er hukommelse som kunstnerisk materiale.
Det er en minimalistisk kunstinstallation, hvor vi på et bagtæppe af naturlyde, som havets og vindens åndedræt, inviteres ind i et meditativt forløb. Det overordnede tema er erindringer og følelser, der kan repræsenteres i billeder og historier. Der er i kataloget nogle udførlige tekster om dette. I udstillingen bliver det eksemplificeret i en kort monolog om emnet abort. Er en abort noget, man får, eller noget, man tager? Bestemt en dyb diskussion, der bør tages alvorligt. Personligt vil jeg formulere spørgsmålet således: Er liv noget, man får eller tager? Og det korte svar er, at livet er en gave. Både hukommelse og følelser er ofte konstruktioner. Udstillingen her er et af flere forsøg på at udforske, hvordan det går til.
Foto: Torben Eskerod
Foto: Torben Eskerod
Daamani — Dengang i Østgrønland
Anmeldelsen her gælder først og fremmest den anden udstilling, som vi finder på førstesalen. Her har vi kunstneren Boletta Silis-Høeghs installation sammen med et udvalg af Arĸaluk Biancos fotografier fra 1950’ernes og 60’ernes Ammassalik. Bolettas kunst bygger bro mellem personlige erfaringer og den fælles historie.
Vi har allerede her i KULTURINFORMATION anmeldt bogen Dagligliv i Ammassalik, skrevet af Helene Brochmann i samarbejde med Arĸaluks søn James Bianco. Læs anmeldelsen Fotografier fra Østgrønland i 1950-60’erne
Arĸaluk Bianco blev født i 1921 og arbejdede som butiks- og postbestyrer i Ammassalik. Han var velbegavet og videbegærlig og havde let ved at tilegne sig viden om al den nye teknik, der kom inden for rækkevidde i det, der dengang stadig var et isoleret sted. Han var foregangsmand blandt de lokale med hensyn til påhængsmotorer, radio, skrivemaskine og altså også som fotograf, herunder egen fremkaldelse under primitive forhold i familiens kosteskab.
Gennem utallige fotografier dokumenterede han en optimistisk og livsbekræftende periode i byens historie, en periode med store forandringer. Samme sted og periode er allerede beskrevet, fotograferet og filmet af folk, der kom udefra, som telegrafisten Franz Berliner, skibsfører Niels Underbjerg, filminstruktør og fotograf Jette Bang og Weekendavisens tidligere redaktør Anne Knudsen. Men Arĸaluk er en lokal stemme, der med en vis stolthed leverer en positiv reklame for sin by, sin tid og dens mennesker, især gennem en lang række hverdagsportrætter.
Nu har et repræsentativt udvalg på cirka 80 af billederne fra bogen fået deres egen udstilling. Hvad sker der med billederne, når de træder ud af bogens fortælling og ind i et fysisk rum?
Foto: Arĸaluk Bianco
Foto: Arĸaluk Bianco
Den umiddelbare oplevelse
Hvor bogen er stærkt dokumentarisk og omhyggeligt skildrer tid, sted og personer samt slægtskabsforhold, så træder denne udstilling et skridt tilbage og viser billederne som en ny fortælling og giver en selvstændig kunstnerisk oplevelse.
Udstillingen er afdæmpet og har god sammenhæng. Billederne hænger tæt sammen og er med korte tekster grupperet efter samme temaer som i bogen: Familien, Højtider, Arbejde, Bygdeliv, Portrætter.
Billederne på væggen er ikke blot reproduktioner af bogens billeder, men fremstår som selvstændige værker. De er større, og nogle af dem virker stærkere på afstand, mens andre kræver, at man går tæt på. Her vinder udstillingens vægge over bogens sider. Nogle gange kan man fornemme kuratorens intentioner, men man får også sine egne personlige associationer.
I bogen er rækkefølgen ret fast, til gengæld kan man bladre og sammenligne. På udstillingen kan man gå frit omkring, men må så selv orientere sig og huske, så det er sværere at sammenligne.
Men udstillingens vægge fungerer ikke blot som forstørrelser af bogens sider. Udstillingen har nemlig tilføjet et genialt element – Boletta Silis-Høeghs kunstværk Itsuannisaarpoq (i kataloget oversat med at ’kigge gennem vinduet’).
Der er flere steder i udstillingssalen ophængt hvide gardiner og duge, hvorpå der projiceres utydelige billeder og smalfilmsklip, som skaber illusionen om at kigge ud af et vindue. Som kunstneren selv siger i kataloget:
”Min aanaa (bedstemor) og jeg spejdede efter bådene, og efter hvornår min aataa (bedstefar) eller andre kom hjem. Det kunne også være noget med at kigge ud over byen – det var i tiden før internettet, hvor vi både holdt øje med hinanden på en norm- og adfærdsregulerende måde, men også på en kærlig og omsorgsgivende måde; som i at vi beskyttede hinanden.”
Dette kig ud gennem et vindue giver en fysisk rumlighed og stoflighed til den virkelighed, som fotografierne repræsenterer.
Foto: Torben Eskerod
Den samlede dom
Udstillingen er vellykket som et selvstændigt værk, også for den, der aldrig har set bogen. Og kataloget giver en god sammenfatning af bogens indhold.
Portrætter af mennesker i deres eget hjem og i deres by handler jo ikke kun om personerne. De handler også om identitet, miljø, tilhørsforhold og forholdet mellem mennesker og det sted, de lever.
Arĸaluk lykkes faktisk med at skabe både individuelle portrætter, at portrættere grupper af mennesker og at skildre miljøer. Personerne bliver skildret med individualitet og værdighed. Han har tydeligvis sympati med dem og har til forskel fra de udefra kommende professionelle fotografer ikke den distance, som ville gøre billederne mere observerende.
Og her når vi måske frem til det, der binder de to vidt forskellige udstillinger sammen:
Hukommelse som kunstnerisk materiale. Kollektive erindringer, følelser, billeder, historier.
En række individuelle portrætter kan tilsammen fortælle noget sandt og nuanceret om en tid og et lokalsamfund.
Udstillingen Daamani — Dengang i Østgrønland får hermed en varm anbefaling.
Udstillingen Følelsernes Terræn kan virke en smule fortænkt.
Foto: Arĸaluk Bianco
anmeldelse | Nordatlantens Brygge: Daamani — Dengang i Østgrønland & Følelsernes Terræn kan besøges her
LÆS OGSÅ:
BOGANMELDELSE: Uden mandat – Bo Lidegaard
Pia Arke på Louisiana – DRØM OG FORTRÆNGNING
Et besøg på Ilulissat Isfjordscenter
STEMMER FRA GRØNLAND – en boganmeldelse
VINTERENS HJERTE – Knud Rasmussen og hans tid
Historien om Grønland og Danmark – DRTV
NORDATLANTENS BRYGGE: Grønlandske øjeblikke
TO FANTASTISKE UDSTILLINGER PÅ NORDATLANTENS BRYGGE
Statens Museum for Kunst: Jessie Kleemann – TIDEN LØBER LØBER TIDEN
anmeldelse | Nordatlantens Brygge: Daamani er skabt af cand. scient. Bo Christiansen, KULTURINFORMATION
Redaktion: Jesper Hillestrøm
Nordatlantens Brygge — Daamani: Dengang i Østgrønland — English Abstract
This double exhibition at Nordatlantens Brygge — a historic warehouse between Strandgade and the inner harbour in Copenhagen, dedicated to exhibitions with North Atlantic themes — presents two independent but thematically linked shows centred on memory as artistic material, on view until 24 January 2027. The primary exhibition, Daamani (Dengang i Østgrønland / Back Then in East Greenland), presents approximately 80 photographs by Arĸaluk Bianco (1921–1987), a local shopkeeper and postmaster in Ammassalik who documented the optimistic, rapidly changing community of 1950s and 1960s East Greenland with a warmth and insider’s pride unavailable to the professional photographers who visited from outside — among them filmmaker Jette Bang and Weekendavisen’s former editor Anne Knudsen. The photographs are installed alongside a site-specific installation, Itsuannisaarpoq (Looking Through the Window), by artist Boletta Silis-Høegh, who projects archival footage onto white curtains and tablecloths throughout the gallery space, creating an illusion of looking out through a window at the remembered community — a formal gesture that transforms the documentary photographs into a living, spatially experienced memory. Reviewed by Master of Science Bo Christiansen for KULTURINFORMATION, who characterises the exhibition as a warm and self-contained artistic achievement, compelling even for visitors unfamiliar with the accompanying book.